Grønt job

"I alle mine jobs har jeg kunnet se, at det, jeg laver, ændrer noget for miljøet"

29.6.2021

af

Foto: Mads Teglers

Foto: Mads Teglers

I mere end 20 år har Thomas A. Christensen arbejdet med miljø og grøn omstilling. Hans opgaver er lokale, men inspirerer kolleger i resten af verden. "Det giver mig mening i hverdagen," siger han.

Som 12-årig står Thomas A. Christensen i det lokale bycenter og forsøger ihærdigt at samle underskrifter ind for Greenpeace. ”Bevar Antarktis som naturområde” er temaet for dagens underskriftindsamling, og til at hjælpe sig har han samlet 30 jævnaldrende, som sælger både t-shirts og klistermærker for at støtte Greenpeace.

Den slags episoder var der mange af, da Thomas A. Christensen var ung, og interessen for miljøet og klimaet har holdt ved. I dag er han 49 år og har de seneste år været projektleder og specialkonsulent i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Han har været i kommunen i 22 år og arbejdet med det grønne område i otte forskellige stillinger.

”I alle mine jobs har jeg kunnet se, at det, jeg laver, ændrer noget for miljøet. Det giver mig en højere motivation i mit arbejdsliv, og det giver mig mening i hverdagen at have et arbejde, hvor jeg føler, jeg kan gøre en forskel,” fortæller han.

Bæredygtige forretningsmodeller

I kommunen har han de seneste to år arbejdet med projektet Bæredygtig Bundlinje 2.0, som er et bredt projekt med mange samarbejdspartnere, og det er støttet af både EU-midler og Region Hovedstaden.

I alt 80 virksomheder skal hjælpes til at blive mere grønne og bæredygtige.

”40 af virksomhederne ligger i Københavns Kommune, og min kollega og jeg hjælper dem til at få mere grønne og cirkulære forretningsmodeller. Vi rekrutterer virksomhederne, kortlægger dem, guider dem, laver forretningsmodeller og knytter dem til konsulenter og vidensinstitutioner,” forklarer han.

Thomas A. Christensen har været ombord på projektet fra start. Og for ham er det et job, der giver ham en følelse af, at han kan være med til at gøre en positiv forskel.

”Der er altid nogle trivialiteter i et job, men hvis man kan se, at man kan være med til at rykke noget ved miljøet, så giver det mig en arbejdsglæde i hverdagen.”

Den grønne vej

Interessen for miljøet spillede også ind, da Thomas A. Christensen skulle vælge sin uddannelse. Her faldt valget på miljøplanlæggeruddannelsen på Roskilde Universitet, hvor han er uddannet cand.techn.soc. Og lige siden har han arbejdet med miljø.

”Hvis fx Læger Uden Grænser eller Kræftens Bekæmpelse havde et spændende job, vil jeg da ikke udelukke, at det ikke også kunne være en vej at gå. Men jeg tænker, at jeg bliver i det grønne, fordi der er så mange muligheder og forskellige fagområder.”

Man skal ikke undervurdere, at vi er inspiration og talerør til langt flere mennesker end bare i Danmark

København inspirerer

I sit job hos Teknik- og Miljøforvaltningen mærker Thomas A. Christensen til tider, at folk har svært ved at forstå, at det, som Københavns Kommune gør, faktisk kan have en indvirkning ude i den store verden.

Men selv mærker han, at han sammen med sine kolleger er med til at inspirere andre lande. Han har bl.a. holdt et oplæg for en guvernør, der kom fra Henan-provinsen i Kina, som ville lade sig inspirere af Københavns Kommunes klimaindsats og fjernvarmesystem.

”Jeg tror ikke, man skal undervurdere Danmark som land og København som en grøn hovedstad. Vi kan være med til at påvirke andre større nationer og inspirere dem med vores teknologi, vindmøller, fjernvarme osv.,” siger han og fortsætter:

”Set i et verdensperspektiv rykker det, vi laver i kommunen, ikke så meget rent CO2-mæssigt, da vi udleder få mængder i forhold til mange store lande. Men man skal ikke undervurdere, at vi er inspiration og talerør til langt flere mennesker end bare i Danmark. Og det synes jeg godt, vi kan være ret stolte af.”

Fortsætter i det grønne spor

Ved udgangen af april skiftede Thomas A. Christensen arbejdsområde. Han er blevet headhuntet til en stilling som chefkonsulent og madspildskoordinator i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.

”Jeg skal i mit nye job være med til at måle, hvad madspildet er i dag, og være med til at lave en indstilling til politikkerne, der viser mulighederne for, hvilken vej vi skal gå med madspild. Vi køber nemlig fødevarer for 280 mio. kr. om året i Københavns Kommune,” forklarer han.

Han fortsætter altså sit arbejde for kommunen, samtidig med at han fortsat udvider sit grønne cv.

”I Københavns Kommune er der muligheder for at skifte internt engang imellem, når man gerne vil prøve et nyt fagområde og udfordre sig selv. Det er det, der er interessant ved at sidde på en arbejdsplads, som favner mange forskellige områder inden for miljø,” understreger han. 

Thomas A. Christensen

Alder: 49 år

Stilling: Chefkonsulent og madspildskoordinator i Børne- og Ungdomsforvaltningen, Københavns Kommune

Uddannelse: Cand.techn.soc., Roskilde Universitet, 1998

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Erling Povlsen
2 år siden
Flot arbejde. Men bevægelsen Stop Spild Af Mad har opnået flere resultater på meget kortere tid.