Ledelse

8 ud af 10 chefer føler sig ensomme

14.4.2020

af

Illustration: David Teamen/Shutterstock

Illustration: David Teamen/Shutterstock

Ny undersøgelse viser, at langt de fleste ledere savner nogen at snakke med. Ensomheden bunder ofte i, at de er bange for at tabe ansigt. Særligt én slags leder føler sig tit meget alene.

Ledere er også sårbare. Men de vægrer sig ofte ved at vise eller fortælle om det, når de har det svært, siger ledelsescoach og organisationskonsulent Manon de Jongh.

”Ledere har tit et særligt kompetencesæt med sig fra way back: De går forrest, klynker ikke og hjælper gerne andre. Derfor er det også svært for mange af dem at indrømme, når de har brug for hjælp. De er vant til at løse problemerne selv.”

Derfor tumler mange af cheferne med problemerne alene, og så kommer ensomheden, siger Manon de Jongh.

Det kan godt være, at de føler sig alene, men de er ikke ene om at føle sådan. Otte ud af ti chefer føler sig nemlig ensomme i rollen som leder, viser en undersøgelse, som det svenske medie chef.se har gennemført blandt knap 1.000 chefer.

Der er en masse grunde til, at cheferne føler sig ensomme, siger Manon de Jongh. Hun taler ofte med ledere, som har følelsen af at stå udenfor – ofte i forhold til medarbejdergruppen, deres egne lederkolleger, eller fordi deres egen chef ikke tager sig af dem.

”Chefernes opgave er at tage hensyn til helheden, og det betyder måske, at de må sige til en medarbejder, at vedkommende ikke kan få sit ønske om ferie opfyldt lige nu. Cheferne har magten til det, men de kan godt bøvle med den position, fordi de samtidig skal skabe trivsel og motivation. Og det er jo enormt ensomt at træffe en beslutning, der ikke tilgodeser den enkeltes behov eller ligefrem fører til en konflikt.”

Vi skal vise, at vi også er mennesker, ellers gør vi det hårdt for os selv og hinanden, og vi bliver allesammen ensomme af det

Manon de Jongh, ledelsescoach og organisationskonsulent

Særligt udsatte ledere

Mange chefer starter ledelseskarrieren med at blive chef for tidligere kolleger. Og det kan være særligt udfordrende.

Det fortæller chefkonsulent i Djøf Karriere og Erhverv, Frederik Iuel, der selv har været chef og har haft en lang række karrieresamtaler og coachingforløb med ledere i mange forskellige positioner.

”Når du bliver chef for dine kolleger, er der pludselig 20 døre, der bliver smækket i. For nu er det jo dig, som kan hyre og fyre, og så må det være op til de tidligere kolleger, hvor meget de vil dele med dig – og det er sjældent det samme som før, da I ’bare’ var kolleger,” siger Frederik Iuel.

Ifølge den svenske undersøgelse er det særligt personalespørgsmål, der kan få cheferne til at føle sig ensomme, hvilket Frederik Iuel sagtens kan genkende.

”En leder er optaget af at skabe resultater og af at lede. Og at lede er at motivere og værne om sine folk. Så når éns medarbejdere ikke trives, ikke leverer eller skaber konflikter, går det lige ind hos chefen. Han eller hun føler sig som en fiasko, for så har man jo ikke leveret det, man er hyret ind til,” siger han.

Samtidig kan de observere de andre i ledelsesgruppen, som tilsyneladende har greb om tingene, og det gør det bare endnu sværere at søge hjælp og vise egen sårbarhed, siger Manon de Jongh.

Men for nogles vedkommende kan det bare være facade. For som den svenske undersøgelse viser, skal der nok være temmelig mange af chefkollegerne, der også godt kunne bruge et øre indimellem.

”Men hvis du ikke beder om hjælp, så gør de andre heller ikke – det smitter. I klarer jer hver især og giver indtryk af, at I har styr på tingene,” siger Manon de Jongh.

Det er lederne alene med

Ifølge undersøgelsen fra chef.se oplever ledere, at de har brug for støtte til:

  1. Personalespørgsmål
  2. Stress
  3. Juridiske spørgsmål
  4. Strategi
 
Svært at gå til egen chef

Og så er der chefens egen chef. Kan et kig indenfor hos ham eller hende ikke være løsningen? Det ligger heller ikke altid ligefor, mener Manon de Jongh.

”Det er typisk ikke manglende vilje, men manglende tid. Jo højere op man kommer i organisationen, jo mindre tid er der til personaleledelse, for der er det strategisk og politisk ledelse, der fylder. Deres betingelse er typisk, at de har otte ledere og 250-300 medarbejdere under sig, og så er der bare ikke det store overskud til at drive personaleledelse. Det ved den enkelte leder godt. Så behovet skal være alarmerende, før de siger: ’Har du tid et øjeblik?’”

Samtidig er de også bange for at tabe ansigt, siger Manon de Jongh.

”For mange føles det meget svært at sige: ’Jeg kan ikke finde ud af det her’, fordi de er bange for at fremstå som inkompetente.”

Men det er bare ikke sundt. Stressen kommer snigende, og de ender med at blive syge af det, siger Frederik Iuel.

”Det skal tages i opløbet, så du ikke brænder ud. Vi går alle sammen og bakser med nogle problemer, som vi har svært ved at løse alene. Derfor skal vi række ud. Jeg ved godt, at der er kulturer, hvor det ikke sømmer sig – og det er tåbeligt – men så må man kigge rundt i sit netværk eller tale med konen, vennen eller Djøf.”

Frederik Iuel fortæller om en tidligere undersøgelse, som han selv har været med til at gennemføre.

”Den viser, at førstegangsledere, som har en mentor eller en coach, føler sig mere komfortable i jobbet som leder.”

Individuel sparring og coaching løser dog ikke problemet alene, siger Manon de Jongh.

”Vi skal vise, at vi også er mennesker. Ellers gør vi det for hårdt for os selv og hinanden. Og vi bliver alle sammen ensomme af det. Vi skal simpelthen blive bedre til at vise vores sårbarhed og bede om sparring og hjælp. Det gør det også sjovere og mere udviklende for os alle sammen.”

Måske er der også ved at ske noget. Manon de Jongh oplever i hvert fald, at det de senere år er blevet mindre tabubelagt for chefer at vise, at de har brug for hjælp.

”Det er blevet okay at sige ’jeg går til coaching’ eller ’jeg har en mentor’. Når jeg tidligere skrev fakturaer ud, blev jeg ofte bedt om at kalde det konsulentbistand eller noget lignende. I dag kan jeg skrive, hvad det er: Ledercoaching.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet