Løn
4.2.2021
af
Eva Bøgelund
Foto: Shutterstock
Er du statsansat djøfer? Så går du ned i løn fra og med februar-lønsedlen. Men ikke 0,25 %, som det blev meldt ud i januar. Nu ligger der en ny beregning. Se hvad den giver i lønnedgang i kroner.
Som statsansat er du gået ned i løn, når du sidst på måneden får din februar-lønseddel. Det skyldes, at corona-krisen har fået de private lønstigninger til at gå i stå, og det trækker de offentligt ansattes aftalte lønstigninger med ned gennem den såkaldte reguleringsordning.
Men lønnedgangen bliver mindre end varslet tidligere i januar, nemlig 0,09 % og ikke 0,25 % som først antaget.
Forklaringen er, at Danmarks Statistik har fundet en fejl i indberetningen i et af de eksterne lønsystemer, der leverer data til brug for beregningen af reguleringsordningen.
Så nu ligger der en ny beregning for, hvad du fremover går ned i løn om måneden. Se de nye tal for udvalgte djøf-grupper i staten her:
Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig, kaldte i januar den varslede lønnedgang for dårlig signalværdi.
"Signalværdien er selvfølgelig ærgerlig, når vores medlemmer i staten knokler løs både nu under corona og i det hele taget," sagde hun til Djøfbladet.
Det er i første omgang kun de statsansatte, som går ned i løn. På det kommunale og regionale område blev lønnen reguleret i oktober 2020, hvor effekten af corona-krisen endnu ikke var slået igennem på reguleringsordningen.
Men opbremsningen i den private lønudvikling vil også få en konsekvens på det kommunale og regionale område. Vi har dog endnu til gode at se, hvad den præcise effekt bliver her.
Når der forhandles offentlige overenskomster, er lønstigninger fra reguleringsordningen noget, man indregner i de lønstigninger, der skal udmøntes i løbet af overenskomstperioden. Det sker ud fra, hvor meget Danmarks Statistik og andre anslår, at de private lønninger vil stige ekstra i overenskomstperioden.
Ved overenskomstaftalen i 2018 blev det aftalt, at de statsansatte inklusive reguleringsordningen skulle stige 0,68 %, hvilket svarer til 0,65 % i aktuelle kroner.
Men på grund af corona-krisen udmønter reguleringsordningen i stedet et minus på 0,74 % (i den først varslede beregning var det 0,9 %).
Det skal modregnes i den aftalte lønstigning til de statsansatte. Regnestykket er dermed 0,65 % minus 0,74 % = minus 0,09 %.
Den først varslede lønnedgang var på minus 0,25 %.
Ledige stillinger