Forfatter: Dansk højrepopulisme er en politisk genistreg, der truer demokratiske værdier

Den største trussel mod vores demokrati kommer hverken fra den voksende terrorisme, Islams udbredelse eller de tiltagende flygtningestrømme, sådan som dagens europæiske højrepopulister i stigende grad hævder. Den kommer i virkeligheden fra dem selv, mener den amerikanske historiker og forfatter Sasha Polakow-Suransky.

For ved at spille på frygten for de fremmede har populismen fået kørt angsten for global islamisering så meget ud af proportioner, at hele den politiske arena nu af sig selv indfører både udemokratisk og frihedsberøvende udlændingelovgivning og derfor nu er langsomt i gang med at underminere de værdier, der gør vores samfund frie.

Det gælder ikke mindst i Danmark, hvor højrepopulismen ifølge Polakow-Suransky har fået sin egen særlige variant, der forener kampen for velfærd og modstanden mod flygtninge og indvandrere i én og samme sag. Og som er ført an af Dansk Folkeparti, der ikke engang behøver at kæmpe for at komme i regering for at få sine idéer gennemført. Indvandrerfjendtlig politik er nemlig blevet den nye norm i Danmark, lyder analysen fra den amerikanske historiker, der bl.a. henviser til, at de etablerede partier selv indfører smykke- og ghettolove og stiller forslag om at udlicitere flygtningeopgaven til fremmede lande.

I sin seneste bog, ’Go Back to Where You Came From’, beskriver han højrepopulismens fremmarch i Europa, og hvordan de europæiske indvandringsfjendtlige partier har forvandlet det politiske landskab. Og han forudser, at de vil fortsætte samme kurs, hvis ikke de andre politiske spillere snart finder modet til de fundamentale ideologiske opgør, der skal redde Vestens demokratiske værdigrundlag.

11. september ændrede alt

Hvor den aktuelle populisme i Europa udspringer af mange forskellige udviklingstendenser, peger Sasha Polakow-Suransky dog på en fælles begivenhed, som blev definerende for alle. Nemlig angrebet på USA 11. september 2001, der kickstartede en uhørt angst for terrorisme, og som højrefløjen siden bevidst har spillet på.

”Den højrepopulistiske bevægelse, som nu vokser i Europa og USA, bygger på forskellige politiske udviklinger, men får sin grundlæggende næring fra samme skræmmebillede: Det billede, der blev skabt efter terrorangrebene den 11. september, som for første gang førte frygten for islamisk vold og terror ind i midten af indvandrerdebatten. For hvor muslimer måske nok før blev betragtet som trusler mod jobs og velfærdsydelser, begyndte de af højreekstreme i hele Vesten efter 11. september pludselig at blive portrætteret som nogle, der alle potentielt var eller kunne blive terrorister og derfor en trussel mod hele den vestlige civilisation. Det budskab virkede og ændrede retorikken totalt i indvandrerdebatten. Og det er stadig det samme narrativ, som højrepopulisterne læner sig op af i dag,” siger Sasha Polakow-Suransky, da Djøfbladet taler med ham i London, hvor han bor.

Skridt for skridt mod mainstream

Hvor hans bog generelt belyser højrepopulismens fænomen i Vesten, herunder også USA, har Polakow-Suransky valgt at fokusere på især fire lande: Danmark, Holland, Frankrig og Tyskland.

Dels fordi han i forskellige perioder selv har boet i de tre første og derfor har et dybere kendskab til den politiske udvikling her. Men også fordi alle fire lande regnes for nogle af de største demokrati-nationer i Europa, hvilket gør det endnu mere interessant at forsøge at forstå og forklare populismens fremmarch netop her.

Når det kommer til den højrepopulistiske bevægelse i Danmark med Dansk Folkeparti i front, er det en særlig faktor, at partiet har været en del af den politiske udvikling længere end søsterpartierne i andre vestlige lande.

”Væksten i det radikale højre i Danmark er bl.a. speciel, fordi den er foregået langsomt over mange år, og fordi Dansk Folkeparti har været med på den politiske scene i meget lang tid. Hvilket er en afgørende forklaring på, hvorfor partiet i dag er blevet så toneangivende. Man har skridt for skridt formået at bevæge sig fra det ekstreme højre og ind i midten af den politiske debat med holdninger, der i starten ikke engang blev betragtet som stuerene, men i dag er totalt mainstream i dansk politik,” siger Sasha Polakow-Suransky.

I forbindelse med bogen har han brugt et år på at rejse rundt i de fire lande og gennemført 120 forskellige interviews med højrefløjspolitikere, deres modstandere, eksperter, opinionsdannere, aktivister, immigranter og flygtninge. I Danmark bl.a. politikere som Søren Espersen, Kenneth Kristensen Berth og Naser Khader, i Frankrig Marine Le Pen, der er leder af Rassemblement National (tidl. Front National), og i Tyskland AFD-leder Alexander Gauland.

Velfærdschauvinisme

Når det danske radikale højre er lykkedes særligt godt, skyldes det ifølge Polakow-Suransky en uhyre bevidst og klar valgstrategi fra Dansk Folkepartis side. Partiet opdagede tidligt et politisk tomrum og gik målrettet efter at udfylde det.

”Den danske højrepopulisme startede ligesom populismen i resten af Vesten med at plædere for en ultraliberal økonomi, et frit marked og lave skatter kombineret med immigrationsmodstand. Men tidligt bevægede den sig så i sin egen retning ved langsomt at gøre velfærdsstaten til en mærkesag ud fra en bevidst strategi om at tiltrække midter- og venstreorienterede kernevælgere,” siger den amerikanske forfatter.

Han er selv efterkommer af tysk-jødiske flygtninge til Sydafrika og sydafrikanske forældre, der igen flygtede fra apartheidstyret i 1970’erne til USA, hvor han er født og opvokset. I 1990’erne tilbragte han et år i Danmark som teenager, hvor han gik på dansk gymnasium og allerede dengang fulgte den voksende danske indvandrerdebat.

”I slutningen af 90’erne – og især efter 11. september, da bekymringen i Danmark over den øgede immigration tog til – begyndte frygten for velfærdsstatens ydelser også at vokse i visse dele af befolkningen. Men det var ikke en frygt, de etablerede partier tog alvorligt, og derfor opstod der et slags politisk vakuum i vælgermarkedet, fordi der var en gruppe, som ingen rigtig talte til, og som Dansk Folkeparti lynhurtigt spottede. De udnyttede den bekymring til at etablere en helt ny politisk platform, der argumenterede for en stærk velfærdsstat, men også for en økonomisk politik, der ikke kunne blive ved med at brødføde alle, især ikke indvandrere. Den strategi ramte plet hos nogle af de klassiske arbejdervælgere, der havde betalt skat hele livet, men havde en stigende bekymring for ikke at få deres del af kagen, fordi samfundsøkonomien blev tiltagende presset. Dermed voksede en helt ny type højrefløjspolitik frem i Danmark, der forenede anti-immigrationstiltag med en stærk velfærdsstat, og som siden er blevet den danske højrepopulismes varemærke,” siger Sasha Polakow-Suransky og fortæller, at den særlige politiske platform inden for forskningen kaldes velfærdschauvinisme, fordi den argumenterer for bevarelsen af en stærk velfærdsstat, men kun for samfundets egne indfødte borgere.

En politisk genistreg

Det er denne politiske platform, som Dansk Folkeparti ifølge forfatteren har formået at udnytte så kløgtigt, at man på to årtier har fået hele det øvrige politiske etablissement til at følge trop og gøre det, der tidligere blev anset som ekstreme højresynspunkter, til mainstream i dansk politik. En udvikling, der ikke er set lige i andre vestlige lande, og som Polakow-Suransky kalder for lidt af en politisk genistreg.

”Dansk Folkeparti har med deres særlige valgstrategi fået så godt et greb om en del af de tidligere socialdemokratiske kernevælgere, at man har tvunget Socialdemokratiet mere og mere i en nationalkonservativ retning. I Holland er hele det tidligere politiske centrum nærmest splittet ad, da alle vælgere enten er gået til højre eller til de grønne. Men i Danmark eksisterer partiet stadig som et af de ledende, men har altså betalt den pris, at man skridt for skridt har ladet sig skubbe mod højre for at beholde en lille gruppe vælgere på midten. Den bevægelse har gjort Socialdemokratiet til et fundamentalt andet parti, end det var for 20 år,” siger Sasha Polakow-Suransky, som dermed er fremme ved et af sin analyses hovedbudskaber.

Nemlig at den gradvise højredrejning hos de etablerede politiske partier har sendt hele vores samfund ud på en farlig kurs.

Kun et demokrati af navn

”Den politiske indvandrer- og flygtningedebat i Danmark har bevæget sig så langt mod højre, at den lovgivning, der nu indføres, er godt i gang med at gnave sig ind i de demokratiske kerneværdier, uden at det politiske etablissement rigtig selv bemærker det. Både smykkeloven og ghettoloven er særlove kun rettet mod visse samfundsgrupper og derfor et klart udtryk for forskelsbehandling på baggrund af religion og race. Det er regulær diskrimination, selvom man maskerer det ved eksempelvis at kalde ghettoloven for socialpolitik. For ikke at tale om socialdemokraternes seneste forslag om udlicitering af flygtningeopgaven, som er en lodret overtrædelse af FN’s flygtningekonvention fra 1950,” siger han og argumenterer for, at Socialdemokratiet – hvis gruppeformand også har luftet idéen om en udmeldelse af FN’s Menneskerettighedskonvention – i dag formentlig vil fastholde, at man aldrig har forladt sine kerneværdier, men blot fulgt vælgernes egen bevægelse.

”Men det ikke ændrer på, at det er en udvikling, der har fået de etablerede partier til at sælge voldsomt ud af de fundamentale demokratiske værdier og frihedsrettigheder, og det ender med at betyde, at Danmark, inden I ser jer om, kun er et demokrati af navn,” siger han.

Brug for ideologisk opgør

Sasha Polakow-Suransky tror ikke på, at der findes nemme måder at stoppe den højrepopulistiske udvikling på, men argumenterer alligevel for, at udviklingen kan bremses. Hvis altså de etablerede partier sadler radikalt om.

”Det indebærer, at midterpartierne tør træffe et ideologisk valg og holder op med at kæmpe indædt mod de højreekstreme for at tækkes den samme lille vælgergruppe og i stedet beslutter sig for at slås for nogle universelle demokratiske værdier,” siger han.

Polakow-Suransky mener dog, at flere udviklingstendenser i Europa de seneste år har givet anledning til håb.

”Hvis man kigger på Macron i Frankrig og Merkel i Tyskland, kan man ikke sige andet, end at de begge er lykkedes med at gå imod udviklingen og tale det nativistiske højre midt imod uden at tabe. Macron lod sig ikke skræmme af Front National under præsidentvalget, men stod fast på franske værdier som anstændighed og internationale aftaler og vandt på det. Merkels politiske dage er nu godt nok talte, men hendes parti er stadig ved magten, fordi hun fik det politiske etablissement overbevist om, at det var Tysklands internationale ansvar som velhavende nation at åbne grænserne og tage imod de store flygtningestrømme,” siger han og sender på den baggrund en konkret opfordring til de danske midterpartier og socialdemokraterne især.

”Min konklusion er, at der må være evidens for at sige, at det i dag er muligt at kunne tale om de problemer, der nu engang findes med nutidens flygtningestrømme og med integrationen af indvandrere, mens man stadig står fast på de basale demokratiske principper. Det kan og skal kunne lade sig gøre. Men det kræver, at man – og her tænker jeg især på de danske socialdemokrater – beslutter sig for, om man vil vinde det næste valg for enhver pris eller forsøge at vende et farligt værdimæssigt skred og dermed samfundsudviklingen på længere sigt,” siger han.