Topchefers løn

Bankdirektør vil forbyde aktieoptioner - Djøf-formand er uenig

20.6.2018

af

PR-foto: Jyske Bank

PR-foto: Jyske Bank

Anders Dam, topchef i Jyske Bank, vil have et forbud mod direktørkollegaers optionsprogrammer. Djøf Privats formand, Henrik Funder, er imod et fuldstændigt forbud, men er åben for skrappere lovgivning på området.

Anders Dam, topchef i Jyske Bank, har kastet sig ud i et opgør mod ’uigennemskuelige’ aktieoptionsprogrammer, skriver Børsen. Han mener, at manglende transparens om direktørers præstationsmål kan gøre det let for bestyrelse og direktion at belønne hinanden, uden at ejerne får den nødvendige indsigt.

”Jeg har ikke noget imod, at nogen får 50 eller 100 millioner kroner, hvis bestyrelsen og aktionærerne mener, at de er det værd. Men det skal ske over regnskabet og ikke igennem uoverskuelige optionsordninger,” siger han til Børsen.

Han opfordrer regeringen til helt af forbyde aktieløn som fx optionsordninger.

Djøf-formand imod forbud 

Henrik Funder, formand for Djøf Privat er enig i, at der skal være gennemsigtighed og åbenhed om optioner.

”Men ligefrem at gå ind lovgivningsmæssigt og sætte regler for det – det har vi svært ved at tage stilling til. Vi ligger nok et sted midt imellem.”

Det begrunder han med, at det ikke kun er topchefer, der har optionsordninger.

”Det kan jo få en effekt for en række af vores medlemmer, der også har optioner, selv om de ikke er C25-topchefer – her drejer det sig dog typisk ikke om en stor del af lønnen. Men for mange kan det være flødeskummet på kagen og dét, der fx for start-up-virksomheder kan være med til at fastholde og tiltrække medarbejdere.”

Men Henrik Funder er åben for strammere regler.

"Det kommer selvfølgelig an på, hvordan de bliver udformet. Helt at forbyde optioner - det tror jeg ikke på. Men man kan godt gå ind og arbejde lovgivningsmæssigt med åbenhed og gennemsigtighed om optioner, så det specielt i de store virksomheder bliver helt åbent for aktionærerne, hvordan optionsprogrammerne hænger sammen. Her har Anders Dam absolut en pointe.”

Ny lovgivning på vej

I begyndelse af 2019 vil regeringen da også præsentere en ny lovpakke, der skal sikre mere transparens om lønningerne i erhvervslivet. Regeringen afviser dog ifølge Børsen at forbyde aktieoptionsprogrammer.

Anders Dams løn ligger på 10,3 millioner kroner om året inklusiv pension. Men i modsætning til en række af sine kolleger fra fondsbørsens C25-indeks afstod han fra et aktoptionsprogram, da han begyndte som topchef i Jyske Bank i 1997, skriver Børsen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet