Portræt

"Jeg har brugt rigtig mange af de ting, jeg har lært på TR-uddannelsen, i mit band"

10.10.2019

af

Foto: Jonas Pryner Andersen

Foto: Jonas Pryner Andersen

Der er en verden til forskel på Lars Lyndorff Krelskovs identitet som heavy metal-musiker og som embedsmand. Og så alligevel ikke.

”Du skal se cool ud på scenen. Det er min klare holdning. Det nytter ikke noget, at man sjosker op på en scene i en lidt for stor t-shirt og slaskede bukser.”

Lars Lyndorff Krelskov synes, det er fedt at stå på en scene iført sine slangeskindsstøvler med matchende slangeskindsbælte, et par ultra-stramme jeans og en afklippet t-shirt.

Han er byplanlægger og AC-tillidsrepræsentant i Herlev Kommune. Men en stor del af hans identitet ligger også i at være en del af heavy metal-bandet Steel Inferno, hvor han spiller guitar og skriver almusikken. Heavy rocken er dét, han kalder sin største passion her i livet.

”Jeg har en hobby, der fylder rigtig meget, og det er med til at sikre min arbejdslivsbalance. For så behøver jeg ikke at lade arbejdet fylde det hele – jeg behøver ikke den der søgen efter bekræftelse eller anerkendelse, og alle de ting, der gør, at arbejdslivsbalancen kommer til at tippe.”

Han har spillet og skrevet musik siden folkeskolen. Og han overvejede også for en kort bemærkning, om det skulle være hans levevej.

”Men jeg tog det lidt mere sikre valg. Da jeg gjorde det, tror jeg også, jeg var med til at sikre, at heavy rocken bliver ved med at være en passion og ikke en sur pligt. For jeg har et arbejde, hvor der kan være masser af pligt. Det har jeg det fint med, men jeg har også brug for at have et sted, hvor jeg kan tanke op.” 

Foto: Jonas Pryner Andersen
Konflikthåndtering for heavyrockere

Man skulle tro, at det var en verden helt forskellig fra den embedsmandsverden, han til daglig befinder sig i. Men ikke altid.

”Jeg prøver at systematisere arbejdet i bandet lidt halv-projektleder-agtigt, uden at de andre bemærker det. Jeg er klart den, der driver tingene og er med til at sætte en dagsorden og en retning – men selvfølgelig med en viden om, at jeg ikke ville kunne gøre det alene,” siger Lars Lyndorff Krelskov.

Erfaringerne fra hans arbejde som tillidsrepræsentant kan han også trække på i Steel Inferno.

”Jeg har brugt rigtig mange af de ting, jeg har lært på tillidsrepræsentantuddannelsen, i mit band – sindssygt meget af det der med, hvordan man snakker med andre, når man har konflikter.”

Og det er ikke, fordi der er ekstra mange konflikter i bandet, de er bare ligesom alle andre.

”Vi er et heavy rockband med folk, der i perioder har været stressramte, arbejdsløse eller er blevet skilt, og det skal der også være plads til.” 

I princippet kunne Lars Lyndorff Krelskov som byplanlægger være med til at spænde ben for sit andet virke.

”Som musiker eller andre kunstnerisk interesserede vil du gerne have nogle steder i byen, hvor du kan udfolde din kunst. Men det, du laver som byplanlægger, kan potentielt være med til at fjerne vilkårene for, at du kan have et musikalsk virke, fordi alle de gamle fabriksbygninger med en billig husleje måske kunne blive til et nyt boligområde, som kommunen kunne få en stor fortjeneste ud af.”

Men er du så ikke biased og den, der står på bremsen, når der skal rives gamle fabriksbygninger ned i Herlev?

”Jeg bor på Nørrebro. Og jeg har for længst taget en beslutning om, at jeg ikke skal arbejde der, hvor jeg har mit daglige virke, fordi det potentielt kunne skabe netop sådan et dilemma. For jeg er jo også embedsmand, så jeg bliver nødt til at have en professionalisme. Men jeg kan da også sagtens gå ind og argumentere fagligt for, at man skal understøtte en kulturel enklave.”

Og en anden del af heavy rockeren Lars kommer også med på job.

”Jeg er glad for, at jeg har et arbejde, hvor jeg ikke behøver at gå i jakkesæt. For mig er det vigtigt, at jeg kan tillade mig at have en frisure og et udseende i det hele taget, der afspejler begge verdener. Jeg føler ikke, at jeg træder ud af én verden og ind i en anden – jeg kan være mig selv hele vejen igennem.” 

Det ved siden af

De har djøf-jobs, og så har de en fritidsinteresse, som opsluger dem fuldstændig. Det er deres helle. Et genopladningsrum, de prioriterer højt.

I en serie artikler kan du møde guitaristen, balletdanseren og de andre, som kobler af med noget ved siden af jobbet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Mads
4 år siden
Super portræt - fint med nogle skæve vinkler §!