Løn

Lønnen stiger mest uden for København

19.1.2022

af

Foto: Fizkes/Shutterstock

Foto: Fizkes/Shutterstock

Det seneste år har arbejdsgiverne i hovedstaden ikke været helt så rundhåndede som andre steder. Der er hård kamp om at tiltrække og fastholde medarbejdere.

Ansatte uden for hovedstaden har fået forhandlet sig til de højeste lønstigninger det forgangne år. Således har deres løn i gennemsnit taget et hop på 7,7%, mens lønningerne i hovedstaden er øget med 5,5%.

Det fremgår af Djøf Privats lønstatistik 2021.

Sidste år var billedet det samme – højere lønstigninger til privatansatte medarbejdere uden for københavnsområdet.

Det er svært at komme med et entydigt svar på, hvorfor lønforhandlingerne har haft et gunstigere udfald uden for hovedstaden, siger Helene Rafn, der er lønforhandlingschef i Djøf. Men hun har nogle bud.

”Alt andet lige har arbejdspladser i hovedstaden nemmere ved at tiltrække arbejdskraft. Og da det lige nu er svært at få arbejdskraft, skal der noget til for at lokke kvalificerede kræfter til. Derfor kræver det måske noget ekstra at tiltrække en nyuddannet til en produktionsvirksomhed i Jylland – og også at holde på dygtige medarbejdere.”

Helene Rafn kommer med et dugfriskt eksempel fra en ansættelseskontrakt, hun i skrivende stund er ved at gennemgå for et medlem, der er blevet tilbudt et job i en konsulentvirksomhed i Aarhus.

”Lønniveauet ser rigtig fornuftigt ud. Vi har ellers tidligere oplevet, at lønniveauet ikke var specielt højt i Aarhus, fordi der er så mange, som gerne vil blive i byen efter at være blevet kandidater fra Aarhus Universitet. Derfor har de lokale virksomheder typisk haft meget nemt ved at rekruttere. Men nu oplever vi, at de bliver nødt til at levere noget mere på lønpakken også, fordi der er rift om arbejdskraften.”

En anden forklaring på, at lønstigningerne er højere uden for København, kan være pandemien, siger Helene Rafn.

”Nogle af vores medlemmer, som arbejder i de brancher, der har været hårdt ramt under coronanedlukningerne – fx rejse-, hotel- og restaurationsbranchen – har oplevet at få skåret i lønnen. Og da en stor del af de brancher er koncentreret i hovedstadsområdet, kan det kan godt have en betydning for den gennemsnitlige løn.”

Stadig lønforskel

Det hører med til historien, at lønningerne i hovedstaden i gennemsnit er markant højere end i resten af landet. I september 2021 fik privatansatte Djøf-medlemmer uden ledelsesansvar med ansættelse i hovedstaden en gennemsnitlig månedsløn på 58.147 kr. (inkl. pension). For tilsvarende Djøf-medlemmer uden for københavnsområdet var tallet 52.268 kr.

Så det kan godt være, at lønnen stiger mere uden for hovedstaden, men der er stadig et stort lønefterslæb.

”Derfor forsøger de jo bare at hente lidt ind – og lige nu er der momentum for at få løftet lønnen, og så er det oplagt at gå efter det,” siger Helene Rafn. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Lars
2 år siden
Lønstigninger? Den lokale udmøntning af overenskomsten har en særlig elite sat sig på og resten udhulet af inflation. Inflationen er steget meget på det sidste, men allerede ved overenskomstens indgåelse var det tydeligt, at en bevarelse af reallønnen ville blive ganske svær.
L. Johansen
2 år siden
Hvor meget af lønstigningen kan henføres til reelle lønstigninger og hvor meget til henføres til jobskifte/forfremmelser?