Mistrivsel

Studerende kæmper under nedlukningen: To ud af tre er ensomme

19.2.2021

af

Arkivfoto: Tobias Nicolai/Ritzau Scanpix

Arkivfoto: Tobias Nicolai/Ritzau Scanpix

De studerendes trivsel er påvirket under corona-krisen. To ud af tre føler sig ensomme, og flere oplever en meget høj grad af mistrivsel. Det viser en ny undersøgelse fra Djøf.

Fredagsbaren er aflyst, forelæsningerne sker foran skærmen, og arbejdspladsen består nu af de samme få kvadratmeter. Det er realiteten for mange studerende rundt om i landet. Det har konsekvenser, og i sidste ende kan det betyde, at studerende bliver presset ud af studiet, mener formand for Djøf Studerende, Kristian Nysom Lassen. Flere studerende på de videregående uddannelser oplever nemlig i høj grad at mistrives under corona. Det viser en ny undersøgelse lavet af Djøf.  

Undersøgelsen viser, at 62 % føler sig stressede, mens 78 % mangler motivation i studiet. Samtidig føler flere sig ensomme på baggrund af den manglende sociale interaktion – nærmere bestemt 66 %. Før corona-nedlukningen var dette tal på 25 %. Til de resultater kan Kristian Nysom Lassen kun sukke dybt:

”Der er ikke noget positivt ved den her analyse. Normalt kan man få nogle åndedrag og noget luft til at trives på studiet, hvis man er i interaktion med andre om sine tanker og opfattelser. Man sidder nu tilbage med sine egne tanker, og der er ikke nogle at snakke med om dem på samme måde.”

Flere studerende oplever desuden, at de ikke er i stand til at veksle mellem studie og fritid. Nærmere bestemt oplever 88 %, at studieliv og privatliv flyder sammen. Det er noget, som Kristian Nysom Lassen også mærker på egen krop. Han beskriver, at de studerendes trivsel er noget af det værste, Djøf har målt, når man sammenligner med de årlige studielivsundersøgelser, og det er for ham bekymrende.

”Det er tydeligt, at folk ikke trives i, at der ikke er en vekselvirkning mellem fritid og studie. Jeg kan personligt også selv mærke, at disciplinen i forhold til, hvornår det er fritid og arbejdsliv, forsvinder,” fortæller Kristian Nysom Lassen.

Kan give varige mén

En ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) understreger på samme måde, at langt flere studerende mistrives under corona. Denne undersøgelse tager udelukkende fat i de nystartede studerendes trivsel, mens undersøgelsen fra Djøf tegner et billede af de studerende på alle niveauer.

Camilla Thorgaard, områdechef for videregående uddannelse og voksen- og efteruddannelse for EVA, mener, at det er tankevækkende, at så stor en andel af de studerende mistrives. Hun understreger, at der også var en øget grad af mistrivsel før corona, men det er kun blevet endnu tydeligere nu, hvor det sociale er fjernet.

”De faglige fællesskaber betyder meget for ens evne til at kunne lære. Det betyder også noget for ens trivsel, at man har nogle andre, som man kan spejle sig i. Det gælder i forhold til, at man kan vende sin usikkerhed og sine spørgsmål med de andre studerende. Det betyder meget for, hvor tryg man føler sig,” forklarer hun.

Samtidig understreger både Kristian Nysom Lassen og Camilla Thorgaard vigtigheden i, at der bliver sat fokus på de studerendes trivsel nu. Hvis ikke der gør det, kan det ifølge Kristian Nysom Lassen have voldsomme følger for den enkelte studerende.

”Hvis ikke der er et fokus på trivslen nu, taler vi ind i, at der er studerende, der ikke gennemfører deres uddannelse. Samtidig kan der være nogle, der får varige mén i forhold til ensomheden. Man går måske for meget med sine egne tanker og kan udvikle en angst,” siger Kristian Nysom Lassen, som peger på, at den manglende sociale interaktion giver følgesygdomme.

En geninvestering er nødvendig

For Kristian Nysom Lassen er det vigtigt, at der kommer nogle politiske tiltag på bordet, som kan være med til at højne de studerendes trivsel fremadrettet.

”Vi skal have en massiv geninvestering af mange af de midler, der er sparet på uddannelsesområdet de seneste år, i forhold til at understøtte en bedre trivsel. Især når folk kommer tilbage," siger han og fortsætter:

"Ellers har vi en helt corona-generation, som måske aldrig kommer sig over, at de har mistet et år af deres studieliv."

Camilla Thorgaard forklarer, hvor vigtigt det er, at uddannelsesinstitutionerne har fokus på trivslen. Hun understreger dog samtidig, at de studerende også kan gøre meget selv:

”Jeg har mødt mange studerende, også før corona, som starter en masse gode initiativer. Her kan institutionerne gøre meget ud af at bakke op om de studerendes initiativer. Når man er på en videregående uddannelse, er det ofte vigtigt at have en faglig identitet og nogle faglige fællesskaber. Her har uddannelsesinstitutionerne en stor opgave med at huske på, at læring sker i sociale processer.”

Kristian Nysom Lassen finder det vigtigt, at der opretholdes nogle sociale fællesskaber på studierne. Derfor har bestyrelsen i Djøf netop godkendt, at den aktivitetspulje, som bliver stillet til rådighed for studerende til at planlægge studiearrangementer, i højere grad skal være med til at understøtte trivslen:

”Hvis folk vil holde sociale arrangementer eller andet, der kan være en trivselsgenerator, så står det frit for. Det skal ikke nødvendigvis være fagligt begrundede arrangementer, men midlerne er også sat af til at lave sociale arrangementer, som ikke har noget fagligt sigte.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Region Midtjylland
Job
Region Nordjylland
Job
Grønlands Selvstyre, Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø
Job
Folketingets Administration
Job
Forsvarsministeriet, Departementet
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet