Direktør for de kloges a-kasse

Vennen René Bach, KaosPilot og coach i Quartz+Co, har ret: En samtale med
Michael Valentin er en filosofisk, følsom, emotionel og stærkt humoristisk sag.
Ekstraordinært menneskelig, ekstraordinært analytisk. Vil du have skriftligt bevis, så læs kapitlet med ham i Johanne Myginds bog ’Opdrift’ om mønsterbrydere.

Således også samtalen med djøfbladet. Men hovedpersonen, iført ny direktørkasket og gammel selvkritik, synes alligevel ikke, det hele passer sig på tryk. Så vi sletter lidt og starter igen.

Michael Valentin er et netværksmenneske. Det ene job har taget det andet i en opadgående spiral af neurale kontakter.

Det nye job – som direktør i Akademikernes A-kasse (AAK) – var dog med stillingsannonce, search & select ekspert og test i alle ender.

Det var det allerførste job forresten også, i hvert fald med opslag, da Valentin i 96 som grøn cand.scient.adm. kom over til København fra Aalborg til jobsamtale med Harald Børsting i LO. Der var masser af mere erfarne ansøgere.

”Jeg sagde: I skal give mig det job, jeg er den bedste. Jeg kom med en ubegrænset tro på mit bidrag til LO. Det faldt Harald for.”

LO var begyndt at satse på akademikere, og han kom ind i et kuld af nye, unge djøfere, bl.a. Helle Thorning-Schmidt. Det var en fantastisk arbejdsplads. Han kunne begå sig blandt både SiD´ere og kontorchefer.

Mig, akademiker! Jeg er tømrer, kunne han sige til SiD´erne. Og det var så sandt, som det var sagt.

Han er søn af en jord- og betonarbejder, stemplede ud af 9. klasse, kunne ikke sidde stille i timerne og gik i tømrelærer. Og var glad for det. Før han altså brød mønsteret, tog HF, skiftede knallerten ud med en cykel og styrede mod Aalborg Universitetscenter.

 

Vindermentalitet

I 2002 sagde han op som spindoktor og informationschef i HK og skød sig baglæns ud af saloonen med en fræk bog om, hvor lidt der skete i LO-familiens rockwoollag. Udtalt enerti. Udgivelsesdatoen var selvfølgelig 1. maj.

’Det er jo ikke en bog, men en pamflet’, hånede man den lille sag på kun 87 sider. ’Da den handler om fagbevægelsens fremtid, kan den ikke blive længere’, drillede han tilbage. Men læst blev den. Solgt i 8.000 eksemplarer.

Nu krydser han sit eget spor og sætter sig for bordenden i en a-kasse.

”Der sker og skal ske noget dér, hvor Michael er,” siger journalist og politisk kommentator Michael Kristiansen, der har arbejdet sammen med ham i forskellige konstellationer.

”Det stiller krav til hans omgivelser om at være parate til at acceptere, at intet er givet. Jeg synes, det er en fremragende egenskab, men jeg har da mødt et par stykker, der havde ønsket, at han ville slappe lidt af.”

Det kan han ikke – ikke på dén måde. Men han er ikke dén, der arbejder 70 timer om ugen. Arbejde er godt, men det er fritid også.

”Jeg er optaget af at blive et lykkeligt menneske. Det bliver man ikke af at arbejde altid. Jeg har bl.a. en familie, som jeg er meget, meget glad for.”

Bogen dengang kostede noget af det trygge netværk.

Helt koldt blev der, da han gik ud og virkelighedstestede sine egne påstande og lavede en alternativ firmatiseret, gul fagforening, JobogLiv.dk A/S. Det var sjovt, men efter et par år fik han et tilbud om at sælge konceptet. Beløbet får vi ikke, men åbenbart nok til, at han tog fri fra arbejdsmarkedet i et halvt års tid og udlevede sin gamle tømrerromantik, mens han gik og byggede om hjemme i Valby.

”De forudsigelser, jeg kom med i bogen om fagbevægelsen, holder stik. Dér, hvor man ikke har ændret sig, bløder man nu. De faglige organisationer, der har satset på faglig identifikation og vindermentalitet frem for at udstille sine medlemmer som ofre, har vundet. Se fx på Djøf.”

Også dagpengesystemet får en – diskret underspillet – analyse med på vejen:

”En 3F´er får 70-80 procents kompensation af lønnen ved ledighed, mens en akademiker typisk kun får en tredjedel. Dén ulighed kunne man godt diskutere rimeligheden i.”

Kald det inspirationsår

Michael Valentin stillede hvorfor-spørgsmål i skolen. Det gør han stadig.

Så selvom aviserne lige har skrevet, at danske unge – oh, skræk – stadig er værst i hele OECD til at holde pause, før de begynder at læse, insisterer han på det modsatte: ”Sat på spidsen skulle det måske i stedet være obligatorisk, at man ikke kan komme på uni, før man har været et år ude”.

”Jeg vil så gerne være med til at fjerne ordet ’fjumreår’ fra det danske sprog. Kald det inspirationsår. Det koster for samfundet at tvinge unge til at træffe studievalg for hurtigt. Det fører i mange tilfælde til, at unge ender op med fejluddannelser og senere i livet tager dobbeltuddannelse. Det er til gengæld dyrt og formentlig en af forklaringerne på langtidskunder i AAK.”

Og til forældrene:

”Hold op med de dér forældrekøbslejligheder. I giver jeres børn stokrosesyndrom før tid. Det er sundt og sjovt at bo sammen med andre. Se noget andet. Hvis pengene brænder i lommen, så giv i stedet de unge et betalt år i udlandet.”

Som cand.scient.adm. er Valentin forvaltningsuddannet, som det kaldes. Det udtryk irriterer ham. ’Forvalter’, griner han.

”De bruger vist ikke engang ordet i landbruget mere. Hvorfor ikke kalde det lederuddannelse. Det er jo dét, det er. Universiteterne skal koble innovation, forretning og forvaltning sammen.”

”Da jeg læste, var vores selvforståelse, at vi skulle være kommunaldirektører alle sammen. Jeg er helt klar over, at sådan er det ikke mere. Men jeg vil mene, at der stadig er plads til, at unge djøfere øger deres forretningsmæssige forståelse. Lidt mere spændstig forståelse af, hvad deres faglighed kan bruges til.”

 

Fik advokaternes innovationspris

Mellem LO og HK var der et mellemspil, hvor Michael Valentin blev opfundet som ministeriel kontorchef. Han blev hentet ind i det daværende Arbejdsdirektorat for at koncipere et årligt benchmark af a-kasserne: Omkostninger, tilfredshed, performance. Aldrig set før.

På den ene side stod fagbevægelsen med for dyre a-kasser, men også med skrækken for at få klippet bukserne helt op. På den anden side stod Finansministeriets regnedrenge med saksen. Michael Valentin var bufferen, der landede manøvren og sørgede for den gensidige respekt.

”Det er et stykke embedsmandshåndværk, jeg stadig er stolt af.”

Men ministeriel embedsmand blev han ikke. Det ville han ikke.

”Jeg har altså svært ved at forstå alle de bindinger, vi lægger på de offentlige ledere. Du kan have personaleansvar for 24 mand, men alligevel skal du gå ned i receptionen og bede om to taxaboner, når du skal til møde ude i byen. Du må ikke give dine folk en ordentlig julegave eller -frokost. Du må ikke gå ud og spise en god middag med dine leverandører og sige tak for årets samarbejde. Hallo, knalddygtige, danske embedsmænd render ikke rundt og leger Berlusconi for skatteydernes penge. Det er motivation og ledelse, vi snakker om.”

I 2008 plukkede LETT Advokatfirma ham ud af Nordens største kommunikationskoncern JKL Group og gjorde ham til forretningsudviklingschef.

I 2010 fik LETT Danske Advokaters innovationspris – for redefinering af firmaets brand sammentænkt med salgsstrategi: ’Fra corporate branding til salg’. ’Michaels pris’, siger man i miljøet.

”Michael er en ildsjæl og den drivende kraft bag, at vi gik efter at få den og fik den,” siger Søren Jenstrup, partner i LETT og formand for Advokatrådet.

Innovation og kreativitet har ikke noget at gøre med at gå ind i et lyserødt puderum og male på væggen, fastslår Valentin med eftertryk.

”Det støder mig decideret, når folk tror, at det er dét, jeg står for. Hos mig er innovation og udvikling lig med driftsoptimering. Det er business.”

Han sagde til dem i LETT: Hold op med at kalde jeres kunder for ’klienter’ – det er noget, læger har. Og kom ned fra den juridiske piedestal. I skal sælge varen. Juraen er kun et middel, ikke et mål for kunderne. De vil have løsninger.

”Advokatbranchen er en monokultur, og når du kommer ind udefra, er du en bastard. Derfor skal du berettige dig selv med resultater, ikke forklaringer. Som tømrer ved jeg, at man ikke kan tale et hus op at stå, der skal slås søm i.”

”Han er sådan én, der begejstres. Jeg er spændt på at se hans engagement omplantet til en a-kasse,” lyder det fra Søren Jenstrup.

 

Vil stille ublu kvalitetskrav

”Alex (afgående AAK-direktør Alex Nielsen, red.) har siddet i 17 år. Det job bliver ikke slået op igen til næste år. Det var nu eller aldrig. Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville tilbage til en politisk reguleret verden. Det kunne også have været i Dong eller Falck. Men AAK er et ønskejob.”

’Politisk reguleret’ ligner en underdrivelse. A-kassesystemets liste over påbudte love og regler er lang som mælkevejen.

Valentin sukker. AAK´s ledige har ikke taget en uni-uddannelse for at slappe af på støtten.

”Fokus må drejes væk fra rigide regler og over på individuelle behov. Det er individuelt, hvad der kan hjælpe den enkelte videre til job. Vores medlemmer har på en del områder brug for at blive behandlet anderledes.”

AAK har ikke altid ligget lige højt i a-kassernes benchmark. Måske fordi dens ’kunder’ er ekstra kritiske.

”Ja, og hvad så. Jeg er stolt af at være direktør for Danmarks klogeste og kritiske a-kassemedlemmer. Det skal da bruges til at gøre os til de bedste.”

Hvad vil han innovere og forretningsudvikle i AAK?

”Jeg skal ikke ind og finde på en masse nye ydelser, som medlemmerne ikke har brug for. Jeg skal ikke lave alt muligt om. Jeg skal driftsoptimere en i forvejen veldreven a-kasse.”

Så ingen smarte buzzword. Men lav pris, høj kvalitet og et smalt servicekoncept med præcis de ydelser, som medlemmerne har brug for.

”Vores ledige skal have det, der er bedst for hver enkelt. Men jeg tror ikke nødvendigvis, at det er os – AAK – der skal producere de tilbud og kurser. Det skal nogle andre.”

”Jeg tror grundlæggende, det er sundest, at man adskiller efterspørger- og udbyderrollen. Vi er medlemmernes advokat og skal på deres vegne stille ublu høje kvalitetskrav til udbyderne.”

 

AAK skal signalere succes

Som der står i bogen ’Opdrift’: Han kom fra en lille stue med en trykket stemning og for lidt frisk luft. Han længtes efter store lyse rum. Op og ud af arbejderklassens tvære småborgerlighed. Åndelig befrielse.

Mere jordisk er design, æstetik, arkitektur og røde Børge Mogensen læderstole købt brugt på Lauritzen.com en fast del af hans liv i dag. Hvad dét angår, er det, med al respekt, en downseizing at skifte LETT´s Hammershøiagtige sale, møbelklassikere og Pellegrino-vand ud med en a-kasse.

Heldigvis for ham er AAK lige flyttet til nye lokaler. Der skal nok komme de rigtige farver på væggene.

”Jeg tør godt være æstetiker på vores medlemmers vegne. Lækkert behøver ikke være dyrt. Men vi behøver ikke bøje nakken og ligge under for jantelov. Vi skal turde signalere, at vores medlemmer er vindere, og at AAK står for succes.”