Legater & fonde

Sådan skaffer du penge til at komme på udveksling

14.9.2021

af

Foto: Marcio José Bastos Silva/Shutterstock

Foto: Marcio José Bastos Silva/Shutterstock

Det kan være rigtig dyrt at læse i udlandet. Der er et væld af fonde og legater, du kan søge, men det er ofte bøvlet og tidskrævende. Læs her, hvad du kan gøre for at få fat i pengene.

Er det et af prestige-studierne på Harvard, der lokker? Frister det med et semester på det historiske Oxford University? Eller vil du opleve de kulturelle forskelle mellem Danmark og Japan gennem et udvekslingsophold på University of Tokyo?

Mulighederne for dit udvekslingsophold er sådan set uanede, når der altså ikke lige er en pandemi.  Men hvis du vil ud i den store verden, kan det hurtigt blive dyrt – især hvis du selv skal betale for undervisningen.

Heldigvis er der en lang række fonde og legater, du som studerende kan søge penge hos. Men det kan kræve både tålmodighed og god forberedelse at lykkes.

Det ved David Dencker en masse om. Han er uddannet i filosofi og økonomi fra Copenhagen Business School, og undervejs i studiet skaffede han sig økonomisk støtte til ophold på National University i Singapore, Colombia University i New York og Tsinghua University I Beijing. I dag er han stifter og medejer af virksomheden Grant Compass, som hjælper og rådgiver fonde, og så er han medforfatter til bogen ’Fonde & legater til studier og praktik i udlandet’.

Han peger på, at der er nogle helt basale ting, der skal på plads, hvis du vil igennem nåleøjet.

”Det vigtigste råd, jeg vil give, er at starte i god tid, for det er virkelig en langvarig proces. Derudover skal man søge flere legater, end man lige regner med. Tommelfingerreglen i forhold til succesraten er 1:5,” lyder det fra David Dencker. 

Tre fundamentale råd til legatsøgning
  1. Start i god tid – også gerne inden du overhovedet ved, om du bliver optaget. Selve ansøgningsprocessen tager mindst 100 timer, som fordeles ud over en længere periode, da der løbende skal indhentes dokumenter, forhåndsgodkendelser, anbefalinger, beviser og lignende.
  2. Søg kun de legater, hvor du passer til kriterierne – du skal opfylde alle kriterierne, ellers afviser fonden din ansøgning.
  3. Overvej, om det er tiden værd. Ud fra en økonomisk og tidsmæssig betragtning giver det ikke mening at søge, hvis dit finansieringsbehov er under 15.000 kr. Så kan det bedre svare sig at lægge flere timer på studiejobbet.
Kilde: David Dencker
I slutningen af september skifter Maiken Vindmar for en tid Copenhagen Business School ud med Durham University i det nordlige England.
Maiken har brugt over 100 timer

En af de studerende, som har søgt om legat- og fondsstøtte til udvekslingsophold til det kommende semester, er Maiken Vindmar. Hun studerer cand.merc.sol på Copenhagen Business School, og fra slutningen af september i år skal hun studere et semester på Durham University i England.

Hen over sommeren har hun sendt et tocifret antal ansøgninger af sted.

”Heldigvis skal jeg ikke betale for undervisningen, da min studieplads på Durham University er gennem CBS. Derudover har jeg fået et ERASMUS+ legat, så differensen mellem mine indtægter og udgifter nu er nede på 10.000 kr., hvilket jeg har søgt 10 forskellige fonde om hjælp til,” forklarer den 25-årige studerende.

Hun vurderer, at hun har brugt mere end 100 timer på ansøgningsprocessen. Det har især taget tid at skrive motiverede ansøgninger, udarbejde et budget samt finpudse cv’et.

”Før man begynder på ansøgningsprocessen, kan det godt virke ret overvældende, da der er så mange ting, man skal have styr på, og dokumenter, der skal udfyldes. Når man først kommer i gang, er det okay. Jeg rejser ud for at dygtiggøre mig, men også for at få et globalt udsyn på økonomi,” siger hun.

Tre hurtige råd fra Maiken Vindmar
  1. Start med at undersøge, hvad dit eget universitet udbyder af legater.
  2. Brug legatbogen.dk
  3. Begynd i god tid – lav en liste over de legater, der skal søges, og hvornår der er deadline.
10 hurtige tips til fonds- og legatsøgning
  1. Søg kun fonde eller legater, hvor du lever op til alle kriterierne.
  2. Søg både store og små fonde.
  3. Skab overblik over dine dokumenter til ansøgningen ved at have en overordnet mappe på computeren og derefter særskilte mapper til hver fond eller legat.
  4. Hold den motiverede ansøgning på maksimalt én A4-side, og skriv med stor entusiasme, så fonden kan mærke, at du gerne vil af sted. Fremhæv desuden ting fra dit studie og/eller arbejde, som passer ind til fondens profil.
  5. Dit cv bør fylde en-to A4-sider og foruden nødvendige kontaktinformationer, er det en god idé at beskrive ting i livet, som har givet dig nogle særlige erfaringer og kompetencer.
  6. Vær realistisk om dit budget, og gør det så overskueligt som overhovedet muligt. Det er kun udgifter, der er relevante for studieopholdet, som er nødvendige at medregne.
  7. Vær opmærksom på, om karakterer skal være med i ansøgningen, og om de i givet fald skal være på dansk eller engelsk samt verificeres af universitetet.
  8. Det er bedre med én god anbefaling end otte irrelevante. Desuden skal den ikke være alt for gammel, da den så er forældet.
  9. Indhent dit Letter of Acceptance og forhåndsgodkendelse tidligt, da det kan tage lang tid.
  10. Vær opmærksom på, at nogle fonde og legater kræver ansøgning sendt pr. brev.
Kilde: Bogen ’Fonde & legater til studier og praktik i udlandet’
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Det Kriminalpræventive Råd
Job
AffaldPlus
Frist 8. dec. 2024
Job
Region Sjælland - Roskilde Sygehus
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet