Guide
15.1.2019
af
Eva Bøgelund
PR-foto: Future Life Factory
Støj og forstyrrelser knækker din koncentration. Vi har samlet fire teknologiske tips til selvforsvar i storrumskontoret.
2018 blev året, hvor vi for alvor talte om forstyrrelser og afbrydelser som kilde til koncentrationstab og dermed måske stress på jobbet. Årets digitale mantra blev 'sluk' og 'gå glip': Slip telefonens fristende 'pling' – og bliv ved det, du er i gang med, eller dem, du er sammen med.
Den trend bliver stærkere i 2019. Det siger bl.a. det internationale konsulenthus Kairos Future til Sveriges førende fagtidsskrift for arbejdsmiljø, Arbetsliv.
Kairos Future forudser, at en af de store 2019-tendenser bliver, at vi afskærmer os fra indtryk og forstyrrelser i hverdagen, ikke mindst fra push-funktioner på de sociale medier.
Trenden kommer også til at slå igennem i forhold til storrumskontoret, forudser Arbetsliv.
Fagtidsskriftet peger på, at der i disse år bliver udviklet forskellige former for kontorudstyr til at hjælpe os til et nyt, afskærmet liv. To eksempler er skyklapper og særlige briller.Wear Space, som du kan se i toppen af artiklen, minder i udseende om skyklapper til heste. Hovedbåndet, der afskærmer både ind- og udblik fra siderne, har indbyggede hovedtelefoner.
Videoklippet herover skal markedsføre en opfindelse kaldet The IRL Glasses, der blokerer for lyset fra LED- og LCD-skærme i kontorlandskabet. Med dem på kan du fastholde dit blik på den tekst, du forsøger at læse, uden at dine øjne drages mod din kollegas blinkende skærm.
Preben Mejer, it-forsker og stifter af videnscenteret Radr, er enig: Teknologi, der hjælper os til at få ro i en verden, der larmer som aldrig før, bliver en trend.
Bare tag de gode, gammeldags hovedtelefoner, siger han.
"Der er vældig gang i ørebøffer og plugs, som fjerner larm og kollegastøj, og de bliver stadig mere avancerede."
Hovedtelefoner 2.0
Der er udviklet en lang række hovedtelefoner, som kan tilpasse lydene omkring dig på forskellige måder, så det passer til dit specielle behov. Preben Mejer foreslår, at man tjekker Bose Hearphones ud.En helt anden strategi til at få fred er simpelthen at forlade storrummet ved at gå udenfor og arbejde – og samtidig få sundhedsbonus i form af frisk luft og fri natur. Det forudser Arbetsliv som en anden ny arbejdstrend.
Men skærmarbejde udendørs er en udfordring, ikke mindst når solen skinner. Her er der hjælp at hente ved at investere i en særlig udendørs-kontorstol, der nærmest ligner en lille træhytte – og selvfølgelig er et svensk påfund.It-forsker Preben Mejer peger på, at der er to trends i gang i forhold til indretning af storrumskontorer. Den ene er scenariebaserede lokaler.
"Det vil sige, at lokalet både i sin indretning, belysning og generelle iscenesættelse tager højde for, om det er fredagsøl eller mandags-statusmøde, der foregår."
Den anden trend beskriver han med ordet 'aware'.
"Aware i forhold til, hvem der er til stede, hvilken rolle de spiller, og hvilken opgave der skal løses i lokalet. Lyd, billede og belysning indretter sig efter det."Ledige stillinger