Mit speciale

Olivias speciale var en kæmpe rutsjebanetur

14.10.2021

af

I sit speciale har Olivia Lyng undersøgt en ellers tæt på uudforsket del af den grønne omstilling. Hun er stolt af resultatet, men vejen dertil var lidt af en prøvelse.

I september i år kunne Olivia Lyng endelig træde ud af eksamenslokalet på Copenhagen Business School (CBS) og sætte kryds ved at have forsvaret sit speciale på erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation (cand.merc.(kom)).

Hele specialeskrivningen har for Olivia Lyng været noget af det mest udviklende, hun har prøvet gennem sin studietid. Men selv om slutresultatet blev et speciale, der belyser et hidtil tæt på uudforsket felt, var processen rigtig hård.

”Da jeg afleverede, var jeg bare sådan: 'Det er jeg godt nok stolt af det her.' Den følelse føler jeg kun, man kan opleve, når man virkelig har haft en op-og-ned-rejse.”

I specialet har hun undersøgt en bestemt type af startups inden for den danske fødevareindustri, som hun i specialet kalder for born green-ventures. Virksomhederne er født med et formål om at skabe økonomisk og grøn værdi med innovative løsninger på miljø- og samfundsmæssige udfordringer.

”Disse virksomheder er ikke NGO’er, men de skal konkurrere i et traditionelt marked, men fordi deres udgangspunkt er anderledes, oplever de ofte nogle spændinger med markedet,” fortæller hun og uddyber:

”Jeg har undersøgt, hvad det betyder at være born green og set på, hvilke markedsudfordringer der kommer af at være sådan en type virksomhed, og jeg har fundet ud af, hvordan denne type af virksomheder kommunikativt håndterer de spændinger, der opstår mellem for-profit og for-benefit.” 

En unik model

Specialet bygger på kvalitative interviews med seks grønne virksomheder, som på den ene eller anden måde arbejder med madspild og har bæredygtighed som en del af virksomhedens DNA.

Olivia Lyng opdagede hurtigt, at hun havde bevæget sig ind på et felt, der var tæt på uudforsket. Det var svært for hende at finde nok relevant litteratur, og derfor besluttede hun sig for at tænke ud af boksen.

”Jeg kunne ikke bruge de allerede eksisterende modeller på den type af virksomheder, som jeg ville undersøge, fordi de har et andet udgangspunkt end traditionelle virksomheder. Derfor udviklede jeg min egen model ud fra de fund, som jeg gjorde i undersøgelsen af virksomhederne,” fortæller hun. 

Og netop det at hun har udviklet sin egen model står øverst på listen, når hun tænker tilbage på, hvad hun er allermest stolt over ved specialet.

Selv om jeg havde stemmen i baghovedet, der sagde, at jeg skulle gøre det, og jeg syntes, det var vildt spændende, så skete det bare ikke

Bagsiden af medaljen

Men på trods af at hun nu står med et produkt, hun er utrolig stolt af, var motivationen i perioder tæt på ikke-eksisterende. Midt i anden corona-lockdown sad Olivia Lyng og skulle færdiggøre specialet, og det tærede hårdt på hende.

”Den største udfordring har klart været min egen motivation. Jeg havde ingen energi, og samtidig var der bare ting i specialet, der skulle gøres. Selv om jeg havde stemmen i baghovedet, der sagde, at jeg skulle gøre det, og jeg syntes, det var vildt spændende, så skete det bare ikke,” siger hun.

Derfor valgte Olivia Lyng at lytte til sig selv og udskyde sit speciale, da hun ikke ønskede, at det bare skulle overstås, men at det også skulle være en proces, hun nød.

”Jeg har altid syntes, at det har været det fedeste at studere, men pludselig stod jeg der på det sidste stykke, og så kunne jeg bare ikke. Derfor var det også den helt rigtige beslutning for mig at udskyde mit speciale, for jeg kunne mærke, at jeg skulle tage mig min tid, og jeg er kun 24 år,” understreger hun.

Husk at lytte til dig selv

Olivia Lyng kom da også i mål med topkarakter, og siden har hun arbejdet for at få sit speciale ud over stepperne. Hun har bl.a. været til Specialefestivalen, hvor hun holdt et kort oplæg, men hun har også mærket interesse fra andre kanter.

”Jeg har spist frokost med Frederiksberg Kommunes borgmester, fordi han var interesseret i mit speciale. Folk har også rakt ud til mig på LinkedIn, da de gerne vil høre, om jeg kan komme med en ekspertvurdering omkring, hvor madindustrien er på vej hen,” siger hun.

”Det er jo det, et speciale skal – det skal ikke bare lægges i skuffen.”

Og efter selv at have oplevet en specialeproces, som har været lidt af en rutsjebanetur, er det vigtigt for hende at komme med nogle gode råd til fremtidige specialeskrivere: 

”Man skal vælge et emne, som man gerne vil vågne op til hver morgen. Det kan godt være, at nogle dage er hårde, men det skal være noget, hvor man hele tiden kan se meningen med det. Samtidig skal man ikke være bange for at spørge om hjælp, for man kan ikke være superwoman i alle aspekter af rejsen.”

”Og så er mit sidste råd, at man skal tage en pause, hvis man har brug for det. Det er okay at forlænge. Det er ens egen rejse og ikke alle mulige andres, så man skal ikke tænke over, hvad andre forventer af én.” 

Hele Olivia Lyngs speciale kan læses her

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet