Lars og Birgitte så på sommerhuse – og pludselig havde de købt et kursuscenter

6.7.2021

Tine Santesson

Foto: Mads Teglers

Birgitte Ettrup og Lars Christensen tog en impulsiv beslutning under corona-nedlukningen: De solgte alt og har begyndt en helt ny karriere.

Det er ofte Birgitte Ettrup, der får de vilde idéer. På et tidspunkt, hvor hun var godt træt af det job, hun havde, forsøgte hun forgæves at overbevise sin mand, Lars Christensen, om, at de skulle købe en campingplads på Ærø.

Det var også hende, der fik familien med til Thailand, hvor hun skrev sin kandidat i internationale studier. Og senere boede de et år i Letland, fordi hun fik en projektansættelse der.

Men under corona-nedlukningen var det faktisk Lars, der kom til at sætte nye griller i hovedet på Birgitte. Han viste hende en salgsannonce for et kursuscenter. Og så blev der igen vendt op og ned på deres liv. Det kommer vi til om lidt.

Birgitte Ettrup har sit eget miljørådgivningsfirma, og Lars Christensen er teknik- og miljøchef i Høje-Taastrup Kommune. De er begge kandidater i miljøplanlægning fra RUC.

For nogle år siden solgte de deres store villa og købte en lejlighed midt i Roskilde. Nu skulle de nyde by- og kulturlivet. Det gjorde de også – indtil corona satte en stopper for det.

De besluttede at tage i sommerhuset for at prøve at arbejde derfra, for alt var jo alligevel lukket ned. Det endte med, at de boede der fuld tid. For de oplevede pludselig, hvor meget det betød for dem at være midt i naturen og følge med i årstidernes skiften på allertætteste hold.

”Vi fik en helt anden kontakt med naturen. Vi så kirsebærtræerne blomstre – vi havde aldrig vidst, at der var så mange af dem. Bagefter blomstrede alle æbletræerne, pludselig var det noget helt andet, der trak i os. Lars sagde på et tidspunkt: 'Når man sidder her, kan man godt glemme, hvorfor det var, at vi valgte at købe en lejlighed midt i byen',” fortæller Birgitte Ettrup.

De skulle have et nyt sommerhus...

Birgitte og Lars begyndte at tale om, hvad der skulle til, for at de kunne bruge sommerhuset hele året uden problemer. Det ville koste en formue – nyt tag og ny klimaskærm. Derfor begyndte de at kigge efter et mere helårsvenligt sommerhus.

Det var her, at Lars faldt over annoncen med kursusejendommen. Birgitte havde talt om stedet flere gange. Hun havde gået tur i det kuperede og fredede område omkring ejendommen. Den ligger i Ejby Ådal på Nordvestsjælland med udsigt til Isefjord og en bautasten, som knejser på højderyggen lige ud for vinduerne i den tilhørende privatbolig.

Lars gik med på, at de tog ud og kiggede på stedet – men kun for at kigge, understregede han:

”Jeg skulle fandeme ikke have mere have og praktisk arbejde. Vi havde jo netop solgt vores store hus af den grund.”

... men så købte de en kursusejendom

Klokken 00.00 nytårsnat i år stod de på toppen af bakken og skålede i champagne, fordi de nu var officielle ejere af det, de har valgt at kalde Kursuscenter Ådalen. Lejligheden i Roskilde og sommerhuset har de solgt.

For da de ’bare skulle ud at kigge’, fortalte ejendomsmægleren, at der var en anden interesseret køber, og de begyndte at se muligheder – også Lars. Ud over kursuscenter kunne de måske skabe et knudepunkt for lokalområdet med foredragsaftener og folkekøkken med lokale økologiske råvarer.

”Det rækker godt nok lidt ud over, hvad vi ellers har lavet i vores karriere. Og som ejendomsmægleren sagde: 'Er I ikke lidt impulsive?'” fortæller Lars.

I modsætning til Birgitte er det bestemt ikke noget, han altid har været.

”Mine forældre var skolelærere på samme skole i 40 år, så jeg er præget af den sikkerhed og tryghed – det sidder i mig, men jeg har arbejdet med at slippe det.”

Han gik kun med til det efter en aftale om, at han beholder sit job som teknik- og miljøchef i Høje Taastrup Kommune.

”Stedet kan ikke bære to beskæftigelser – det er for småt, men jeg har det også rigtig fint med at fastholde mit job, som jeg er meget glad for og trives med."

Og så har de også en anden helt klar aftale – Birgitte henter Lars, når han har været til julefrokost. For der er ingen tog til døren.

Foto: Mads Teglers

Uden corona havde de aldrig gjort det

Planen er, at Birgitte skal drosle ned for sit firma, alt efter hvor meget tid hun skal bruge på at drive kursuscenter. Og efter hvordan det kommer til at hænge sammen finansielt. Lige efter nytår sagde hun dog ja til en stor opgave, som hun har knoklet med i månedsvis. Af gode grunde har der ikke været det store rykind af kursister i foråret. Men de har haft de første kursushold – der dog selv har stået for det meste, da de også var kunder hos den tidligere ejer.

Markedsføring er de ikke rigtigt nået til endnu. Men mund til mund-metoden har også været rigeligt indtil videre – for de er godt booket hele året ud.

Hvis coronaen ikke havde været her, havde I så reageret på salgsannoncen for kursuscenteret?

”Nej!” lyder det prompte fra dem begge, og Birgitte tilføjer:

”Så havde vi jo været i hamsterhjulet, hvor hverdagen kører, og hvor man er tilbøjelig til at gøre de samme ting og have de samme rationaler. Og hvis jeg var faldet over annoncen og havde vist den til Lars, ville han have rystet på hovedet og sagt: ’Kan du forestille dig mig sidde på en havetraktor og gå og fikse alle mulige praktiske ting?’”

Nu er de friske på (næsten) det hele

De skal have fundet en havemand, så Lars behøver ikke at køre havetraktor. De har også rengøringshold og køkkenpersonale, som de kan trække på. Men de er selv friske på at stå i køkkenet – og Lars bruger gerne feriedage på det. De har begge været på kursus, så de nu har et fødevarehygiejnebevis. Men der er mange praktiske ting, der skal ordnes – særligt her i starten. Pludselig fryser rørene til, og det gamle pillefyr kører på det sidste.

Birgitte medgiver, at der er tidspunkter, hvor de har tænkt: 'Hvad er det, vi har kastet os ud i?’

”Jeg har sagt ja til den her store opgave i mit firma. For ud over, at det er en god kunde og en god opgave, er det også et godt bidrag til at kunne betale håndværkerregninger. Men jeg arbejder meget og ser virkelig frem til at holde weekend. Så da der en lørdag morgen klokken seks tikkede en sms ind fra en kursusholder, som skrev, at der ikke var noget varmt vand – der havde jeg lidt ondt af mig selv.”

Men ellers fortryder de intet. De glæder sig bare. Og de har troet på projektet fra den aften, hvor de over en flaske rødvin sad og brainstormede på alt det, sådan et sted kan bruges til. Og på, hvordan de på alle måder vil gøre stedet bæredygtigt og bruge og passe på den natur, der omgiver dem.

Birgitte vil gerne have bistader og tilbyde kursisterne honning fra Ådalen – og måske kan de dyrke og høste tang og muslinger nede i fjorden. Idéer er der nok af. De skal bare afpasses de timer, der er til rådighed, når alt andet er klaret.

”Vi forventer ikke at tjene en masse penge på det. Vi har en god økonomi i forvejen. Men det er jo et fantastisk sted at bo. Og pludselig kan vi også samle vores store familie på 28 til komsammener – det har jeg savnet, siden vi flyttede fra vores store hus og i lejlighed,” siger Lars.

Birgitte synes bare, det er så skønt at kunne dele lyset, stilheden og naturen med de forhåbentlig mange kursister, de kommer til at møde. Hun regner også med, at hun kan holde inspirationsmøder for sine egne kunder.

”Det er jo en del af værtskabet at give noget ekstra. At vise vandrefalken, som vi har gående deroppe på bakken, og som vi næsten betragter som vores egen. At fortælle om, når vi sidder ved vores spisebord, og der så lige stiger et par fiskehejrer op over ådalen og dermed gør opmærksom på, at vi nærmer os aftenstide. At give nogle af de oplevelser videre til folk – det giver mening.”