Mere end en hobby

Frederikke er fuldmægtig og topatlet

25.3.2024

af

Foto af Frederikke Mollerup i færd med at løfte en tung vægt

Foto: David Soo/Training Day Media

Når hun ikke er på sit job i en styrelse, er Frederikke Mollerup en af landets bedste crossfit-udøvere. Det kræver ekstrem disciplin at have to karrierer på samme tid, men hun ser det som et stort plus for sit arbejdsliv.

Tænderne er bidt hårdt sammen. Over hende svæver en vægtstang med 43 kg, som hun holder oppe i udstrakt arm.

I en glidende, kontrolleret bevægelse lader hun vægtstangen falde ned til skuldrene, mens benene falder ned i en dyb squat, hvorfra hun med stor kraft atter skyder vægtstangen til vejrs. Sådan gentager hun. Igen og igen.

Stakåndet falder hun til gulvet, lader armene falde til siden og kniber øjnene sammen, mens puls og åndedræt kæmper for at finde tilbage til en roligere rytme. Hun har givet alt, hvad hun har.

Sådan så det ud, da 29-årige Frederikke Mollerup i januar skulle kvalificere sig til en af sæsonens største crossfit-konkurrencer, Wodapalooza i Miami, sammen med sine to holdkammerater. Anstrengelserne bar frugt, og de indtog fjerdepladsen i konkurrencens bedste felt efter at have kæmpet imod nogle af sportens professionelle.

Rejsen dertil har været lang, hård og kompromisfyldt. For selv om træning fylder meget i hendes hverdag, har hun samtidig et arbejde som fuldmægtig i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Mere end en hobby

I denne serie taler vi med en række unge om, hvordan deres lidenskab for fx musik, skuespil, kritisk litteratur og teknologi former dem og deres karriere. Det kan være givende og udfordrende – og for nogle umuligt – at integrere sine interesser i arbejdslivet.

En velkendt gnist

Frederikke Mollerup elskede at konkurrere som elite-basketballspiller, og derfor var det også en svær beslutning at træffe, at hun ville spille sin sidste sæson i 2018. For at kunne affinde sig med tanken havde hun brug for noget andet, hvor hun kunne udvikle sig.

Hun begyndte på crossfit uden de store forventninger. Der gik dog ikke længe, før hun kunne mærke, at miljøet og hendes træners høje ambitioner tændte en velkendt gnist i hende.

Hun har en iboende trang til at præstere, udfordre sig selv og mærke, at hun bliver bedre til noget – også selv om det kan være noget, der virker ubetydeligt, såsom at gå på hænder eller kunne klatre op i et tov.

”Som voksen glemmer man typisk at lege, og mange prioriterer sjældent at lære noget nyt – især fysisk. Men jeg synes, det er vildt sjovt.”

Vækkeuret ringer som regel ved sekstiden, for hun skal nå en times træning, inden hun begiver sig ind på kontoret. Når arbejdsdagen i styrelsen slutter, går turen tilbage til træningscenteret, hvor hun gerne tilbringer endnu to timer. Sådan ser fire ud af fem arbejdsdage ud.

I weekenden ligger den vigtigste og mest omfattende træning, så her lægger hun endnu flere timer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Fyldt til randen

Mentalt er Frederikke Mollerup som et glas vand, der er fyldt helt op til randen. Der er ikke meget at give af, og små udsving som overarbejde eller ekstratræning kan let føles store. Derfor har hun forfinet sin evne til at prioritere sin tid.

”Det handler om at get the job done. Have en plan, holde sig til den og være konsistent. Selvfølgelig skal der være plads til afvigelser, men hvis man gerne vil nå flere ting på én gang, er der ikke meget plads til det.”

Sporten må så vidt muligt ikke gå ud over hendes arbejde, og derfor bliver det oftere på bekostning af hendes privatliv, hvor tiden til venner og familie er begrænset. Det er et offer, hun er villig til at give, for i det store billede er det en kort del af hendes liv, at hun er i stand til at træne på så højt niveau.

”Det er også ekstremt kompetenceudviklende, og på den måde ser jeg det også som en investering i mit arbejdsliv.”

Mentaliteten med på arbejde

Det er en del af Frederikke Mollerups identitet at være sportsudøver. Derfor var det også noget, hun flagede ret tidligt og tydeligt, da hun tog til en jobsamtale tidligere på året.

For selv om hun opfylder sin nuværende fuldtidsstilling, har der været perioder, hvor hun har haft behov for, at arbejdspladsen har udvist forståelse og fleksibilitet, når hun fx har skullet holde fri i forbindelse med konkurrencer. Derfor er hun også spændt på, hvordan det bliver, når hun starter som cLEAN Partner i Novo Nordisk d. 1. april.

”Hidtil har jeg mødt nogle forstående personaleledere, som i perioder har krævet, at man arbejder meget, men også giver plads til, at jeg har flere mål med mit liv.”

Foto: Kim Jæger
ANNONCE

Hun oplever, at folk som regel spørger meget ind og er nysgerrige på, hvordan de kan bruge de kvaliteter, sporten har givet hende. For selv om kontoret og træningscenteret kan virke som to uforenelige verdener, overlapper de gerne.

Kompetencerne som tidligere basketball-anfører bliver bragt i spil, når hun fx har indtaget rollen som projektleder.

”Det tror jeg helt klart, jeg har dygtiggjort mig i igennem sporten, som for mig handler om at være en del af et hold og opnå noget som enhed.”

Når hun konkurrerer, kan det føles, som om alt er imod hende, og hun fanger sig selv i at tænke, ’hvorfor helvede står jeg her igen?’ Andre gange kan hun bare kaste sig selv ud hovedkulds over kanten. På den måde har CrossFit givet hende både mod og vilje til at tage chancer – og den evne tager hun med på kontoret.

”Det kan være grænseoverskridende at skulle rejse sig og holde et oplæg på arbejdet, men for hver gang jeg udfordrer mine grænser – også inden for sporten – er det, som om det bliver mindre farligt hver gang.”

Det samme gælder evnen til at være disciplineret, arbejde hårdt, fokuseret og under pres.

Mindre skrøbelig

’Ville alle være bedre tjent, hvis ikke jeg prøvede at nå to tidskrævende ting på samme tid?’ Det er en overvejelse, som regelmæssigt dukker op i Frederikke Mollerups hoved.

Træningen har infiltreret store dele af hendes liv, og derfor strejfer tanken hende da også, om det ikke ville være nemmere, hvis ikke hun havde et job, der optog så mange af døgnets timer. Men hun vender altid tilbage til, at der er grunde til, at hun ikke er villig til at satse alt.

Én ting er, at hun godt kan lide at blive fagligt udfordret og få den indsigt, som arbejdet tilbyder hende, men jobbet bidrager også til, at hun ikke reduceres til sin sport. Omvendt afholder sporten hende også fra, at arbejdet bliver definerende for, hvem hun er.

”Det gør det hele mindre skrøbeligt. Og jeg tror, det er givtigt som menneske, at man kan være flere ting.”

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet