Studiemiljø
14.12.2020
af
Nicolai Foldgast
Foto: Antonio Guillem/Shutterstock
Når corona-smitten kommer under kontrol, er det afgørende, at universiteterne vender tilbage til fysisk undervisning. Rene online-studier forringer læringen, lyder det fra studerende og Djøfs TechDK Kommission.
Siden foråret har onlineundervisning fyldt meget på de danske universiteter. Corona-pandemien har dermed gjort, at universiteterne har fået mange flere erfaringer med forskellige online-værktøjer, end de havde for bare et år siden, og online-undervisning er næppe et overstået kapitel, når corona-krisen klinger af.
Indtil nu har de studerende været kritiske over for udbyttet af undervisningen i 2020, og derfor skal man tænke sig nøje om, inden man gør online-undervisning til et permanent redskab.
Det fastslår Djøfs TechDK Kommission i en dugfrisk analyse, og kommissionen har en række anbefalinger klar på området. De lyder:
Stine Bosse er formand for TechDK Kommissionen, og hun opsummerer hovedbudskaberne således:
”Teknologi kan ikke erstatte fysisk fremmøde og den akademiske viden, som opstår, når man er i samme rum. Derudover anbefaler vi, at hvis man vælger at gå onlinevejen, så er der en masse små, danske virksomheder, som kan bruges som platforme i stedet for de store tech-giganter som for eksempel Microsoft, Apple og Zoom,” siger hun.
Ét af Stine Bosse og TechDK Kommissionens hovedargumenter for et større fokus på at sikre den fysiske undervisning er, at online-alternativerne har betydelige mangler: De sociale relationer mellem mennesker er svære at skabe, og man går glip af muligheden for i fællesskab at samle og udvikle viden i en plenumdiskussion.
SAMF-Rådet på Københavns Universitet lægger sig i slipstrømmen af dén udlægning. Rådets forperson, Esben Bjørn Salmonsen, studerer til daglig statskundskab på 3. semester. Han har derfor et indgående kendskab til online-undervisning, og han er ikke just fan.
”Online-undervisning misser nogle vigtige perspektiver – bl.a. i forhold til studiemiljøet, hvor man møder fysisk op for at studere og indgå i et større fællesskab. Som studerende handler det om at blive akademisk dygtigere, hvilket er en kollektiv proces, og dét aspekt misser online-undervisningen. Den akademiske læring opstår netop ved det fysiske møde på campus,” siger den 20-årige studerende.
Esben Bjørn Salmonsen kan dog godt se visse fordele ved onlineundervisning. For det første har det muliggjort at afholde undervisning, møder og lignende under en pandemi. Men også muligheden for at optage undervisningen, så studerende har kunnet se eller gense denne, hvis behovet har været der, nævner han som et plus.
”Onlineundervisning kan noget i forhold til fleksibilitet. Hvis jeg skal tænke konceptet endnu videre, kan sådan noget som VR-teknologien måske også inddrages på sigt. Onlineundervisning og teknologien skal dog være som et supplement til den fysiske undervisning,” siger Esben Bjørn Salmonsen.
Stine Bosse og TechDK Kommissionen er heller ikke fuldstændig afvisende over for online-undervisning. Det skal dog bruges som et understøttende redskab, lyder budskabet.
”Jeg tror, at i fremtiden bliver teknologien en del af et bredere tilbud – bl.a. ved at inkludere de studerende, som ikke har fysisk adgang til en uddannelsesinstitution – måske grundet afstand. Men vi skal passe på, at teknologien ikke tager overhånd, og at en effektivitetstanke kommer til at herske – bl.a. ved at tænke i kroner og øre og skære de fysiske uddannelsesinstitutioner væk og lægge alt online,” siger hun.
Ledige stillinger