Djøf-uddannelser baner vejen for chefjob

29.1.2013

af

Samfundsvidenskab er en genvej til at blive leder, viser ny undersøgelse. Se, hvilken uddannelse der topper listen.

Vil du gerne kunne skrive chef på visitkortet, kan du give dig selv et godt rygstød ved at vælge den rette uddannelse. Bliver du indskrevet på et samfundsvidenskabeligt studium, vokser chancen for at blive leder nemlig betydeligt.

Det viser en undersøgelse, som Dansk Erhverv har gennemført på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Ved hjælp af detaljerede persondata har erhvervsorganisationen beregnet sandsynligheden for, at danskere med forskellige lange videregående uddannelser får chefstillinger i løbet af deres karriere.

Effekterne af baggrundsfaktorer som alder, køn og familieforhold er korrigeret ud af beregningerne, der således tydeliggør, hvad uddannelsen bidrager med.

Statskundskab helt til tops

Resultaterne viser, at en samfundsvidenskabelig kandidatgrad helt generelt øger sandsynligheden for at blive leder. Ingen uddannelse giver dog større chefpotentiale end statskundskab.

Folk med en cand.scient.pol. på cv’et har således 25 procents sandsynlighed for at indgå i en privat eller offentlig virksomheds øverste ledelse undervejs i deres karriereforløb.

Det giver god mening, siger Marc Dulong, direktør for Randstad Professionals, der rekrutterer ledere og specialister.

”Statskundskab giver en meget bred viden. Uddannelsen omfavner mange forskellige emner, og den gør kandidaterne i stand til at sætte sig ind i komplekst stof,” forklarer Marc Dulong.

Det giver cand.scient.pol.’erne en stor fordel som ledere, at de kan analysere samfundsudviklingen og oversætte, hvad den betyder for deres virksomheder. 

Større internationale krav

Også forskellige økonomiuddannelser – både cand.oecon., cand.merc. og cand.polit. – ligger højt på listen. Indsigt i virksomhedens opbygning og økonomisk flow er kernekompetencer for ledere.

”Økonomer kan ikke bare forstå, hvilke tal der er vigtige. De forstår også, hvorfor de er det, og kan selv tolke, hvad tallene betyder for virksomheden. Hvis du så også kan kommunikere, står du meget stærkt som leder,” siger Marc Dulong.

Han pointerer dog, at uddannelsesbaggrunden i sig selv ikke er afgørende. Personlig erfaring er også en nøglefaktor, ligesom globaliseringen stiller stadig større krav til erhvervslederes viden om de internationale forhold, der påvirker danske virksomheder.

Jura længere nede ad listen

En anden traditionel djøf-uddannelse, jura, baner ikke i helt samme grad vejen mod toppen af organisationen. Her er sandsynligheden for at nå en chefstilling knap 11 procent.

En del af forskellene i undersøgelsen kan dog forklares via den måde, Danmarks Statistik definerer begrebet ”leder” på. Den kategori, som Dansk Erhverv har taget afsæt i, rummer folk, der er i ”den øverste ledelse”.

Det betyder, at ledere, hvis arbejde primært er knyttet til produktionen eller driften i virksomheden, ikke tælles med. Som eksempel nævner Dansk Erhverv, at afdelingslæger ikke regnes som ledere i undersøgelsen, selv om deres job er lederstillinger.


Top-20
1) Statskundskab, cand.scient.pol. 25,1 %
2) Industri, civ.ing. 20,8 %
3) Økonomi, cand.oecon. 19,6 %
4) Erhvervsøkonomi, cand.merc. 19,4 %
5) Revisorkandidat, cand.merc.aud. 18,4 %
6) Forvaltning, cand.scient.adm. 18,1 %
7) Statsvidenskab/økonomi, cand.polit. 17,8 %
8) Erhvervssprog, cand.merc. 17,4 %
9) Andre samfunds-, kontor-, og handelsuddannelser 15,6 %
10) Erhvervsret, cand.merc. 15,5 %
11) Kommunikation, cand.ling.merc. 15,4 %
12) Samfundsfag, cand.mag. 15,1 %
13) Skovbrugsvidenskab, cand.silv. 14,9 %
14) Datalogi, cand.merc. 14,9 %
15) Psykologi, cand.pæd. 13,7 %
16) Maskin, civ.ing. 12,2 %
17) Historie, cand.phil. 11,9 %
18) Informatik, cand.mag. 11,1 %
19) Jura, cand.jur. 10,9 %
20) Kommunikation, cand.mag. 10,7 %

Procentsatsen angiver sandsynligheden for at få et lederjob i løbet af erhvervskarrieren.
Kilde: Dansk Erhverv

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Det Kriminalpræventive Råd
Job
AffaldPlus
Frist 8. dec. 2024
Job
Region Sjælland - Roskilde Sygehus
ANNONCE

Kommentarer

Anders
11 år siden
Korrelation og kausalitet - titlen kunne lige så vel have været "de fødte ledere vælger DJØF-uddannelser..
Hasse Gårde-Askmose
11 år siden
"”Økonomer kan ikke bare forstå, hvilke tal der er vigtige. De forstår også, hvorfor de er det, og kan selv tolke, hvad tallene betyder for virksomheden." er Marc Dulong citeret for at have sagt. Ja det skal jeg lige love for, at de sidste 5-6 år har vist!!!!