Arbejdstid
16.4.2020
af
Tine Santesson
Foto: Kinga/Shutterstock
Djøfere over 50 år er nogle af dem, der har de længste arbejdsdage, viser nye tal. Det er en gruppe med ”masser af gåpåmod, begejstring og energi,” lyder det fra én, der kender dem. Alligevel bliver de fyret oftere end andre.
Næsten over hele linjen arbejder djøfere over 50 mere end andre aldersgrupper. Dog giver djøfere under 30 den også typisk gas, når det gælder arbejdstid. Det viser tal fra Djøfs seneste lønstatistik.
”Når de +50årige er blandt dem, der har de længste arbejdsdage, kan det undre, hvorfor en nylig undersøgelse fra Djøf viser, at netop den aldersgruppe er klart er overrepræsenteret i fyringssager – særligt på offentlige arbejdspladser,” siger Pia Ravn, chefkonsulent i Djøfs Karriere og Erhverv. Hun er ansvarlig for flere netværksgrupper for erfarne djøfere og har en lang række karrieresamtaler med +50-årige djøfere.
Djøf-undersøgelsen om fyringer kortlægger, at 39 % af afskedigelsessagerne for offentligt ansatte Djøf-medlemmer handler om medarbejdere over 50 år, selv om de blot udgør 22 % af den samlede medlemsskare.
For Pia Ravn giver det god mening, at mange af dem arbejder flere timer end de fleste.
”Du har jo fat i en målgruppe, der er dygtige, erfarne og har masser af begejstring og energi.”
Og hun giver mig et verbalt rap over fingrene, da jeg kommer til at kalde dem seniorer. Pia Ravn er selv 51 år, og jeg er 54 år.
”Kig på os selv, Tine. Det er da os uden små børn, der kan spæde ekstra til. Og vi gør det. Stop med at kalde dem og os for seniorer. Mange af os er midt i vores karriere. Vi blev måske kandidater som 28-årige og har ikke planer om at gå på pension, før vi er på den anden side af 70 år.”
Mona Larsen er seniorforsker ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, og hun arbejder med analyser, der fokuserer på – jeg tør næsten ikke skrive det – ældre på arbejdsmarkedet.
Hun har dog ikke forsket i, hvorfor djøferne tilsyneladende arbejder mere, jo ældre de er.
”Men i den alder har man typisk ingen hjemmeboende børn eller i hvert fald ikke børn, der har så meget brug for én. Derfor har man også flere timer til rådighed, som man kan vælge at arbejde i. Det kan være én forklaring.”
Mona Larsen peger også på, at studier viser, at de mest tilfredse medarbejdere er dem med flest år på bagen.
”Tilfredsheden med jobbet stiger med alderen, hvilket givetvis kan skyldes, at mange har fundet ind på den boldgade, hvor de gerne vil være. De har altså både en stor arbejdstilfredshed og en familiesituation, der hænger sammen, så de kan og vil gerne give den gas.”
Det billede passer fuldstændig på den 64-årige Lina Matz, selvstændig coach og karriererådgiver hos bl.a. AS3. Hun holder også foredrag og workshops og er ekstern lektor på Institut for Organisation på CBS.
”Jeg er en af dem, der arbejder meget. Når man kommer op i en alder, hvor éns børn flytter hjemmefra, så holder man jo op med at skelne mellem arbejde og fritid, hvis man laver noget spændende. Sådan har jeg det i hvert fald.”
Og hvis ikke hun var så glad for at arbejde, kunne hun jo bare trappe ned eller måske gå tidligt på pension, som hun siger.
”Jeg er jo en del af en målgruppe, der har nogle muligheder, som en maskinarbejder fx ikke har. Som jeg har det nu, arbejder jeg af lyst og ikke af pligt.”
Lina Matz skønner, at hun arbejder 45 timer om ugen i gennemsnit.
Mona Larsen vurderer også, at hun arbejder mere, end hun gjorde tidligere. Hun er 52 år.
”Jeg lader også arbejdet flyde mere ud over døgnets timer, for jeg har ikke længere små børn at tage hensyn til. Men jeg er gift med en ikke-akademiker, der synes, det er irriterende, at vi akademikere arbejder så meget, så jeg har jo en anden form for ramme end mange akademikere. Derfor er jeg nok ikke den typiske akademiker at spørge – jeg har kolleger, der arbejder meget mere, end jeg gør.”
Akademikerne arbejder altså typisk mere, jo ældre de bliver, men de går også senere på pension. Lina Matz er slet ikke klar til at tænke i de baner.
Så du har ingen planer om, hvornår du vil stoppe med at arbejde?
”Nej.”
Tænker du aldrig?
”Når du spørger på den måde, vil jeg sige – ja, aldrig.”
Ledige stillinger