Efter corona

Vi vil fortsætte med hjemmearbejde

10.5.2021

af

Illustration: Shutterstock

Illustration: Shutterstock

Kun en procent af djøferne vil arbejde hjemme hver dag, men flere end hver anden vil gerne arbejde hjemme 1-2 dage om ugen i fremtiden. Djøf er klar til at støtte op om en ny normal ude på arbejdspladserne med større fleksibilitet mellem kontor og hjemme, end vi havde før coronaen.

Et år med tvungent hjemmearbejde lakker mod enden. Den 21. maj kommer regeringen med en plan, så de offentligt ansatte kan komme fysisk på arbejde igen.

Men et flertal af djøferne vil gerne blive ved med at have hjemmearbejdsdage, når de vender tilbage.

Ikke hver dag, men nogle dage. Over halvdelen af djøferne – 52% – vil gerne arbejde hjemmefra 1-2 dage i fremtiden. Tallet er ens for såvel offentligt som privatansatte.

Det viste en spørgeskemaundersøgelse blandt djøferne om deres arbejdsliv under coronaen, som Djøf gennemførte i februar. Du kan se flere tal fra undersøgelsen i bunden af denne artikel. 

"Og nu er det også blevet en mere realistisk mulighed for medarbejderne at bede om det, fordi arbejdsgiverne har fået en aha-oplevelse under coronaen," siger arbejdsmarkedsforsker Steen E. Navrbjerg fra FAOS på KU.

Lederne er blevet mere positive

Steen E. Navrbjerg har været med til at gennemføre det største danske forskningsprojekt om virtuel ledelse under danskernes corona-hjemmearbejde.

Forskernes spørgeskemaer og interviews viste, at lederne var imponerede over medarbejdernes arbejdsindsats, omstillingen til virtuelle møder skete med rekordfart, møderne blev tilmed mere effektive, og sygefraværet faldt. På positiv-siden stod også fred til koncentration og selvbestemmelse over ens arbejdsdag.

"Så selv arbejdsgivere, som måske før mente, at alle medarbejdere skulle være på arbejde hver dag, var blevet meget mere positive over for hjemmearbejde, da vi spurgte dem igen et halvt år efter de første nedlukninger," siger han.

Djøfs undersøgelse bekræfter, at også lederne går ind for hjemmearbejdsdage. Hele 49% af djøf-lederne vil selv gerne arbejde hjemme 1-2 dage om ugen i fremtiden.

Steen E. Navrbjerg understreger, at danskere stadig ønsker at have en fysisk arbejdsplads. Rene virtuelle arbejdspladser er ikke en option.

"Spørger man folk, om de vil arbejde hjemme fem dage om ugen, er svaret klart nej."

Djøf-formand: Selvfølgelig støtter vi op

I begyndelsen af april pressede Djøf på, for at regeringen skulle huske de offentligt ansatte i genåbningsplanerne.

'Glem ikke os i den offentlige sektor, som meget gerne vil på arbejde igen', skrev hun i et brev til regeringen.

Men glemte I alle de djøfere, som gerne vil blive ved med at arbejde hjemme nogle dage om ugen?

"Nej, bestemt ikke! Den nye normal bør være, at man kan arbejde hjemme et par dage om ugen, hvis man har brug for det. Det er ikke et enten-eller, men et både-og," siger formanden for Djøf Offentlig, Sara Vergo.

"Vores medlemmer vil ikke sidde hjemme hver dag som under coronaen. Men vi har samtidig hørt fra utrolig mange, at de under coronaen opdagede, at hjemmearbejde – som de måske aldrig rigtig havde prøvet før – kunne give ro og fordybelse, spare transporttid og hjælpe på balancen mellem arbejde og fritid. Og det skrev vi også i brevet til regeringen: At nu vil vi gerne ind på arbejde igen, men vi skal også huske at tage de gode erfaringer fra corona-tiden med ud på den anden side til at finde nye veje at indrette arbejdslivet på."

Så vi vil se Djøf støtte klubber osv., som gerne vil have indført hjemmearbejdsdage som en valgmulighed?

"Ja, selvfølgelig. Jeg håber i den grad, at det er noget, vi kommer til at gå ind i den kommende tid. Vi opfordrer til vide rammer for at indrette sig lokalt, og vi ser frem til en dialog om det ude på de enkelte arbejdspladser, nu med en masse nye erfaringer fra corona-tiden i bagagen."

Det 'gode, lange arbejdsliv' er et strategisk indsatsområde i Djøf, understreger hun.

"Og det fleksible arbejdsliv er en meget væsentlig del af det gode arbejdsliv."

'Fleksibel fleksibilitet'

Forsker, ph.d. Malene Friis Andersen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø taler om 'den fleksible fleksibilitet' som den store udfordring.

"Det er jo også det, Djøfs undersøgelse viser. Der er et stort spænd i ønskerne, og fx en fjerdedel har ikke lyst til hjemmearbejdsdage hver uge. Hjemmearbejdsdage opleves ikke som et privilegium af alle. Den forskning, der er lavet før coronaen om virtuelt arbejde, viser også, at det er meget forskelligt, hvordan vi trives med det."

Malene Friis Andersen er projektleder på sitet coronatrivsel.dk.

I sidste uge lancerede sitet ny viden om veje til et bedre virtuelt arbejdsliv med fokus på læring, håb og erkendelser fra corona-krisen baseret på interviews med 116 ledere og medarbejdere.

"Ud over at corona-krisen har sat skub i en digital omstilling og overvejelser om mere fleksible måder at arbejde på, kan vi se, at den har affødt en masse tanker om relationer og arbejdsfællesskaber," forklarer hun.

"Nogle ledere fortæller fx, at de i øget grad har fået øjnene op for, at medarbejderne er forskellige, har forskellige rammer og forskellige behov, og det har fået dem til at tænke over, hvordan de vil bedrive ledelse fremover."

Arbejdslivet efter corona

Djøf afholder i maj og juni tre webinarer om arbejdslivet efter corona.

Ti veje til virtuel samarbejde 25. maj 2021 - få ti råd til en bedre arbejdsdag på hjemmekontoret.

'Klar til et nyt arbejdsliv efter corona' 26. maj kl. 8-9:30 – har bl.a. tips til, hvordan du italesætter dine ønsker over for din leder.

'Reboarding af medarbejdere efter corona' 3. juni kl. 8-9:30 – er målrettet ledere, der nu både skal genstarte deres eget lederskab og få medarbejderne godt ombord igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Region Midtjylland
Job
Grønlands Selvstyre, Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø
Job
Grønlands Selvstyre, Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø
Job
Region Nordjylland
Job
Grønlands Selvstyre, Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø
ANNONCE

Kommentarer

Klaus Mors Kristensen
3 år siden
Det er jo decidereret forkert, at ingen vil arbejde hjemmefra hver dag, så hvorfor skriver I sådan noget vås? Jeg vil gerne, og jeg kan se, at der i undersøgelsen er 1 %, der gerne vil. Det er lidt provokerende at skrive, at 1 % er lig med ingen.
tHOMAS hOLM
3 år siden
Jeg hører til blandt de 11 % som gerne vil arbejde hjemmefra 3 - 4 gange om ugen. Arbejdstilsynets krav til hjemmearbejdspladser kan imidlertid blive en show-stopper for alt hjemmearbejde. Måske en ide at DJØF tog den side af sagen op. Bestemmelserne er på den ene side til at for beskytte medarbejderen men på den anden side tar de slet ikke højde for de indhøstede erfaringer.