Tema: Løn

”Jeg er stolt af min løn – den er ikke kommet af sig selv”

6.2.2019

af

Foto: Jacob Nielsen

Foto: Jacob Nielsen

Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom og afdelingsdirektør i Nordea, troede, der var sket en fejl, da hun så sin første lønseddel – så lav var lønnen. Siden er den mere end femdoblet, og i dag er hun stolt af sin løn.

”Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor løn skal være sådan et tabu.”

Det er, som om folk er flove over deres løn, siger Ann Lehmann Erichsen.

”Vi er så dobbeltmoralske. Hvis nu man er en kendt fodboldspiller og tjener kassen, så er vi åh så stolte, for han er jo dansker. Og så kan det godt være, at han bor i et land, hvor han nærmest ikke betaler skat. Men det er ikke superflot, hvis man er kvinde og chef for Danmarks Radio – så tjener man aaaaaaalt for meget.”

Lige nu sidder Ann Lehmann Erichsen hjemme i stuen med benene oppe på bordet. Hun har en læse-hjemme--arbejdsdag og har været i gang med de fem aviser, hun dagligt læser som en del af sit job som forbrugerøkonom i Nordea. Hun køber og læser også alle de danske og internationale bøger, hun falder over, som handler om privatøkonomi – hun har sågar lige læst en børnebog om emnet.

Og hendes klare opfordring er, at vi deler vores lønoplysninger med hinanden.

”Hvis man ikke får nok i løn, så er det da kollegerne, man skal adressere.”

Det er 30 år siden, Ann Lehmann Erichsen blev juridisk kandidat og fik sit første job som ’sekretær, cand.jur.’ – ja, sådan hed det – i Forbrugerklagenævnet. Hun blev ansat på 30 timer til en startløn på 164.000 kroner om året. Inflationsjusteret ville det svare til 267.000 kroner i dag.

”Da jeg så min første lønseddel, troede jeg, der var sket en fejl. Selv dengang syntes jeg, at lønnen var meget lav. Min mand tjente tre gange så meget.”

I dag tjener hun 70.670 kroner + pension, og hvad der evt. kommer af tillæg.

”Faktisk kan jeg godt falde lidt i løn. Jeg kan se på mine selvangivelser, at jeg fik en højere løn i 2016 end i 2017, for selv om min løn var steget, havde jeg fået et stort tillæg året før, og det bonnede ud.”

”Jeg gider ikke, at nogle er misundelige”

I 2006 blev Ann Lehmann Erichsen headhuntet af Nordea til jobbet som forbrugerøkonom – siden er titlen som afdelingsdirektør kommet til.

Steg din løn meget, da du blev headhuntet?

”Nej, den skulle jeg have forhandlet hårdere på. Jeg kom lavt ind – men det fik vi lavet om på. Man skal have en chef, der er med på den – hvis man ikke har det, skal man finde en anden chef. Den helt store løftestang var min afdelings-direktørtitel.”

Er du tilfreds med din løn nu?

”Ja. Jeg sammenligner mig jo også med andre, og jeg ligger lidt under, hvad dem, jeg direkte kan sammenligne mig med, får. Men jeg vil ikke bytte. Jeg spørger mig selv: ’Ann, ville du være mere lykkelig, hvis du tjente 10.000 mere’? Og næh, det ville jeg ikke. ’Mangler du noget? Vil du have et nyt køkken, eller vil du en tur til Thailand’? Nej tak. Jeg mangler ikke noget, så jeg er meget tilfreds.”

Faktisk er Ann Lehmann Erichsen stolt af sin løn.

”Jeg forstår ikke, at folk ikke er mere åbne om deres løn – for man kan da godt være stolt af sin løn. Jeg er stolt af min løn – den er da ikke kommet af sig selv. Og når man har en god løn, er man med til at holde samfundshjulene i gang. Jeg har ikke noget fradrag, for jeg er gældfri. Så jeg betaler cirka 350.000 kroner om året i skat. Og så kommer boligskatten oveni.”

Kan du forstå, hvis nogle synes, du tjener meget?

”Jeg klager ikke, men jeg gider heller ikke, at nogle er misundelige. De er jo ikke misundelige, når min telefon ringer klokken 6 om morgenen, hvor jeg bliver bedt om at stille op til interview i radio-avisen, eller når jeg den 23. december må forlade en hyggelig familiejuleaften for at stå og blive interviewet om julehandlen på en rulletrappe i et eller andet stor-center.”

Og selv om Ann Lehmann Erichsen på ingen måde klager over hverken det eller sin løn – så kunne lønnen godt være endnu højere.

”Hvis jeg vil have mere i løn, skal jeg bare skifte job. Sådan nogle som mig får jo jævnligt tilbud fra headhuntere. Og jeg bliver da nysgerrig, men hidtil har jeg sagt nej tak. Hvis nogen tilbød mig et job, skulle det være noget helt specielt – jeg har et drømmejob, men der kunne da godt være et drømmejob mere derude.”

”Løn er ikke alt”

Selvfølgelig er det fedt med en god --løn – men løn er ikke alt, siger Ann Lehmann Erichsen.

”Jeg er superglad for mit arbejde, og det handler ikke kun om lønnen. Er jeg overordnet set glad for mit job? Er jeg med til at flytte noget og få sat nogle debatter i gang? Har jeg frihed i jobbet? Jeg kan sige ja til det hele, og for mig er det meget mere end løn.”

Og så skal man også huske på, at løn også godt kan være et kursus eller det, at du får lov til at holde foredrag ved siden af dit job, siger Ann Lehmann Erichsen. Hun holder selv foredrag, men tager ikke honorar for det.

”Det sikrer, at jeg kun siger ja til noget, jeg rigtig gerne vil bruge min tid på,” som hun siger.

Har du nogensinde haft en dårlig oplevelse med fordelingen af løn?

”Ja, der var især én gang, hvor et af punkterne i en underdirektørs resultatkontrakt var noget, jeg skulle opfylde. Det gjorde jeg så, men det var hende, der fik en stor pose penge for det, mens jeg kun fik en lille bitte smule penge – og det var bare ikke retfærdigt, syntes jeg.”

Ann Lehmann Erichsen deler gerne lønoplysninger med både kollegaer, venner og familie.

”Men når man opdager, at éns børn får mere i løn end én selv. Så bliver man sgu da lidt deprimeret. Et af min mands voksne børn tjener mere, end jeg gør, så jeg gider slet ikke at høre ham brokke sig, hvis han ikke har nogle penge. Jeg har kæmpet i mange år for at komme op på min nuværende løn – men han er mand og arbejder med it.”

Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom og afdelingsdirektør i Nordea

Uddannelse: Cand.jur.

Månedsløn: 70.670 kr. + pension

Første løn som kandidat: 13.666 kr. + pension i en 30 timers stilling i Forbrugerklagenævnet i 1988

Arbejdstid: 40-44 timer om ugen

Fryns: To avisabonnementer. Et betalingskort, som bl.a. bliver brugt til at købe fagbøger for. Sundhedsforsikring

Resultat- eller bonusløn: Nej

Andet: 12 måneders opsigelsesvarsel fra arbejdsgiver – har selv 3 måneders opsigelsesvarsel

Løntema

Tjek din løn: Se hvad andre djøfere tjener 
De nyeste lønstatistikker fra Djøf Offentlig og Djøf Privat.

Snyd ikke dig selv: Tal højt om din løn
De færreste deler størrelsen på deres løn med deres kollegaer. Og det er dumt.

"Jeg er stolt af min løn. Den er ikke kommet af sig selv"
Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom og afdelingsdirektør i Nordea, har lært at sætte pris på sin løn på den hårde måde.

"Det er sjældent en rigtig forhandling"
Et nyt job er også muligheden for et ekstra lønhop, så husk at spørge om ekstra tillæg, lyder rådet fra Lars Hansen, der er fuldmægtig og tillidsrepræsentant.

"Jeg er så priviligeret, at de sidste par tusind ikke er afgørende"
Mette Boye er gået markant ned i løn og har sagt farvel til chefjobbet – for en stund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Region Midtjylland
Job
Region Nordjylland
Job
Grønlands Selvstyre, Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø
Job
Folketingets Administration
Job
Forsvarsministeriet, Departementet
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet