Halvpension

Birgitte fik lynhurtig succes på LinkedIn

2.5.2024

af

Portrætfoto af Birgitte Høj

Foto: Mads Teglers

Bare et halvt døgn efter Birgitte Høj-Nielsen efterlyste et deltidsjob på LinkedIn, ringede den første arbejdsgiver.

Som 64-årig følte Birgitte Høj-Nielsen, det var på tide at prøve noget nyt. Hun kunne ikke helt se sig selv i det hybride arbejdsliv efter corona og overvejede derfor at gå på tidlig pension.

”Det var blevet mere upersonligt at være på arbejde, fordi jeg aldrig rigtig vidste, hvem der var der, og hvem der sad hvor,” siger hun.

Efter nærmere overvejelser og en snak med chefen valgte hun dog i stedet at satse på deltid. Desværre kunne den store konsulentvirksomhed, hun var ansat i, ikke tilbyde hende en fast ugentlig nedsat tid.

For at komme videre ringede hun derfor til Djøf.

”Jeg fik at vide, at jeg kunne bruge min LinkedIn-profil til at finde noget nyt. Jeg var ikke særligt aktiv derinde. Jeg har været 18 år i det samme firma og derfor ikke følt behov for det.”

"Jeg blev bidt af tanken om, at jeg ikke behøvede at være pensionist hele ugen."

Birgitte Høj-Nielsen

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Succes efter en enkelt nat

Hun kontaktede en god veninde, som arbejder med marketing. Sammen skrev de et opslag, der sluttede med:

”Kender du nogen, der har brug for en tilbudshaj? Så tag fat i mig. Jeg byder gerne på en kop kaffe. Og rigtig fint hvis du deler mit opslag.”

Tilbuddene, hun er en haj til, er typisk relateret til offentlige myndigheders EU-udbud på bygge- og anlægsprojekter.

Hun skrev LinkedIn-opslaget en tirsdag aften. Onsdag morgen nåede hun ikke at komme ud af sengen, før den første virksomhed ringede.

Kort efter var endnu en potentiel arbejdsgiver i røret, og flere andre virksomheder meldte sig også på banen.

Efter at have været til samtale med de to første, der ringede, valgte Birgitte Høj-Nielsen at satse på det rådgivende ingeniørfirma DOMINIA. Her er hun nu begyndt som tilbudsansvarlig 22 timer om ugen.

Hendes jobskifte flugter fint med en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø om fleksibilitet i seniorarbejdslivet. I den svarer 49% af de adspurgte 50+-årige, at de kunne tænke sig at gå ned i tid. Det skal ske, når de i gennemsnit er 64,8 år. Der ønsker de i snit at gå ned til 20,5 timers arbejde om ugen.

ANNONCE

Øver sig på pensionistlivet

For Birgitte Høj-Nielsen handlede ønsket om deltid om, at hun ikke følte sig klar til den endelige afsked med arbejdslivet.

”Jeg blev bidt af tanken om, at jeg ikke behøvede at være pensionist hele ugen. Jeg kunne være det nogle dage og på den måde øve mig på den dag, hvor jeg stopper helt.”

Hun vil arbejde videre, så længe det er sjovt, og hun har helbred til det. Det kommer også til at spille ind, hvornår hendes mand går på pension.

Birgitte Høj-Nielsen er stadig ”vildt forbløffet” over, at det gik så hurtigt for hende på LinkedIn.

”Det var næsten for nemt at finde noget nyt. Og så i min alder. Jeg var ellers i gang med at lave en liste over, hvem jeg skulle kontakte. Den blev slet ikke aktuel.”

Det havde været ”overvældende,” hvis hun skulle have ringet uopfordret til virksomhederne på listen. Så hun er glad for, at hendes opslag på nettet sparede hende for den oplevelse.

Hun skyder på, at hendes mangeårige specialiserede erfaring gjorde udslaget for LinkedIn-succesen.

”Jeg kan hjælpe firmaer med at vinde tilbud, så de kan tjene flere penge. Det er åbenbart et godt argument.”

Samtidig tænker hun, at det er en fordel for hendes nye arbejdsgiver, at hun har en masse erfaring, der gør, at hun hurtigt har kunnet komme i gang med opgaverne.

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet