Lønstatistik

Højeste lønstigning i 10 år til privatansatte

22.11.2018

af

Illustration: Lukpedclub/Shutterstock

Illustration: Lukpedclub/Shutterstock

”Det er svært at forestille sig, at de kunne være landet højere.” Sådan siger en arbejdsmarkedsforsker om de privatansattes lønstigninger det seneste år. Har din løn løftet sig lige så meget som de andres? Læs med her.

”Imponerende og superflot,” lyder reaktionen fra Henrik Funder, formand for Djøf Privat, der lige har modtaget resultaterne fra Djøfs lønstatistik anno 2018.

Han er imponeret, fordi undersøgelsen viser, at lønnen samlet set er steget 4,6 procent det seneste år for de privatansatte djøfere – den største stigning i 10 år. Samtidig har inflationen kun været på 0,6 procent – ergo er der en reallønfremgang på fire procent til de privatansatte djøfere.

Arbejdsmarkedsforsker Jørgen Stamhus fra Aalborg Universitet mener også, at det er flot stigning.

”Det er svært at forestille sig, at de kunne være landet meget højere, og med så lav en inflation er det rigtig pæne lønstigninger. Men djøferne er jo også en stor faggruppe i finanssektoren og i konsulentbranchen – de fylder i det hele taget godt i de brancher, hvor der er stor vækst og indtjening,” siger han.

I diagrammet herunder kan du se lønudviklingen de seneste 10 år for henholdsvis medarbejdere, chefer og direktører. Og længere nede kan du se lønningerne for en række forskellige jobtyper.

Men kan der ligefrem være tale om en overophedning af djøfernes lønninger – for selv om de er steget rekordmeget det seneste år, har de privatansatte djøfere fået fine reallønstigninger i en lang årrække?

”Det kan godt lugte lidt af stærk konkurrence om arbejdskraften, men det kan også godt lugte af, at det går godt for virksomhederne,” siger Jørgen Stamhus.

Henrik Funder mener heller ikke, at de høje lønstigninger er tegn på overophedning.

”Det er jo så dejligt, at på det private arbejdsmarked stiger lønningerne, fordi det går godt. Og vi hører ikke om flaskehalsproblemer, i forhold til at der skulle være for få djøfere derude. Man giver bare lidt mere for djøf-kompetencer i dag, end man gjorde for 10 år siden.”

Og så forklarer han også stigningerne med en øget mobilitet.

”Vi ser, at flere af vores medlemmer hyppigere skifter job. Og det er jo typisk, når man skifter job, at man får de største lønstigninger. Så det har helt sikkert også været med til at påvirke resultatet.”

Lønhop til alle

Det er faktisk over hele linjen, at lønningerne er steget. Dog har djøfere uden chefansvar fået den største stigning på 5,6 procent, mens chefernes løn er steget med 3,2 procent og direktørernes med 3,9 procent.

Men de største stigninger bliver hevet hjem hos de yngre kandidater. Historikken viser, at det er i de første år på arbejdsmarkedet, at djøferne typisk får de højeste stigninger. Og det billede tegner sig også i år. Her har kandidater fra 2015-2017 erhvervet sig lønstigninger på 8 procent.

Mindre til de nyuddannede

For djøfere, der lige er trådt ind på arbejdsmarkedet, er der dog sket et lille fald i begyndelseslønnen. De går ud til en typisk løn på 37.273 kroner om måneden – det er godt 200 kroner mindre end sidste år, hvor den til gengæld havde taget et stort hop på 1.000 kroner i forhold til året før.

Skyldes nedgangen i år, at der bliver uddannet for mange djøfere?

”Det er klart, at der er kommet flere nyuddannede, og det kan godt være med til at gøre startlønnen en lille bitte smule lavere. Men nu steg den jo ret markant sidste år, så jeg ser det bestemt ikke som et faresignal,” siger Henrik Funder.

Jørgen Stamhus ser heller ikke en faldende begyndelsesløn som det store problem.

”Jeg synes ikke, man skal hæfte sig så meget ved, at den er faldet lidt. Der kan jo også være noget statistisk usikkerhed i det. Og så er det meget naturligt, at det ikke er dér, man typisk ser de store stigninger – man tager folk ind, ser dem an, og så er det først derefter, at lønstigningerne begynder at rulle.”

Afsmitning på private overenskomster?

I øjeblikket er Djøf ved at forhandle overenskomster på en række private arbejdspladser.

Kommer den generelle lønstigning til at afspejle sig i de private overenskomster?

”Det håber jeg da. Det er jo klart, at man skeler til, hvad kollegaerne får. Og det, der gør den samlede lønstigning på 4,6 procent så flot, er, at der jo de fleste steder er individuelle forhandlinger – det er altså den enkelte djøfer, der har forhandlet de her flotte lønstigninger på plads. Men i de private overenskomster skeler man også til de offentlige overenskomster – så lad os se, hvor det ender,” siger Henrik Funder.

Og hvad med næste års lønstatistik – forventer du at se lige så store stigninger som i år?

”Det er selvfølgelig altid svært at sige – især efter så fin en lønstigning. Lige nu er jeg bare glad for den stigning, der er kommet det seneste år,” siger Henrik Funder.

Jørgen Stamhus tør godt være optimist.

”Der er mange tegn på, at tingene har toppet – men der er også tegn på det modsatte. Og djøferne er ikke nødvendigvis dem, der bliver ramt først, hvis det begynder at gå lidt tilbage. Så ja – jeg forventer også en pæn reallønsstigning, når vi sidder med næste års lønstatistik.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Politiets Efterretningstjeneste
Job
Erhvervsstyrelsen
Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Røde Kors
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet