Masser af succes

Nanna fandt sin succes et uventet sted

25.4.2024

af

Portrætfoto af Nanna Hovgaard

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

For Nanna Elizabeth Hovgaard var forventningen om uddannelse og karriere en tung sten på skulderen. Succes var skræmmende og noget, man skulle leve op til – lige indtil ordet fik en anden klang, da hun sammen med sin bedste veninde skabte podcasten 'Fries Before Guys'.

Først danskstudiet, så lærerseminariet og senere hen pædagogseminariet – alt imens drømmen faktisk var musikkonservatoriet.

Nanna Elizabeth Hovgaard måtte prøve kræfter med tre forskellige uddannelser, inden hun droppede uddannelses-ræset for at lave noget helt, helt andet.

Når hun ser tilbage på sin opvækst og ungdom, var hun meget af tiden låst fast på idéen om at skulle opnå succes på den klassiske uddannelse-og-karriere måde. Hele uddannelsessystemet gjorde hende ængstelig og overfokuseret på sine præstationer.

”Jeg var hele tiden enormt bange for ikke at ende med at blive en succes,” fortæller Nanna Elizabeth Hovgaard til Djøfs podcast ’Masser af succes’.

Men da hun i december 2015 satte sig med sin bedste veninde, Josephine Kuhn, for at optage første afsnit af podcasten 'Fries Before Guys', blev det hurtigt tydeligt, at hendes arbejdssucces skulle være et produkt af hendes relationer og ikke af en bestemt uddannelse.

Podcasten

’Nanna og Jose’ er hinandens bedste veninder på 15. år, og så er de også lytternes veninder – nu på ottende år.

Når man lytter til ’Fries Before Guys’, bliver man inviteret ind i pigernes både intime og alvorlige, men også uhøjtidelige og humoristiske univers.

Duoen tager emner som venskab, arbejde, moderskab, sex, parforhold og alt derimellem helt ned på jorden, og det har vist sig at ramme plet hos jævnaldrende danske kvinder. I hvert fald har pigerne for nylig rundet 330 episoder af podcasten på Podimo og desuden udvidet med to sideløbende podcasts. 

Og hvis du spørger Nanna Elizabeth Hovgaard, så er hendes største arbejdsmæssige succes, at hun har skabt noget med sin bedste veninde. At de komplimenterer hinanden i et projekt, som går op i en højere enhed.

Da de to startede med at arbejde sammen om podcasten, havde Nanna Elizabeth Hovgaard en følelse af, at de skulle arbejde hele tiden for at have nogen form for eksistensberettigelse.

Nu er det mere vigtigt for hende, at de også bare er veninder, for det er netop det, der er essensen af 'Fries Before Guys'. Det er det hellige rum, de to veninder skaber i deres samtale – som så mange unge kvinder kan spejle sig i.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Relationerne er det vigtige

”Succes for mig er, når jeg føler mig glad, tilfreds, udfordret, næret og inspireret. Og succes er jo også bare at have venner, familie og et frugtbart liv, hvor man er lykkelig.”

Nanna Elizabeth Hovgaard er efter sin kamp med uddannelsessystemet og senere sin anderledes karriere nået frem til, at succes for hende ikke er et spørgsmål om penge og anerkendelse.

Man skal ikke leve for, at andre synes, at man er en succes. Det har hun selv gjort i for mange år. Men det er også en balancegang. Man skal leve for sig selv, men man skal også leve for at være noget for andre.

For Nanna Elizabeth Hovgaard blev det særlig tydeligt, da hun for nylig blev mor til sønnen Folke.

”At være mor minder mig om, at det, der jo er vigtigt, er de relationer, vi har,” fortæller hun og forklarer, at hun er nærværende på en anden måde end før.

Hvor hun tidligere brugte tid på at tænke sig selv, fylder bekymringer om hendes barn nu mere. Det har fjernet mange af hendes usikkerheder fra 20’erne.

ANNONCE

”Det næste behøver heller ikke at lykkes”

Selvom Nanna Elizabeth Hovgaard på mange måder har fundet sig til rette både i sit private og i sit professionelle liv, bliver hun nogle dage stadig i tvivl om, hvorvidt hun er en succes.

Hun tror, at der stadig er folk derude, som ikke kan se alvoren i det, hun laver, og hun har i høj grad stadig brug for kommunikationen med lytterne, før hun føler, at hun er en ’succes’.

Og netop ordet succes runger stadig hult inde i hende.

”Jeg får en følelse af, at det ikke er et ord, vi skal bruge, fordi det symboliserer noget, man skal leve op til,” fortæller Nanna Elizabeth Hovgaard.

Alting er en læring – der er ikke noget, der er spildt tid, siger hun og henviser til de år, hun brugte på at afsøge uddannelsessystemet. Nogle gange kan det også være godt at træde forkert.

”Det næste behøver heller ikke at lykkes,” fastslår hun.

Du kan lytte til hele samtalen med Nanna Elizabeth Hovgaard i podcasten 'Masser af succes'.

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet