Ledige akademikere tager flest kurser

5.3.2013

af

Højtuddannede er den gruppe, der får mindst ud af at tage selvvalgt uddannelse som ledige. Alligevel bruger de kurserne mest.

Som dagpengemodtager har man ret til seks ugers selvvalgt uddannelse. Formålet med kurserne er at opnå de kompetencer eller det branchekendskab, der skal til for at blive kvalificeret til at få job.

Denne ret til uddannelse udnytter især akademikere og andre højtuddannede. Blandt de ledige i Akademikernes A-kasse har 26,6 procent således brugt muligheden for seks ugers kursus, fremgår det af Kommunernes Landsforenings analysebrev, Momentum.

Også i Ledernes A-kasse, Magistrenes A-kasse, CA og A-kassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog har mere end hver fjerde været på selvvalgt uddannelse.

Til sammenligning har 14,2 procent af FOA’s ledige og 15,8 procent af 3F’s ledige taget selvvalgt uddannelse.

Forlænger akademikeres ledighed

Når den sammenligning er interessant, hænger det sammen med en evaluering af kurserne for ledige. I 2011 konkluderede konsulentfirmaet Rambøll nemlig, at de seks ugers selvvalgt uddannelse har en vis positiv effekt for arbejdsløse med et lavt uddannelsesniveau. For akademikere forlænger kurserne tværtimod ledighedsperioden.

I 2009 anbefalede Arbejdsmarkedskommissionen at afskaffe den selvvalgte uddannelse, og ifølge kommissionens formand, Jørgen Søndergaard, understreger de nye tal den pointe.

”Det er en mærkelig måde at bruge samfundets penge på, at man siger til de ledige, at de bare må tage den uddannelse, de har lyst til. Uddannelse og kurser er fint, hvis det sker som en del af et forløb i jobcenteret, hvor man kommer frem til, at det kan være vejen til et bestemt job, eksempelvis at tage AMU’s transportuddannelse. Men at lade de ledige uddanne sig ud i det blå hjælper dem ikke i job,” siger han til Momentum.

Fokus på den private sektor

I alt kostede seks-ugers-kurserne det offentlige 480 mio. kr. i 2012. Over for Momentum beklager både KL og LO, at de ledige, der har mest brug for uddannelse, er dem, der er længst mellem på kurserne.

Hos Djøf lægger beskæftigelseschef Gert Nielsen vægt på, at den selvvalgte uddannelse skal motivere deltagerne til at selv at finde eller skabe deres eget job i den private sektor. Samtidig skal den være rettet mod virksomhedernes behov.

”Kurserne skal have fokus på de udfordringer, konkrete firmaer eller brancher står overfor, og de skal indrettes sådan, at virksomhederne indgår eller er til stede. Det udvider de lediges netværk og giver dem branchekendskab,” siger han til djoefbladet.dk.

 

Få seneste nyt fra djøfbladet – direkte i din indbakke hver fredag

Tilmeld dig nyhedsmailen her.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Grønlands Selvstyre, Formandens Departement
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet