Ny ferielov

Sådan undgår du at miste din opsparede ferie

7.10.2021

af

Foto: Marcin Krzyzak/Shutterstock

Foto: Marcin Krzyzak/Shutterstock

Har du meget ubrugt ferie stående, skal du snart til at lægge en plan. 31. december udgør nemlig en benhård skæringsdato i den nye ferielov – og det kan koste dig dine feriedage.

Hvornår skal min ferie senest være afviklet? Hvad med gammel ferie, jeg har slæbt med fra før den nye ferielov? Hvornår mister jeg helt retten til at holde ferien?

Sådan lyder mange henvendelser til Djøfs rådgivere i øjeblikket.

"Ferie og overgangen til ny ferielov er noget, der konstant fylder i medlemmernes spørgsmål til Djøf," siger chefkonsulent i Djøf, Louise Juhl.

Lige nu nærmer vi os for første gang afslutningen af en ferieafholdelsesperiode i den nye ferielov. Det sker den 31. december i år, og det afføder masser af spørgsmål til Djøfs Rådgivningscenter.

Nedenfor får du svar på nogle af de typiske spørgsmål. Er der noget andet, du gerne vil vide om feriereglerne, kan du også spørge Djøfs rådgivere direkte i kommentarfeltet under denne artikel.

 

Hvornår skal din ferie være afholdt i den nye ferielov?
  • Et ferieår går fra 1. september til 31. august året efter, og ferien optjent i denne periode skal være afviklet inden 31. december dette år.
  • Det vil sige, at den ferie, du har optjent fra 1. september 2020 til 31. august 2021, skal være afviklet senest 31. december 2021.

Du skal afholde mindst fire af de fem ugers ferie, som ferieloven giver ret til, understreger chefkonsulent i Djøf, Louise Juhl.

Ønsker man ikke at afholde den femte ferieuge, kan den udbetales eller aftales overført til næste ferieafholdelsesperiode.

"Ferie ud over 20 dage, som ikke er brugt inden udgangen af året, kommer automatisk til udbetaling, og retten til at afholde dagene falder dermed væk," forklarer Louise Juhl.

Men du har altså mulighed for at lave en aftale med din arbejdsgiver om at overføre dagene til næste ferieafholdelsesperiode.

"Har man ferie til gode, kan det være en god idé at tage stilling til nu, om der skal lægges mere ferie ind i kalenderen inden den 31. december," siger hun.

Ønsker man derimod at overføre ferie til næste ferieafholdelsesperiode – og ikke ønsker den udbetalt, som det ellers vil ske, hvis den ikke er afholdt inden årsskiftet – skal man forsøge at indgå en aftale herom med sin chef inden 31. december, forklarer hun.

 

Sådan er reglerne for afholdelse af ferie i den nye ferielov

Fire af dine fem uger skal være afviklet

  • Som hovedregel skal du holde fem ugers ferie i en ferieafholdelsesperiode.
  • Af dine fem ugers ferie skal fire af dem, svarende til 20 dage, være afviklet, inden året er omme. Så har du endnu ikke gjort det, er det på tide at tage en snak med chefen om, hvornår ferien kan ligge. Det er nemlig både dit og din arbejdsgivers ansvar, at du får holdt din ferie.
  • Er du feriehindret (fx på barsel eller syg) op til ferieafholdelsesperiodens udløb, gælder andre regler (se reglerne om feriehindring).

 

Mulighed for overførsel eller udbetaling af femte ferieuge

Har du ikke lyst eller mulighed for at bruge den femte ferieuge, skal du lave en aftale med din arbejdsgiver om enten overførsel eller udbetaling.

  • Hvis du indgår en aftale om overførsel, får du mulighed for at afholde dagene på et senere tidspunkt efter 31. december 2021.
  • Vær opmærksom på, at din arbejdsgiver godt kan sige nej til at lave en aftale med dig. Så skal du i stedet have dagene udbetalt. Din arbejdsgiver kan også vælge at varsle dig, at du skal holde dagene inden ferieafholdelsesperiodens udløb.
  • En aftale om overførsel skal være indgået senest 31. december i år. Gør du ikke det, bliver den femte ferieuge automatisk udbetalt til dig på den anden side af nytår.

Nedenfor får du to eksempler: Ét om, hvis du ikke når at holde hele din nyoptjente ferie inden 31. december. Og ét om, hvis du har gammel ferie med, som er optjent under den tidligere ferielov.

Eksempel 1: Jeg når ikke at holde alle mine feriedage inden 31. december 2021
  • Du har i oktober stadig 10 dage tilbage af den ferie, du har optjent mellem september 2020 og august 2021. De fem af dagene bruger du på at holde efterårsferie.
  • Derudover har din arbejdsgiver bestemt, at du skal bruge to dage mellem jul og nytår.
  • Hvis du ikke vil holde mere end den planlagte ferie, vil de resterende tre dage automatisk blive udbetalt til dig.
  • Hvis du gerne vil bevare feriedagene, kan du inden 31. december aftale med din arbejdsgiver, at de bliver overført til næste ferieafholdelsesperiode.

Kilde: Louise Juhl, Djøf

Eksempel 2: Jeg har gammel ferie med fra den gamle ferielov

Da den nye ferielov trådte i kraft 1. september 2021, var der mange, der fik videreført ferie, som både kunne stamme fra miniferieåret 2020 og endda ferie overført fra tidligere ferieår. Er du en af dem, har du måske ekstra meget ferie tilbage.

Udgangspunktet er, at også denne videreførte ferie kan blive udbetalt eller overført efter de regler, da disse dage alt andet lige vil være ferie ud over 20 dage.

Bemærk dog, at udbetaling/overførsel af videreført ferie forudsætter, at du fra 1. maj 2020 til 31. december 2021 har holdt et antal feriedage svarende til 16,64 dage + 20 dage. Altså i alt 36,64 dage.

Eksempel:

  • Du fik overført fem feriedage fra ferieåret 2019/2020 til det såkaldte miniferieår 1. maj 2020 til 31. august 2020, hvor du også kunne gøre brug af dine 16,64 feriedage optjent i 2019.
  • Du fik dog slet ikke holdt ferie i miniferieåret, og 21,64 dage blev derfor automatisk videreført til den nuværende ferieafholdelsesperiode. Herefter optjente du løbende 25 feriedage frem til den 31. august 2021.
  • Siden 1. september 2020 har du holdt en uges efterårsferie, to ugers juleferie og fire ugers sommerferie. Derudover har du holdt tre dage drypvist. Du har altså i alt holdt 38 feriedage og har nu 8,64 dage tilbage, som du enten kan få udbetalt eller overført til næste ferieafholdelsesperiode.

Kilde: Louise Juhl, Djøf

Hvis du har skiftet job

Har du skiftet arbejde inden udløbet af ferieafholdelsesperioden 31. december 2021, eller er du i øvrigt ophørt i et ansættelsesforhold inden da, kan du få udbetalt ferien efter ferieafholdelsesperiodens udløb som uhævede feriepenge.

Har du yderligere spørgsmål om feriereglerne, kan du spørge Djøfs rådgivere direkte i kommentarfeltet herunder. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Rikke
2 år siden
Jeg har skiftet arbejde pr 01/11/2021 og har 7,62 feriedage tilbage fra ferieperioden 01/09/2020-31/12/2021. Skal jeg afholde ferien i år for at få det hele udbetalt, og mister jeg ellers mine feriepenge? Jeg er også i tvivl om, hvordan jeg søger om udbetaling af feriepenge. På borger.dk kan jeg vælge imellem tre scenarier (jeg har holdt ferie uden offentlige ydelser; jeg har forladt arbejdsmarkedet; eller jeg har ferie ud over 4 uger) og jeg synes ikke, at jeg genkender mig selv i nogen af scenarierne. Kan I hjælpe?
Morten Falch
2 år siden
Hvad gør man, hvis man gerne vil holde ferie i januar? Man kan jo ikke nå at spare ny ferie op i det nye år.