Guide

10 gode råd til at blive headhuntet

24.4.2019

af

Illustration: Inspiring/Shutterstock

Illustration: Inspiring/Shutterstock

Hvad skal der til for at blive opdaget af headhuntere? Vi har samlet 10 tips om, hvad du skal gøre, og hvad du absolut skal undgå.

Der er så meget gang i jobmarkedet i øjeblikket, at headhunting ikke længere er forbeholdt direktører og andre topfigurer. Stadig flere virksomheder sender også rekrutteringsfirmaer på jagt efter specialister.

Men hvordan bliver det så dig, der ender i headhunternes søgelys? Det har vi samlet 10 gode råd til. De handler bl.a. om LinkedIn – men også om at være kritisk og bevare jordforbindelsen, når et rekrutteringsfirma henvender sig med noget, der lyder som et fristende tilbud.

10 tips om headhunting

1) LinkedIn betegnes som headhunterens ’sorte lommebog’ og er nu det altdominerende redskab til rekruttering. Det er derfor vigtigt at udfylde din profil med gode søgeord, så headhunterne lettere får øje på dine kvalifikationer.

2) Indstil også din LinkedIn-profil, så det bliver synligt for andre, at du er interesseret i at modtage jobtilbud. Gå ind under ’Præferencer for jobsøgning’ og markér, at du er interesseret i tilbud fra rekrutteringskonsulenter.

3) Plej dit netværk omhyggeligt. Dermed øger du sandsynligheden for, at headhunteren finder dig, når han spørger sig omkring for at finde en egnet kandidat.

4) Find headhunterfirmaer, som er relevante for dig mht. brancher, jobtyper og geografi. En oversigt findes på headhunterportal.com, der omfatter mere end 400 danske headhuntere. Også på jobfisk.dk kan du finde en liste med headhuntere.

5) Opret en profil i headhunter-firmaernes databaser, så du kan søges frem der. Ganske vist er disse baser i nogen grad overhalet af LinkedIn, og databaserne bliver ikke nødvendigvis opdateret løbende, men i nogle situationer kan de alligevel være nyttige.

6) Sørg for, at dit CV står knivskarpt. Og at det ikke blot beskriver din profil nu, men også peger i retning af det, du gerne vil beskæftige dig med i fremtiden.

7) Få mere at vide om jobbet. Headhunteren kan godt finde på at rose virksomheden og jobbet i højere toner, end det nok egentlig kan bære. Sæt dig derfor grundigt ind i, hvad jobbet går ud på, og hvilket ansvar du eventuelt vil få.

8) Kæmp for jobbet, hvis du vil have det. Headhunterfirmaet har sandsynligvis fundet flere andre kandidater, som du er i konkurrence med. Hvis du føler dig sikker på, at du er den udvalgte, viser du måske en lidt for tilbagelænet attitude, som risikerer at koste dig jobbet.

9) Undgå at falde for smiger. Headhunterfirmaer er dygtige til at få én til at føle sig som ’særligt udvalgt’, men det er vigtigt at mærke efter, om du reelt er interesseret i jobbet, og om du vil passe til arbejdsplads og opgaver.

10) Vær pinligt bevidst om, at headhunteren arbejder for sin kunde (arbejdsgiveren) og ikke for dig. 

Kilde: Djøfs Rådgivningscenter m.fl.
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

neel
4 år siden
Jeres link til Headhunterportal er forkert.. Der er en typo i linket.