Teknologi
20.11.2019
af
Emma Brink
PR-foto: Ørsted
Virtual reality er ikke bare underholdning. Det er et værktøj, der kan bruges til vidt forskellige formål, og flere djøfere er allerede i gang. Mød dem – og prøv det selv.
”Prøv lige at se dig omkring. Her er smukt, ikke?”
Med astronaut Andreas Mogensens stemme i ørerne kigger jeg mig om. Og jo, det er det. Jeg står på en lille, grøn ø omringet af spejlblankt vand. Solens første stråler skinner mig i øjnene. Jeg kan høre kvidrende fugle og vinden, der pusler i træernes blade.
Så tæller Andreas Mogensen ned fra tre. Jeg letter fra jorden og må på vej op misse med øjnene, da jeg suser igennem et tæt skydække. Sekunder senere svæver jeg ude i rummet, men jeg kigger mod jorden, som den ser ud fra flere tusinde kilometers afstand.
Eller det gør jeg faktisk ikke. Jeg sidder på en kontorstol og drejer fra side til side, mens jeg lever mig ind i den rumrejse, der udspiller sig på indersiden af de store virtual reality-briller, jeg har iført mig.
Rumrejsen er Ørsteds nye, virtuelle projekt kaldet Space Safari. Det virtuelle eventyr til rummet skal inspirere flere til at reagere aktivt på klimakrisen og passe bedre på planeten.
Filip Engel, der er chef for bæredygtighed, PA, branding og marketing, er i de seneste par år begyndt at bruge den form for virtual reality (VR) i sit arbejde med at markedsføre Ørsted. Selskabets første VR-projekt var en vindmøllesafari, der tog seerne med på tur op i en havvindmølle.
Den virtuelle rumrejse kommer i fremtiden til at skulle vises til konferencer, karrieremesser, events og møder med potentielle kunder.
”Med VR kan vi give en meget stærk, følelsesmæssig og engagerende oplevelse til vores interessenter. Vi kan helt konkret vise dem, hvad vi står for – i stedet for at fortælle det sammen med en 30-siders-powerpoint,” siger Filip Engel.
Herunder kan du opleve Space Safari som 360-graders-video (og som virtual reality, hvis du har et par VR-briller).Virtual reality er ikke noget nyt fænomen. Begrebet blev første gang brugt i 1938, og i 1962 dukkede den første egentlige virtuelle video op. Men det er først i de seneste år, at teknologien for alvor har haft succes.
VR er en teknologi, der tager brugeren med ind i en virtuel virkelighed. Det sker oftest ved brug af noget, der ligner dykkerbriller, som frembringer billederne af den konstruerede virkelighed lige foran nethinden på brugeren.
I dag bliver VR brugt til vidt forskellige ting. Nogle bruger teknologien til at spille. Ford bruger den til at designe biler. Flyveskoler bruger virtuelle flysimulationer til undervisning, og teknologien anvendes også flere steder i sundhedssektoren – fx til at træne kirurger og undervise sygeplejestuderende.
Og så kan det altså også bruges af djøfere. En af dem, der har erfaring med teknologien, er Mathias Askholm. Som programleder for HK Lab var han med til at udvikle et VR-projekt til træning af eksamensangst.
”Vi ville gerne bruge VR til at genskabe det pres og den usikkerhed – den der rumlen nede i maven – der kan opstå, når man går til eksamen. Vores tese var, at man først rigtigt kan træne sådanne situationer, hvis man kan mærke nervøsiteten nede i maven,” fortæller Mathias Askholm.
Og hans klare fornemmelse er, at det virkede. Det var i hvert fald succesfuldt nok til, at HK stadig arbejder med virtuel læring.
Da vi lancerede Space Safari i New York, havde jeg ikke selv nogen maske på, så jeg kunne se, hvordan alle andre reagerede. Der var fuldvoksne mænd, der havde tårer i øjenkrogene efterfølgende
Filip Engel, chef for PA, branding og marketing, Ørsted
Så hvordan kan Virtual Reality få studerende til at føle, at de er til eksamen? Og få mig til at føle, at jeg svæver igennem et skydække, så jeg må misse med øjnene?
Det kan Tiare Feuchtner, postdoc ved Institut for Datalogi på Aarhus Universitet, svare på. Og hun gør det ved at referere til et virtuelt plankeeksperiment.
Eksperimentet går helt basalt ud på, at folk skal gå på en planke på gulvet. Med den lille hage, at det gennem et par VR-briller ser ud, som om planken hænger ud fra en skyskraber.
”Når man ser folk prøve det, så går de meget, meget forsigtigt på planken. Men de går ud, og det ville de nok aldrig gøre i virkeligheden. Så de ved, at det ikke er virkeligt, men det påvirker dem stadig. Det er det specielle, VR kan: Gøre noget, der ikke er virkeligt, så realistisk,” siger Tiare Feuchtner.
Filip Engel har også kunnet mærke, at Ørsted Space Safari har påvirket de mennesker, der har oplevet den.
”Da vi lancerede Space Safari i New York, havde jeg ikke selv nogen maske på, så jeg kunne se, hvordan alle andre reagerede. Der var fuldvoksne mænd, der havde tårer i øjenkrogene efterfølgende. Det er dejligt at se, at vi kan røre folk på den måde,” siger han.
Virtual reality virker bestemt meget realistisk – langt mere end jeg havde forestillet mig inden.
Et stykke inde i rumrejsen svævede jeg forbi en satellit. I den var en lille glasluge, hvori jeg kunne se en afspejling af kloden bag mig. Da jeg passerede lugen, forventede jeg at se en spejling af en astronaut i fuld uniform. Men jeg så intet andet end Jorden. Og så gik det hurtigt op for mig, at selvfølgelig kunne jeg ikke se mig selv. For jeg var der jo ikke. Ikke rigtigt.
Selvom teknologien allerede nu kan være så virkelighedstro, rummer den endnu en del begrænsninger. Flere er tekniske – der er stadig en del grænser for, hvor meget man kan gennem VR. Fx oplevede Mathias Askholm under HK's projekt mod eksamensangst, at deltagernes interaktion med de virtuelle censorer var meget begrænset.
Og så er der også den helt oplagte begrænsning for brugen af virtual reality: Det er de færreste, der har et par VR-briller liggende derhjemme.
De udfordringer anerkender postdoc Tiare Feuchtner.
”Teknologien er stadig ret ny. Meget er stadig i researchfasen, og en del skal forbedres. Det er nok stadig lidt en risikabel investering, for det er svært at sige, hvor effektivt et redskab det er,” siger hun.
Det var da også en satsning, da Ørsted første gang gav sig i kast med den virtuelle formidling. Men det har i hvert fald været effektivt nok til, at Filip Engel klart regner med at fortsætte arbejdet med teknologien i fremtiden.
Trods begrænsningerne mener Tiare Feuchtner, at VR går en lys fremtid i møde.
”Teknologien er blevet pålidelig, stabil og økonomisk overkommelig nok til, at vi ser en større udbredelse af den. Jeg er ikke i tvivl om, at virtual reality bliver en central del af vores arbejdsmiljø i de fleste brancher i fremtiden.”
Ledige stillinger