Undersøgelse
29.6.2020
af
Mads Matzon
PR-foto: Djøf
Langt størstedelen af de studerende i Djøf synes, at corona-undervisning over computeren har været dårligere end ved fysisk fremmøde på universitetet. Formanden for Djøf Studerende er ikke overrasket. Han har nemlig selv prøvet det.
Kvaliteten af fjernundervisningen under corona-krisen har været dårligere eller meget dårligere, end hvad de studerende har været vant til ved fysisk fremmøde. Det har 71 % af de adspurgte studerende svaret i en ny undersøgelse fra Djøf.
”Det er ikke optimalt for at sige det mildt,” siger Kristian Nysom Lassen, formand i Djøf Studerende.
Han er ikke overrasket over resultatet, for han har selv har modtaget fjernundervisning som studerende på Aalborg Universitet.
”Der er rigtig meget, der går tabt, når vi ikke er der fysisk. Det ender ofte som envejskommunikation med nogle slides, der bliver lagt ud – typisk med et lydspor til. Så forsvinder dialogen,” siger han.
En forskergruppe på Aalborg Universitet har tidligere konkluderet, at der bliver stillet færre spørgsmål, når undervisningen foregår digitalt. Det bekræfter undersøgelsen fra Djøf også. 60 % af de adspurgte studerende svarer, at de stiller færre spørgsmål i fjernundervisningen.
”Det vidner om, at der er noget, der går tabt. Hvis der fx bliver stillet 200 spørgsmål på et semester, og der så lige pludselig kun bliver stillet 100, så er der jo 100 spørgsmåls viden, der går tabt,” siger Kristian Nysom Lassen.
Han oplever ofte selv at få aha-oplevelser, når hans medstuderende stiller spørgsmål til den fysiske undervisning.
”Det er både et tab for den enkelte, der ikke får stillet sit spørgsmål, men også for resten af holdet, der ikke får chancen for at følge med i dialogen og de spørgsmål, der normalt bliver stillet på en forelæsning.”
Den digitale fjernundervisning forsvinder næppe helt, selv om corona-krisen forhåbentlig gør det. CBS har fx allerede meldt ud, at halvdelen af deres undervisning i efterårssemestret bliver online.
Kristian Nysom Lassen mener, at det er vigtigt at inddrage de studerendes erfaringer og indsigelser, hvis man som universitet overvejer at åbne op for online-sluserne.
”Det må ikke blive på bekostning af vejledning og feedback. Og det skal ikke bare være en spareøvelse, fordi man synes, at det er smart. Det skal være for at højne kvaliteten af undervisningen, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så skal universiteterne ikke gøre det.”
For ham er det vigtigt, at det er muligt at deltage aktivt i fjernundervisningen.
”Eller har man en tendens – kender jeg fra mig selv – til at zoome sådan lidt ud, hvis man bare skal høre på en monolog i fire timer.”
Ledige stillinger