Frivillig

Inge hjælper familier med alvorligt syge børn

24-11-2021
3 min.
Inge Stuhr Bisgaards vigtigste opgave som frivillig er 'bare' at være til stede: "Først og fremmest er jeg til rådighed for de familier, der er i huset. Det kan være, de har lyst til at snakke – eller bare sidde lidt." Foto: Mads Frost

En artikel rørte Inge Stuhr Bisgaard så dybt, at hun var nødt til at blive frivillig. Her føler hun virkelig, at hun gør en forskel.

For 15 år siden læste Inge Stuhr Bisgaard en artikel, der gjorde enormt indtryk på hende. Den handlede om Ronald McDonald Huset, der er tilknyttet Rigshospitalet. Her kan familier bo, mens deres barn eller søster og bror er indlagt. Det kan være, at barnet er født for tidligt, har en alvorlig hjertefejl eller er ramt af kræft.

”Det skar simpelthen sådan i mit hjerte. Og jeg tænkte: ’Når jeg en dag får en lille smule overskud i min hverdag, vil jeg hjælpe de her familier, der er under et så vanvittigt pres.’”

Inge Stuhr Bisgaard er cand.merc.dat og selvstændig konsulent og coach. Hun har arbejdet i it-verdenen, siden hun blev kandidat – som konsulent, projektleder og leder.

Da hun læste artiklen, var det yngste af hendes tre børn et par år gammel, så der gik noget tid, før hun gjorde alvor af sin tanke. Men hun glemte ikke Ronald McDonald Huset.

På venteliste

Da der kom lidt mere luft i hverdagen, og hun tænkte, at nu kunne hun vist godt undvære et par timer om ugen, kontaktede Inge Stuhr Bisgaard ’huset’, som hun kalder det.

Hun fik en tilbagemelding om, at de ikke manglede hænder, men at hun ville komme på en venteliste.

Efter to-tre år skrev lederen af huset, at nu var der brug for hjælp. På det tidspunkt boede Inge Stuhr Bisgaard og familien i USA, hvor hun var udstationeret.

”Jeg tænkte: ’Åh nej – nu kunne jeg endelig få lov til at hjælpe, og så kunne jeg ikke.’”

Hun fik at vide, at hun bare skulle henvende sig, når hun vendte tilbage til Danmark. Det gjorde hun næsten i samme øjeblik, hun satte foden på dansk jord, og så blev hun kaldt til samtale.

Hver evig eneste gang jeg tager derfra, sender jeg mine tre raske børn en kærlig tanke og tænker over, hvor privilegeret jeg og min familie er

Skal ’bare’ være til stede

Siden 2014 har Inge Stuhr Bisgaard været tilknyttet som frivillig. Hun er typisk i huset et par gange om måneden fra klokken 17 til 21.

”Det kan være, at jeg rydder lidt op eller sætter en vaskemaskine i gang – men først og fremmest er jeg til rådighed for de familier, der er i huset. Det kan være, de har lyst til at snakke – eller bare sidde lidt.”

Ikke mindst er hun der for børnene, som har en søster eller bror, der er indlagt.

”Det kan være, vi læser en bog, spiller et spil eller tegner – bare hygger.”

Det handler om ’bare’ at være til stede. Men Inge Stuhr Bisgaard kan også trække på de erfaringer, hun har med sig som coach og fra sit virke i det hele taget.

”Det med at kunne tale med mennesker, men ikke mindst at kunne lytte og få stillet nogle spørgsmål, som giver mulighed for refleksion. Eller bare lade det, der kommer, komme uden at styre noget i en bestemt retning. Sådan har jeg også gerne mødt mine medarbejdere, da jeg var leder. Og som projektleder handler det jo også rigtig meget om relationer og om, hvordan vi interagerer sammen.”

Meget større end at være corporate

Selv om det selvfølgelig kan være tungt og trist nogle gange, er der også mange glade stunder, når Inge Stuhr Bisgaard er i huset. Og det handler ikke kun om, at hun giver noget til andre. Hun får også meget igen, siger hun.



”Jeg har i mange år arbejdet med it-ledelse i virksomheder, hvor det i perioder har været meget corporate. Og nogle gange er jeg gået derfra og har tænkt: ’Set i det større billede, hvad var det så lige for en forskel, jeg gjorde i dag?’ Men hver eneste gang jeg går fra ’huset’, føler jeg mig enormt taknemlig for at kunne give bare en lille bitte smule til nogle mennesker, for hvem det gør en forskel.”

Der sker også noget andet, når Inge Stuhr Bisgaard har haft en vagt.

”Hver evig eneste gang jeg tager derfra, sender jeg mine tre raske børn – som jo nu er unge og voksne mennesker – en kærlig tanke. Og tænker over, hvor privilegeret jeg og min familie er at have fået lov til at styre uden om sådan nogle forløb, som familierne i huset er igennem. Og nu bliver jeg lige nødt til at sige 7-9-13.” 

Kommentér
3
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.