22.11.2017
af
Tine Santesson
Foto: Djøf
Lønstigningen blandt privatansatte djøfere har generelt set været beskeden det seneste år. Men der er store variationer i stigningerne alt efter jobtitel. Trækker din løn op eller ned på gennemsnittet?
Der er typisk ikke blevet uddelt store lønforhøjelser i den private sektor det seneste år. De privatansatte djøferes løn er samlet set steget med 2,9 procent mod 4,2 procent sidste år. Det viser Djøf Privats lønstatistik 2017.
Den beskedne lønfremgang overrasker Henrik Funder, formand for Djøf Privat.
”Min umiddelbare kommentar er, at den er lavere, end vi havde håbet og forventet.”
Der er dog forskel på udviklingen af lønnen alt efter jobtype.
Djøfere uden chefansvar har fået en gennemsnitlig lønstigning på 3,9 procent, mens chefer er steget med 1,9 procent, og direktørerne nøjes med en stigning på 1,5.
Inflationen har været på 1,6 procent det seneste år, så direktørerne har reelt set ikke fået nogen lønstigning.
”Der har bestemt ikke været lønfest på direktør- og chefgangene, som der ellers ofte er blevet talt om i medierne. For selv om det kører fint for dansk økonomi, er der også nogle tegn på, at der kan komme nedsving i fremtiden. Så mit bud er, at det har fået direktører og chefer til at vise mådehold,” siger Henrik Funder.
Henrik Funder glæder sig dog over, at nyuddannede er kommet rigtig godt fra start med en typisk begyndelsesløn på 37.500 kroner om måneden – hvilket er en stigning på 1.000 kroner i forhold til sidste år. Til sammenligning får en nyuddannet i staten en startløn på 32.500 kroner.
”Det er super positivt, for der kommer jo en del samfundsvidenskabelige kandidater ud. Men det viser jo, at virksomhederne faktisk er villige til at betale for deres viden og deres bidrag til virksomhederne,” siger Henrik Funder.
Men når man kigger på udvalgte stillingstyper, er der som nævnt store forskelle på lønudviklingen. Her er et udpluk.
Ledige stillinger