Start-up
6.12.2018
af
Mads Matzon
Foto: Jacob Nielsen
Hvis du søger job eller vil studere gennem kvote 2, behøver du ikke at skrive ansøgningen selv. Firmaet Mimer kan gøre det for dig. Vi har talt med en af stifterne, som afviser, at der er etiske problemstillinger i at lade andre skrive for dig.
Få en anden til at skrive din jobansøgning og dit CV for 1.200 kroner. Du får mængde-rabat ved køb af flere. Det er konceptet hos firmaet Mimer, hvor du også kan købe kvote 2-ansøgninger til samme pris.
Fire CBS-studerende lavede firmaet for cirka 11 måneder siden, og de har i den periode solgt omtrent 100 ansøgninger til deres kunder. Lidt mere end halvdelen af dem har været kvote 2-ansøgninger.
Stifterne skriver ikke selv ansøgningerne, men har et netværk af skribenter, som de sætter i kontakt med kunderne. Vi har talt med Mads Koch Petersen, som er en af de fire stiftere.
Er det ikke snyd, at I skriver for andre?
”Hvis jeg selv skulle skrive en jobansøgning, er jeg ikke i tvivl om, at jeg ville få mine forældre eller mine venner til at læse den igennem og komme med input. De fleste, der sender en jobansøgning, får andre til at læse den igennem. Hvorfor kan du så ikke i stedet få én, der rent faktisk er professionel, til at kigge det sproglige igennem og sørge for, at du udtrykker de ting, som du bør udtrykke?”
Men hvis du viser ansøgningen til familie eller venner, så skriver du den stadig selv. Hos jer er der en anden, der skriver det hele. Er der ikke en forskel der?
”Jeg ser ikke problemet i at få en anden til at formulere de ting, du er god til. Det er stadig den samme person, ansøgningen handler om. Der vil selvfølgelig altid være nogle, der er en lille smule konservative, og som synes, at det er en gråzone. Men generelt set er holdningen til os meget positiv.”
Så I kan stå inde for, at konceptet er etisk i orden?
”Det kan jeg 100 procent.”
Hvordan går det med forretningen?
”Det går fint. Vi har haft cirka 30 henvendelser de sidste 14 dage.”
Hvilken slags kunder har I?
”Vi har hjulpet folk, der har haft 20 års erfaring, men 80 procent af vores kunder har været unge mennesker, der enten studerer eller lige er dimitteret.”
Hvem er jeres skribenter?
”Vi har mange, der er uddannede inden for kommunikation, dansk, journalistik osv. De fleste er færdiguddannede, men vi har enkelte, der stadig læser.”
Hvor mange af jeres kvote -2-ansøgninger har virket?
”Sidste år var det 88 procent, der kom ind på vores kvote 2-ansøgninger. Det er selvfølgelig ikke baseret på et superhøjt statistisk grundlag, men det er et tal, vi er rimelig stolte af.”
Hvad med jobansøgningerne?
”Dem har vi desværre ikke tal på.”
Er der nogen brancher, der har været særligt repræsenteret i de ansøgninger, I har lavet?
”Vi har haft meget inden for forretningsverdenen – inden for banker og analysearbejde. Størstedelen har været akademikerjobs.”
Ledige stillinger