Stå fast og smæk nej-hatten på

Hold op med at slå dig selv i hovedet med, at du ikke er positiv nok eller omstillingsparat nok. Hold op med at tro, at du skal være gift med dit arbejde og udlevere hele din personlighed til HR-konsulenter og chef-ordinerede ’forandringsprocesser’.

Vær mindre positiv og sig mere fra. Styrk din evne til at stå stille og forankre dig. Sig nej fem gange om dagen. Du behøver ikke hele tiden udvikle og realisere dig selv. Affind dig med dig selv. Få en mere realistisk livsindstilling.

Dette budskab ordineret mod selvkritik og statusangst fra den 37-årige filosofiuddannede psykologiprofessor, Svend Brinkmann, har vakt opsigt. Hans nye bog ’Stå fast’ blev revet væk, og han selv kom i alle medier.

Men hvorfor?

Christian Ørsted, cand.merc., ledelsesrådgiver og underviser, er forfatter til bogsuccesen ’Livsfarlig ledelse’, som også tager fat i det påtvungne krav om selvudvikling i arbejdslivet.

”Grunden til, at vi er så mange, som elsker Brinkmanns bog, er, at vi godt kan mærke både intellektuelt og følelsesmæssigt, at vi bliver kørt ned og over af den overdrevne positivitet,” siger han.

Du kan blive udbrændt af det

Overdreven positivitet skader forretningen og bundlinjen, for den får dig til at performe ringere, fastslår Christian Ørsted.

Vil man sin virksomhed det godt, handler det i stedet om at kunne rumme og få talt om de ting, som er svære, som vi er i tvivl om, og som vi ikke har en løsning på.

Arbejdslivspolitisk chef i Djøf, Edith Jakobsen, kalder bogen et underholdende indspark i debatten om det individualiserede arbejdsmarked.

”Individet skal konstant udvikles for at kunne optimere sit arbejde. Det bidrager til et selvoptaget fokus, som i 
værste fald fører til stress og udbrændthed.”

Derfor skal ændringer og forandringer heller ikke løses af den enkelte. Det skal ses som et strukturelt problem, der skal adresseres politisk og i fællesskab, siger hun.

Forandringsprojekter er blevet et mål i sig selv på mange arbejds-pladser, skriver Brinkmann.

”Alle ledere bør læse Brinkmanns bog,” opfordrer Christian Ørsted, som selv skriver på opfølgeren til ’Livsfarlig Ledelse’ under arbejdstitlen ’Livsfarlig forandringsledelse’.

Føddernes filosofi: Altid fremad

Djøfbladets boganmelder James Høpner (djøfbladet nr. 17) kritiserer Brinkmann for – af bare provokationslyst – at hente sine argumenter mod selvudviklingsmanien i den lette ende af empirien såsom Feminas guide til en bedre mavefornemmelse eller kult-coachen Sofia Manning.

Men man skal næppe gå fejl af, at Brinkmann er eksponent for en trend.

I USA – alle selvudviklingsteknikkers moder – er man fx begyndt at genlæse Harvard-psykologiprofessoren Irvin D. Yalom. Hans pointe er, at mennesket har fire eksistentielle bekymringer: Døden, ensomheden, meningsløsheden og friheden. Dem kan vi ikke ’selvudvikle’ os ud af.

Svend Brinkmann siger det samme. I den kække selvudviklingskultur med de friske overbud har vi ingen filosofi for det evigt eksistentielle i livet, og det er ikke godt.

”Først når vi accepterer, at vi en dag bliver syge, gamle og dør, og at det vil ske for alle vores nærmeste, kan vi for alvor sætte pris på livet og samværet med andre mennesker,” forklarer han
i Information.

’Vi lever føddernes filosofi’, siger han til Kristeligt Dagblad. Vi lever livet, som var det uendeligt, og løber fra det ene projekt
til det andet. Vi skal ikke dyrke døden, men vi skal forholde os til livets endelighed. 

Selvhjælpslitteraturen fører væk fra samfundskritikken

Rasmus Willig, sociolog og forsker, tog sidste år i bogen ’Kritikkens U-vending’ et opgør med fænomenerne coaching, medarbejderudviklingssamtaler og fitness. Eksempler på ’nye’ institutioner i arbejdslivet, som skaber introvert selvkritik. Selvet tugter sig selv: ’Jeg er ikke god nok’. ’Jeg må arbejde hårdere med mine potentialer’. Det er med til at skabe en tavshedskultur, hvor ingen vil ytre sig, fordi det er det samme som at udstille sig selv som en fiasko.

Hvilke grundtanker i Brinkmanns
bog rammer en tendens i tiden?

”Vi er blevet overendt af selvudviklings- og coaching-bøger de sidste 10 år. Hvor selvudviklingsbøgerne først tilbød sig som en mulighed, er de nu på mange måder blevet implementeret i forskellige former for moderne ledelse som et tvangsforhold. Vi skal udvikle os. Der er en markant forskel. Hvor mange gange kan vi høre på det, når vi allerede arbejder så hårdt, vi kan.”

Hvad er problemet med selvudviklingslitteraturen?

”Det virkelig problematiske ved den er, at den er uden magtbegreber og politiske begreber. Den fremstiller sig selv som neutral. Men skærer vi ind til benet, må vi jo stille spørgsmål som, ’hvem nyder godt af denne litteratur og af dette specifikke syn på mennesket?’. Og så ser man, at der er tale om et individualiseret perspektiv. Det ser jeg som en eksponent for selvkritik, som fører til et skifte væk fra samfundskritikken.”

Kan Brinkmanns bog bruges i vores arbejdsliv?

”Jeg er ikke interesseret i løsningsforslagene, men i den kritiske analyse. For den giver os en velfortjent pause fra denne type af selvudviklingslitteratur, jeg ser som et ben i en ny type af tavshedskultur, hvor den enkelte censurerer sig selv og ikke ytrer sig om strukturelle problemer.”