Brevkasse

Hvad sker der med min ferie, når jeg skifter job?

8.4.2019

af

Illustration: Djøf

Illustration: Djøf

Jeg er på vej til en ny arbejdsplads. Hvad sker der så med min restferie, spørger et medlem.

Jeg har fået nyt job og har en del ferie tilbage, som jeg ikke kan nå at holde, inden jeg stopper i mit nuværende firma. Hvad sker der med ferien?

’Jobskifter’

Kære medlem

Når du stopper i dit nuværende job, bliver din ferie konverteret til en feriegodtgørelse, som træder i stedet for din ferie med løn og dit ferietillæg.

Feriegodtgørelsen beregnes som 12,5 pct. af al din skattepligtige indkomst, dvs. også værdien af eventuel fri bil, fri telefon og andre skattepligtige goder samt af dit eget pensionsbidrag. Løn under ferie, udbetalt ferietillæg og særlige feriefridage indgår ikke i grundlaget for beregningen.

Hvis dit ferietillæg er højere end én pct., skal du lige være opmærksom på, at du kun får dækket den del af tillægget, der er over én pct., hvis det står i din kontrakt, at hele dit ferietillæg skal regnes med i feriegodtgørelsen.

Din arbejdsgiver skal indeholde skat af feriegodtgørelsen og indbetale nettobeløbet til FerieKonto senest den 7. i den anden måned, efter at du er stoppet. Fratræder du fx 30. marts, skal beløbet altså være indbetalt senest 7. maj.

Hvis du har overført ferie fra tidligere ferieår og derfor har mere end 25 feriedage til gode, skal du have udbetalt feriepengene for de overskydende dage, når du stopper. Har du særlige feriefridage, som du ikke har holdt, får du dem kun udbetalt, hvis det står i din kontrakt, eller hvis du kan aftale det med din arbejdsgiver.

Til sidst vil jeg lige nævne, at din feriegodtgørelse regnes som indkomst i det år, hvor din arbejdsgiver overfører beløbet til FerieKonto. Husk derfor at justere din indtægt på forskudsopgørelsen, så du undgår en eventuel restskat.

/Anja Iben Kepka, chefkonsulent, Djøf

Skriv til brevkassen

Skriv til Djøfs panel af rådgivere, hvis du har spørgsmål om ansættelsesforhold, karrieremuligheder, overenskomster, regler og lovgivning, faglige netværk eller andet, der optager dig i forbindelse med arbejdsliv eller studier.

Vi bringer et udvalg af spørgsmål og svar. De indsendte spørgsmål kan eventuelt blive forkortet eller lettere redigeret.

Send dine spørgsmål til bladet@djoef.dk. Husk også at skrive dit fulde navn og mailadresse til brug for redaktionen og rådgiverne. Hvis du ønsker, at dit spørgsmål i bladet bliver underskrevet med pseudonym i stedet for navn, bedes du gøre opmærksom på det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet