Klagesag
1.11.2021
af
Nicolai Foldgast
Kort før Ronja Rose Ravnskov skulle være mor, fik hun nej til at få ekstra SU. Begrundelsen var, at hun ikke var tilmeldt fag i den periode, hvor hun skulle føde.
26-årige Ronja Rose Ravnskov læser statskundskab ved Københavns Universitet (KU), men er for tiden på barsel med lille Anton, der kom til verden 24. august. Foruden de hyggelige stunder med sønnen er der i øjeblikket lidt ekstra at glæde sig over.
I oktober tikkede der en nemlig en kærkommen nyhed ind i hendes indbakke, da hun fik medhold i sin klage til SU-styrelsen. Styrelsen havde i første omgang afvist hendes ansøgning om ekstra SU-klip for mødre på videregående uddannelser – også kaldet for fødselsklip.
”Jeg er lettet over at få medhold i min klage. De 12 ekstra fødselsklip giver en øget økonomisk tryghed for mit vedkommende,” forklarer Ronja Rose Ravnskov.
For at forstå klageafgørelsen lidt bedre er det nødvendigt at skrue tiden tilbage til juli, hvor Ronja Rose Ravnskov sendte en ansøgning til SU-styrelsen. Her anmodede hun om at få ekstra SU-klip, som man er berettiget til, hvis man får barn under uddannelse.
Disse fødselsklip kan udbetales på tre forskellige måder, og Ronja Rose Ravnskov søgte om såkaldte miksklip, da hun ikke tog orlov fra studiet, overholdt studieaktivitetskravene og ikke ville blive forsinket med mere end seks måneder på studiet.
SU-styrelsen valgte dog at afvise ansøgningen med begrundelsen om, at hun ikke var studieaktiv, eftersom hun ikke ville være tilmeldt fag på efterårssemestret. Hun ville stadig godt kunne modtage SU, men altså ingen ekstra fødselsklip under barslen.
Dét kunne ikke være rigtigt, tænkte hun. Hvordan kunne der være skærpede krav til studieaktivitet for mødre?
”Det er jo absurd, at der åbenbart var regler om, at man skulle være mere studieaktiv som fødende studerende end almindelig studerende,” lyder det fra hovedpersonen selv.
Ronja Rose Ravnskov læste nærmere op på reglerne og rådførte sig med studenterambassadøren på KU, Bo Gad Køhlert, som yder upartisk juridisk vejledning til studerende.
De fik i fællesskab strikket en klagesag sammen, hvor de netop lagde vægt på, at hun levede op til studieaktivitetskravet. Hun har taget 90 ECTS-point på kandidaten og mangler kun at skrive specialet, som hun vil starte på til december, hvorfor hun altså ikke bliver forsinket med mere end seks måneder på sin uddannelse.
Og det fik altså styrelsen til at ændre sin afgørelse. En beslutning, der faldt på et tørt sted.
”At få børn er dyrt, så det er rart, at der kommer lidt ekstra ind,” siger Ronja Rose Ravnskov.
Efter barslen skal hun som nævnt skrive speciale frem til foråret 2022. Herefter bytter hun sin studenterstilling hos Szpirt & Company ud med et fuldtidsjob samme sted.
Enkeltklip
SU til 12 måneder som mor og til seks måneder som far, hvor det ikke er nødvendigt at være studieaktiv. Det er kun muligt at få udbetalt ét klip om måneden, da der ikke udbetales almindelig SU i de måneder, du vælger enkeltklip.
Dobbeltklip
SU til seks måneder som mor og til tre måneder som far, hvor det ikke er nødvendigt at være studieaktiv. Du får udbetalt to klip om måneden, da der ikke udbetales almindelig SU i de måneder, du vælger dobbeltklip.
Miksklip
SU-klip oven i den almindelige SU, hvorfor der er krav om studieaktivitet i perioden.
Som mor kan du få miksklip i 12 måneder og som far i seks måneder. For at få miksklip skal der være almindelig SU tilbage på dit klippekort. Du får udbetalt to klip om måneden i de måneder, du vælger miksklip.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER