OK21

Nu kan flere djøfere søge penge til efteruddannelse

3.3.2021

af

Illustration: PODIS/Shutterstock

Illustration: PODIS/Shutterstock

De nye offentlige overenskomster giver djøfere i kommuner og regioner adgang til at søge støtte til individuel kompetenceudvikling ligesom kollegerne i staten. Se hvor mange penge du kan få, og hvad du kan bruge dem til.

Er du ansat i en kommune eller region, skal du overveje, om du har en plan for din udvikling de kommende år. Fra næste forår kan du søge støtte til din egen individuelle kompetenceudvikling, ligesom akademikerne har kunnet i staten siden 2018.

Det er en del af overenskomstaftalen på akademikerområdet i kommuner og regioner, som blev indgået i sidste uge som led i OK21.

Første gang, du som kommunalt eller regionalt ansat djøfer kan søge, er pr. 1. april 2022.

Alle medarbejdere og chefer, som er ansat på akademikernes fællesoverenskomst, kan søge. Læger og chefer ansat på selvstændige chefaftaler kan ikke søge.

Så meget kan du søge for

Du vil kunne søge op til 30.000 kr. årligt til efter- og videreuddannelse og op til 50.000 kr. årligt til en masteruddannelse.

Derudover vil du kunne søge til en bred vifte af såvel kortere som længere uddannelsesforløb. Specialiserede kompetencebehov vil også kunne få støtte.

Regn dog med, at du til næste forår skal være klar til at trykke send på din ansøgning, straks der åbnes for ansøgninger. Ellers er pengene måske væk.

Sådan har det i hvert fald været i staten. Ansøgningerne behandles efter først-til-mølle, og når der er blevet åbnet for ansøgninger, er puljen blevet lukket igen efter et døgn, fordi der så var strømmet ansøgninger nok ind til at tømme kassen for denne gang.

Men du skal ikke bekymre dig – du får mere information i god tid inden ansøgningsfristen.

Pengene skal gå til dit individuelle ønske

Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig, glæder sig over, at det lykkedes at få de nye fonde igennem.

Hun understreger, at pengene ikke må bruges til efteruddannelse, som er nødvendig for at kunne løse sine almindelige arbejdsopgaver.

"Det skal arbejdsgiver betale. Fondens penge må ikke gå til det, man ellers kunne forvente, at arbejdsgiver skulle betale. Midlerne er et add-on, som man kan bruge til at udvikle sig i en bestemt faglig retning. Udgangspunktet er en godkendelse fra din leder, men det er din individuelle kompetenceudvikling, der er i fokus."

Vil mange ikke stå skuffede tilbage, fordi der ikke er penge nok til alle ansøgninger ligesom i staten?

"Jo, givetvis. Men det er jo et positivt problem. Fonden er en kæmpe succes i staten, og jeg glæder mig over, at vi nu får et tilsvarende tilbud i kommuner og regioner."

At pengene bliver revet væk i staten, er udtryk for, at djøferne sukker efter kompetenceudvikling, siger hun.

"Derfor håber jeg også, at vi kommer til at lægge flere penge i fondene ved de næste overenskomstrunder."

Arbejdsgiver skal medfinansiere i kommunerne

I kommunerne bliver det et krav til ansøgningerne, at arbejdsgiver medfinansierer med 20%.

Det skal man ikke se som noget negativt, understreger Sara Vergo. Tværtimod.

"Vi ville gerne have haft samme krav om medfinansiering på også det regionale og det statslige område, men det kom vi ikke igennem med," forklarer hun.

"Medfinansiering er en god måde at få arbejdsgiver forpligtet på kompetenceudvikling. Det er der meget signalværdi i. Og så rækker pengene også meget længere, når arbejdsgiver er med til at betale." 

Dette har den statslige AC-fondspulje støttet 2018-21
  • 37% har fået penge til master/kandidatuddannelser
  • Ca. 22% har fået penge til diplom-/bachelor-/akademi-uddannelser
  • Ca. 41% har fået penge til kompetenceudviklingsaktiviteter uden ECTS-point
  • Gennemsnit for tilsagnsbeløb pr. ansøgning er ca. 19.000 kr. (medianen er omtrent den samme)
  • Overenskomstparterne har i OK18-perioden øremærket særlige midler til dels digitale kompetencer, dels til +55-årige akademikere.

Kilde: Kompetencesekretariatet

 

Find den statslige Akademiker-fondspulje her.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Det Kriminalpræventive Råd
Job
AffaldPlus
Frist 8. dec. 2024
Job
Region Sjælland - Roskilde Sygehus
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet