Guide

10 gode råd: Sådan forbereder du dig til eksamen

10-11-2021
2 min.

Inden længe er det igen eksamenstid. Her giver en ekspert en række konkrete råd, så du kan blive helt klar.

Ude i horisonten lurer vinterperiodens eksamener. Måske er du allerede i gang med at forberede dig – måske skal du i gang inden længe.

Men hvad er den rigtige måde at gå til opgaverne på? Hvordan strukturerer du bedst eksamenslæsningen, så du bliver så godt forberedt som muligt?

Det ved Thomas Harboe en masse om. Han er chefkonsulent ved Københavns Universitet og har i 25 år undervist og vejledt masser af studerende i studieteknik, skriveprocesser og håndtering af studiekriser. Desuden er han forfatter til en række bestseller-bøger om studieteknik og metode.

Han udpeger to nøgleord: Overblik og variation.

”Sørg for at få overblik over, hvad der forventes af dig, og tilrettelæg derefter din eksamensforberedelse så varieret, motiverende og kreativt som muligt,” siger han.

Læs, skriv og tegn

Som studerende er det altså essentielt at få skabt et solidt overblik over eksamensforberedelsen. Men hvilke konkrete værktøjer skal man så tage i brug?

Her mener Thomas Harboe, at det er en god idé at anvende så meget forskelligt fra den akademiske værktøjskasse som overhovedet muligt. Det handler både om at skimlæse og nærlæse tekster, men også om at få læst sine noter fra semestret igennem en ekstra gang.

Derudover kan det også være en idé at skrive små referater af teksterne, mens man læser, eller måske endda lave mindmaps over teorier og begreber. Begge dele behøver i øvrigt kun at være henvendt til én selv og er altså ikke noget, der skal læses og kommenteres af andre.

Tal stoffet igennem

Thomas Harboes råd om variation drejer sig ikke kun om, hvordan du forbereder dig på egen hånd. Det er også brugbart at læse op sammen med andre.

”Inddrag medstuderende og/eller studiegruppen så meget som muligt. Der sker en bearbejdelse og yderligere refleksion af stoffet ved at tale det igennem. En variation til den klassiske pensumdiskussion kunne være en walk-and-talk ude i det fri,” forklarer han.

En normal arbejdsdag

Thomas Harboe understreger, at det er meget individuelt fra studerende til studerende, hvor grundig éns eksamensforberedelse skal være. Det kommer an på, hvor flittig man har været igennem semestret, når det gælder læsning, fremmøde og noter – og på dit eget ambitionsniveau.



Men der er ikke grund til at ligge fuldstændig underdrejet og give afkald på dit sociale liv, fritids- og sportsinteresser eller lidt afslapning i ny og næ.

”For de fleste studerende vil en normal arbejdsdag på syv-ni timer være helt fint – selvfølgelig med variation og pauser. Hvis det er første gang, man åbner bøgerne, får man i sagens natur mere travlt i eksamenslæsningen, og uanset hvilket udgangspunkt man har, er det vigtigt at bevare det gode humør, samtidig med at man knokler på,” siger Thomas Harboe.

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.