I ni år levede Hakan på gaden for at forstå unge kriminelle

Hakan Kalkans dørtelefon bimler tidligt på dagen. I den anden ende af dørtelefonen står Aahil, som Hakan Kalkan har mødt nogle gange før, og to andre unge mænd, som han aldrig har set før. Han trykker dem ind og når lige at få lidt tøj på, inden de står i lejligheden. Hakan Kalkan kan fornemme, at de alle tre tydeligvis er påvirket af noget. Aahil fortæller, at de gerne ville op i lejligheden for at slappe lidt af, for nede på baren var der alt for meget larm.

Hakan Kalkan går ind i sit soveværelse for at tage resten af sit tøj på. Inde fra stuen råber Aahil: ”Kalkan, er det okay, at vi tager lidt shufi [kokain] her?” Hakan Kalkan tænker for sig selv, at det løb allerede er kørt. For den grænse, som han måtte have haft om, at der ikke skulle sniffes kokain i hans hjem, er for længst overskredet.

Scenen her stammer fra Hakan Kalkans nye bog, ’Veje til Respekt – om gadens liv på Nørrebro’. I ni et halvt år var oplevelser som denne en del af hans liv.

I sommeren 2006, da han var 24 år, flyttede han til en lejlighed i Københavns Nordvestkvarter for at begynde det feltarbejde, som ligger til grund for bogen. I dag er han lige fyldt 40, og i næste uge udgiver han bogen, som på godt og ondt nøje beskriver det, han oplevede, da han satte sig for at leve blandt de unge mænd på Nørrebro.

Han har en doktorgrad i sociologi fra Københavns Universitet, og bogen bygger på doktorafhandlingen. Nu er han adjunkt på Roskilde Universitet, samtidig med at han har fået en postdoc-bevilling fra Carlsbergfondet til et projekt med navnet 'Veje ud af det kriminelle gadeliv'.

”Bogen handler om det liv, som unge mænd fra Nørrebro – hovedsageligt fra det, jeg kalder etnoraciale minoriteter – udfolder på gaden, og den kultur, de udvikler dér,” fortæller han og tilføjer:

”Gaden tilbyder alternative kriterier for anerkendelse for unge, der ikke har så gode muligheder for at få den andre steder fra. Derfor søger de den vej. Bogen handler derfor også om, hvad der giver respekt og status på gaden, og hvordan det fungerer.”

Hakan Kalkans forskning er på mange måder helt unik i en dansk sammenhæng.

Den personlige interesse

Men for at kunne forstå, hvorfor Hakan Kalkan valgte at bruge så mange år af sit liv på at studere de unge mænd på Nørrebro, skal vi skrue tiden tilbage.

Hakan Kalkan blev i 1981 født i en lille kurdisk landsby i Tyrkiet, men som 8-årig kom han sammen med sin familie til Danmark. Herefter voksede han op i Birkerød i et område, som han selv beskriver som et sted, hvor der primært boede familier fra den øvre middelklasse.

”Vi var en håndfuld unge, der boede i mit område, og så havde vi venner andre steder fra. Jeg deltog i en gadekultur, og flere af mine nærmeste venner røg dengang i fængsel,” fortæller han.

Hakan Kalkan var dog ikke nær så meget inde i gademiljøet som nogle af vennerne. Han begyndte på gymnasiet og valgte senere at studere sociologi på Aalborg Universitet (AAU). På studiet fik han øjnene op for, at forskere i udlandet havde forsket i gademiljøets kultur, og derfra begyndte en spirende interesse at sætte sig fast i ham.

”Jeg havde baggrunden, da jeg havde været i miljøet, så det var interessant for mig, fordi jeg fandt ud af, at man faktisk kunne forstå og forklare det på en anden måde, og det ville jeg gerne,” fortæller han.  

Siden dengang har forskningen i gademiljøets kultur fulgt Hakan Kalkan. Han har været studerende i London, hvor han i sin MA-afhandling foretog en by- og kultursociologisk undersøgelse af Nørrebro og det liv, de unge derfra havde på gaden. Efter specialet blev han ansat på Statens Byggeforskningsinstitut ved AAU, hvor han fik midler til at forske videre i området. Senere blev det til en ph.d., der siden endte som en doktorafhandling. Den har han så nu brugt som afsæt for at skrive ’Veje til Respekt’.

”Da jeg startede med at studere de unges liv, havde jeg aldrig forventet, at det ville blive til mit arbejde det næste årtis tid,” siger Hakan Kalkan.

Langsom adgang

Under feltarbejdet fulgte Hakan Kalkan de unge mænd i forskellige sfærer af deres liv og interviewede dem om det, som han observerede. På nogle tidspunkter fungerede han dermed som en ’flue på væggen’, mens han andre gange var en aktiv del af samtalerne.

Metoden gjorde det nødvendigt, at Hakan Kalkan var til stede blandt de unge mænd. Til tider var han derfor sammen med dem syv dage om ugen – indimellem også om natten – mens han i andre perioder sås med dem en eller to gange om ugen.

"Jeg har hele tiden været ærlig om, at jeg var studerende. Men efter noget tid i miljøet, hvor de fleste kendte mig, var det ikke sådan, at det første, jeg sagde til nye mennesker, jeg blev introduceret for, var, at jeg var forsker eller studerende – af den simple grund, at det ville være mærkeligt at sige som det første til enhver person, jeg tilfældigvis mødte i miljøet."

I begyndelsen virkede det nærmest umuligt for Hakan Kalkan at kunne komme til at tilbringe tid med de unge mænd og faktisk blive en accepteret del af gruppen. Han overvejede flere gange at stoppe projektet, men som tiden gik, begyndte relationerne så småt at opstå.

”Det er ikke sådan, at jeg kan komme med et trick og sige, at sådan her gør man. Det er mere noget, der vokser med tiden. Jeg startede i en ungdomsklub, hvor jeg lærte nogle at kende, som kom ind fra gaden. Men til reelt at blive accepteret og tale med dem, hvor de åbner op – det tog lang tid,” forklarer han.

Dybdegående indsigt

Hakan Kalkan gjorde meget ud af at fortælle om sig selv og sit eget liv. For hvis de skulle dele ud af deres tanker og deres liv, blev Hakan Kalkan også nødt til at give lidt af sig selv. Men én anden ting var også særlig vigtig for ham:

”De er vant til socialarbejdere og pædagoger og lignende, og i starten blev jeg også mistænkt for at være undercover-politimand. Derfor var det også vigtigt for mig ikke at være fordømmende, men nærmere være forstående og lyttende.”

For Hakan Kalkan har det været vigtigt at lave et etnografisk studie, hvor han var en del af de unge mænds liv, da han på den måde kunne få en unik indsigt på et område, hvor der ellers mangler viden.

”Medierne portrætterer et billede af den her gruppe, men det er ikke et dybdegående billede. Den dybere indsigt går ud på at finde ud af, hvorfor de gør, som de gør, og hvorfor de er, som de er. Du kan ikke få det fra medierne, og du vil heller ikke kunne få det gennem statistikker,” understreger han og tilføjer:

”Gennem den slags studie, som jeg har lavet, kan du få lov til at tale med dem, og du kan høre deres syn på sagerne: Hvordan ser de verden? Hvorfor handler de, som de gør? Hvorfor reagerer de, som de gør? Du kan få en forståelse og derudfra en forklaring.”

Kriminalitet bliver normaliseret

Det er ikke let for Hakan Kalkan at beskrive, hvordan det egentlig var at udføre feltarbejdet, fordi tiden med de unge mænd bød på så mange forskellige oplevelser.

”Det har været berigende og givende for mig at lave det her, for du lever sammen med dem. Men det har selvfølgelig også været problematisk og svært,” siger han og uddyber:

”Da jeg startede mit feltarbejde, havde jeg ikke forventet at finde det her miljø. Så da jeg begyndte at opleve flere ting som fx vold, kriminalitetens udbredelse osv., var det grænseoverskridende.”

Hakan Kalkan var aldrig selv en del af nogle kriminelle handlinger. Handlen med stoffer eller hælervarer har han observeret, men ellers var de kriminelle handlinger mest noget, han fik fortalt om. I starten vakte det forfærdede følelser i ham, når han hørte om den kriminalitet, som de unge mænd havde begået, men med tiden aftog den effekt.

”Når du har været tæt på miljøet så længe, bliver det mere normaliseret. Det betyder ikke, at jeg ser det som moralsk tilladeligt, men den følelsesmæssige reaktion, som det vækker i dig, og som det gjorde med mig i starten, falmer lidt væk,” fortæller han.

Netop denne pointe mener Hakan Kalkan i høj grad er sigende for selve miljøet.

”Hvis man er i sådan et miljø, bliver kriminaliteten normaliseret. Det er også grunden til, at de ikke reagerer på fx vold, og at de får et andet syn på kriminalitet. Det bliver en del af deres hverdag, og det gjorde det også for mig,” forklarer han.

Fordi han var forsker og i begyndelsen ikke vidste, hvordan man helt præcist skulle begå sig, stillede han mange spørgsmål, som af flere blev opfattet som en smule dumme.

”I starten var jeg ekstremt hæmmet og vidste ikke, hvad jeg burde sige eller gøre, og hvordan folk ville reagere. Jeg var meget observerende, og det har nok også været en del af grunden til, at jeg har virket lidt suspekt. Det første års tid var jeg ofte bange for, at de ville sige, jeg bare skulle smutte,” husker han.

”Men i takt med at jeg netop blev en del af det og lærte mere, begyndte jeg også at opføre mig mere på deres måde. Det skal ikke forstås sådan, at jeg sloges med folk eller begik kriminalitet, men socialt blev jeg meget mere som dem, når jeg var sammen med dem. Og det var ikke bevidst. Det skete bare af sig selv.”

Andre veje til anerkendelse

Hakan Kalkan overvejede flere gange at droppe projektet. De oplevelser, han havde, fik ham til at tænke over, om han egentlig bare ville være med til at stigmatisere gruppen af unge mænd endnu mere.

”Mange af de ting, jeg beskriver, er jo ikke særligt pæne. Jeg tænkte, at det ville forstærke fordomme og skabe større stigma af ikke kun de unge, men måske mere generelt unge i udsatte områder eller indvandrere i det hele taget,” siger han.  

Alligevel valgte Hakan Kalkan at fortsætte med arbejdet, fordi han synes, det er vigtigt at finde forklaringerne på, hvorfor tingene er, som de er. Og hans forskning viser, at det afgørende ikke er etnicitet.

”Det fælles er ikke en etnisk baggrund, men at der i byrummet er en koncentration af fattige og ringeagtede. Kulturen er en respons på fattigdom, fordi kriminaliteten kan berige dig. Drømmen for særligt de unge er at blive rige, og det har de svært ved ellers. Og omkring ringeagt – den her kultur tilbyder andre kriterier for anerkendelse, da du får du respekt i miljøet for andre ting end i mainstreamsamfundet,” forklarer han.

Viden, ikke sensation

At hans bog snart lander på boghandlernes hylder og vil være til skue for alle, bringer blandede følelser frem hos Hakan Kalkan. Han tror på, at bogen kan give en værdifuld indsigt i miljøet – herunder et mere solidt vidensgrundlag at handle ud fra – men samtidig er han bange for, hvordan den vil blive brugt.

”Jeg håber, at folk gennem bogen kan få en indsigt i og en forståelse for miljøet, men også for de unge. Jeg ønsker, at folk vil se de her mænd som mere hele mennesker. Jeg håber, det kan være til nytte for folk, der arbejder med de unge. Men jeg er nervøs, for jeg ved ikke, hvad det vil føre til.”

Selv om han valgte at fortsætte arbejdet med bogen, frygter han stadig, at bogen vil blive brugt til at stigmatisere de unge endnu mere.

”Hvis man ikke tager forklaringerne med og ser det bredere empiriske genstandsfelt, men bare gør det nemme og tager et eksempel ud som fx en voldsepisode, kan der let skabes et bestemt billede. Og det er noget af det, jeg er nervøs for.”

Derfor har Hakan Kalkan et håb om, at bogen bliver brugt som viden frem for noget, der kan være med til at skabe en sensationel historie eller passe ind i en bestemt dagsorden. For det er han nemlig godt klar over nemt vil kunne komme til at ske.

”Jeg håber, at man får en forståelse for og en forklaring på, hvorfor miljøet er, som det er, og at man ikke bare forlader sig på de fordomme, som man nu kunne have,” understreger han.

Selv om det efterhånden er nogle år siden, at Hakan Kalkan afsluttede sit feltarbejde og derved forsvandt ud af flere af de unge mænds liv, er der nogle af dem, som han har opbygget reelle venskaber med.

”Dem, jeg har kontakt med, er måske i starten af 30’erne. Så de er et andet sted nu end dengang. Når de kommer op i alderen, vender mange af dem sig mere mod det, jeg kalder mainstream-samfundet, og vil have et arbejde, en familie og leve et mere normalt liv. Nogle formår at få disse ting og lægge gadelivet bag sig. Og jeg vil vise bogen til dem, jeg stadig har kontakt med."

'Veje til Respekt – om gadens liv på Nørrebro' udgives på Hans Reitzels Forlag d. 19. november.