Corona

Djøf: Maersk bryder loven med vaccinekrav

4.11.2021

af

Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Inden længe er kontoransatte i Maersk kun velkomne på den fysiske arbejdsplads, hvis de er vaccinerede mod Covid-19. Men det krav er ikke lovligt i Danmark, vurderer chefen for Djøfs juridiske afdeling.

I et interview med Berlingske fortæller Søren Skou, koncernchef i A.P. Møller-Mærsk A/S, at ansatte i virksomheden fremover skal være vaccineret mod corona, hvis de vil møde fysisk op på kontoret. Kravet kommer til at gælde på kontorer både i Danmark og i udlandet, og det vil blive sat i værk inden for de næste tre måneder.

Selskabet skriver endvidere til Berlingske, at det vil gennemføre beslutningen i overensstemmelse med lokal lovgivning og inden for de overenskomster, som medarbejderne arbejder under. Der kan dog blive taget særlige hensyn på grund af helbredsmæssige årsager, oplyser den globale shippinggigant.

Men i Danmark er kravet hverken i overensstemmelse med lovgivning eller overenskomster, der dækker kontorpersonale, fortæller advokat Kia Philip Dollerschell, chef for Djøfs juridiske afdeling, i en mail til Djøfbladet.

Hun mener derfor ikke, at Maersk lovligt kan stille et sådant krav om vaccination til funktionæransatte her i landet.

”Det er for så vidt sympatisk nok, at Maersk ønsker at bidrage til at bekæmpe corona-pandemien. Man er bare nødt til at kæmpe inden for lovens og overenskomsternes grænser,” skriver hun.

Mon ikke Maersk kommer på bedre tanker, når man har tænkt sig om en ekstra gang?

Kia Philip Dollerschell, advokat og chef for Djøfs juridiske afdeling

’Invasivt indgreb i legemet’

Kia Philip Dollerschell pointerer, at der ikke findes en lov i Danmark, der giver adgang til, at arbejdsgivere kan kræve vaccination af de ansatte.

”Man kan ikke engang kræve, at læger, sygeplejersker, personale på plejehjem eller i landets daginstitutioner og skoler, bliver vaccineret.”

Et krav om vaccine af kontorpersonale i Danmark vil også være i strid med lov om helbredsoplysninger. Ifølge den lov kan en arbejdsgiver i forbindelse med ansættelse eller under ansættelsen anmode om helbredsoplysninger, når sygdommen vil have en væsentlig betydning for medarbejderens arbejde.

”Corona er ikke længere en samfundskritisk sygdom. Så en arbejdsgiver kan ikke engang spørge ind til medarbejdernes sygehistorik ift. corona – hvorfor en arbejdsgiver endnu mindre kan kræve, at medarbejderen vaccineres.”

Kia Philip Dollerschell kalder vaccination for "et invasivt indgreb i legemet", som vil kræve en bestyrket driftsmæssig begrundelse. Det mener hun ikke, at der er tale om for kontorfunktionærer i Maersk. Medarbejdere, der sendes til udlandet som led i deres arbejde, kan dog kræves vaccineret, hvis vaccinationen er nødvendig, for at de kan udføre deres arbejde.

Ikke sagligt begrundet

Søren Skou fra Maersk siger til Berlingske, at de, der ikke er vaccinerede, må blive hjemme. Det er uklart, om dette betyder, at de uvaccinerede i stedet skal arbejde hjemmefra. Men hvis det er tilfældet, ser Kia Philip Dollerschell det som et problem:

”I henhold til ledelsesretten kan arbejdsgiver godt bede ansatte om at arbejde hjemmefra, hvis driften tilsiger dette. Det er imidlertid ikke i overensstemmelse med ledelsesretten at forlange, at medarbejdere, der ikke vil vaccineres mod Covid-19, arbejder hjemmefra.”

Hun kalder det for en væsentlig stillingsændring, som ikke er sagligt begrundet i virksomhedens eller medarbejderens forhold.

”Hvis en virksomhed forlanger, at medarbejderen arbejder hjemmefra, indtil vedkommende er vaccineret, vil dette krav – der i sig selv er en overskridelse af ledelsesretten og helbredsoplysningsloven – være at betragte som en usaglig afskedigelse.”

Ifølge Kia Philip Dollerschell bliver medarbejdere, der af forskellige årsager ikke ønsker vaccine, den svage part i forhold til deres arbejdsgivere. I sidste ende kan de risikere at miste deres job.

”Det er meget beklageligt, hvis det måtte blive en realitet. Men mon ikke Maersk kommer på bedre tanker, når man har tænkt sig om en ekstra gang?”

Djøfbladet har forelagt Kia Philip Dollerschells kritik for Maersk. Virksomheden reagerede ikke på den inden redaktionens deadline. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Det Kriminalpræventive Råd
Job
AffaldPlus
Frist 8. dec. 2024
Job
Region Sjælland - Roskilde Sygehus
ANNONCE

Kommentarer

Bjørn
3 år siden
Personligt har jeg det sådan som medlem af Djøf, at jeg forventer, at fagforeningen varetager det fælles bedste. Nu er jeg heldigvis selv på en arbejdsplads hvor alle - så vidt jeg ved - er vaccinerede. Men hvis jeg befandt mig på en arbejdaplads, hvor der var nogle, der var så usolidariske ikke at have ladet sig vaccinere, ville det få mig til at føle mig utryg og ville i høj grad skade mit arbejdsklima. Og jeg ville kraftigt overveje, om jeg ville have lyst til at være medlem af en fagforening, som kerer sig mere om de usolidariske få, end om det store brede flertal, som har taget sit samfundsansvar ved at lade sig vaccinere. At Djøf derudover kalder vaccination for et "et invasivt indgreb i legemet" får desværre Djøf til at lyde som antivaxerne.
Berit
3 år siden
Som Steffen udtaler - selvmål Djøf - hvor er jeres bidrag til samfunds ansvar? Hvor overlegen, “mon ikke Mærsk kommer på andre tanker ? “ - nej Mærsk er nok dem, der har gennemgået deres udtalelser meget grundig inden - noget juridisk afdeling i Djøf måske skulle lære noget af….