Færre vil være topchefer

Det vil sige, at der på to år har været skiftedag på 11 departementschefposter.

Ansættelsen af departementschefer foretages i en snæver kreds og er ikke en proces, som er nem at trænge ind i.

Sikkert er det dog, at der aldrig vil være mange ansøgere til en departementschefstilling. Det er et job, som man typisk søger, fordi man er blevet prikket. Eller fordi man selv godt ved, at man betragtes som lovende. Omvendt kan det også være, at der står en så oplagt kandidat i kulissen, at man gør sig selv til grin ved at søge.

Men iagttagere af Slotsholmen mener, at det er blevet vanskeligere at rekruttere departementschefer. Planen var ellers, at det skulle blive lettere pga. topleder-talentprogrammet SPOT. Det har staten siden 2015 ført foreløbigt 54 lovende yngre embedsmænd igennem for at finde og forberede potentielle kandidater til posterne som styrelsesdirektører og departementschefer. Seks af deltagerne er nået helt til tops i departementerne.

En af dem, der har været ombord på SPOT-programmet, er Troels Blicher Danielsen. Han var afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet indtil sidste år og er nu adm. direktør i arbejdsgiverorganisationen Tekniq.

Han vurderer, at interessen for den øverste post i ministerierne er dalende.

"Det er ikke et spørgsmål, om det bliver sværere at rekruttere departementschefer. Det er blevet sværere," fastslår han.

Ifølge ham er en vigtig forklaring, at departementerne konstant er i gang med at håndtere kriser.

"Det kortsigtede løsningsfokus gør, at man ikke får nok fokus på at løse de langsigtede systemiske udfordringer, der gør, at man også er en attraktiv arbejdsplads for fremtidens talenter," siger han. (Han uddyber sine pointer i et længere interview her).

'Dybt afhængige af at kunne få de bedste'

En anden iagttager er Emil Fannikke Kiær. I dag er han politisk direktør i DI, og tidligere har han været i Finansministeriet og arbejdet som vicedirektør i NaturErhverv i Fødevareministeriet. Han mener, at det er afgørende, at det er meget attraktivt at påtage sig det øverste ansvar i ministerierne.

Set udefra er forventningerne til topembedsværket stigende, siger han.

"Der stilles hårde krav til embedsværket på mange facetter, og der er øget krav om hastighed. Samtidig er der en stigende forventning om, at særligt toppen af embedsværket tænker politisk. Det kan man have mange holdninger til, men faktum er, at det er enormt svært og hårdt at være topembedsmand, og i mine øjne er det afgørende for samfundets tillid til den offentlige administration, at skiftende regeringer grundlæggende bakker op om systemet."

Han understreger, at han ikke udtaler sig specifikt om den nuværende regering, men om en generel udvikling, "som man udefra kan iagttage med en vis bekymring."

"Hvis langtidsvirkningen bliver, at nogle af de dygtigste siger 'nej tak, det vil vi ikke være med til', får ikke bare systemet, men hele samfundet et problem. Vi er som samfund dybt afhængige af, at vi kan hente de bedste til den offentlige administration, så politikerne får den bedst mulige rådgivning, når de træffer beslutninger," siger Emil Fannikke Kiær.

Et job som alle andre – bare hårdere

Prestigen ved at være departementschef er ikke den samme som før, vurderer Peter Loft. Han var departementschef i Skatteministeriet 1993-2012, er medforfatter til bogen 'Hvem har ansvaret?' om politikere og embedsmænd og netop nu bogaktuel med 'Efter stormen'.

"Lønnen har aldrig kunnet konkurrere med topstillinger i det private, men det har så heller ikke betydet noget, fordi der var en meget høj prestige knyttet til posten, som kompenserede for lønnen. Den prestige er nok ikke længere til stede."

Det er blevet et job som alle andre – ikke længere en livstidsstilling og slutstilling, som man kaldte det før. Man skifter til andre topjob, eller man ryger ganske enkelt ud. Det forklarer nogle af de mange skift af departementschefer, vi har set de senere år, siger han.

"Men det forklarer jo ikke, hvorfor – hvis det er rigtigt – der er færre kandidater til de ledige job som departementschefer end før. Der skal vi snarere hente forklaringen i, at rollen har ændret sig, at prestigen er faldet, at man er meget mere eksponeret og i rampelyset end før, og at man hele tiden løber risikoen for at rende ind i en møgsag. I de sager ser vi, at embedsværket mange gange nærmest får hovedrollen frem for ministrene, men man er jo ikke blevet embedsmand, fordi man vil i rampelyset."

Der er i tidens løb skrevet og sagt meget om, at den danske model – hvor faglig og politisk rådgivning af ministeren følges ad og ligger hos departementschefen – har forskubbet sig fra faglig til politisk-strategisk rådgivning, som skal leveres med det formål at stille den til enhver tid siddende regering bedst muligt med en evig mediemølle kørende.

Peter Loft siger det på denne måde:

"I dag bruger en departementschef det meste af sin tid på at være politisk rådgiver af ministeren – som Bo Smith og hans udvalg (uafhængigt udvalg nedsat af Djøf i 2014, red.) beskrev med tal. Det er en anden og mere ensidig rolle, mere en statssekretærrolle. Dét der med at være faglig garant og dyrke sin faglighed, det er der simpelthen ikke tid til længere. Så jobbet har ændret sig, og det tror jeg er en af forklaringerne."

Arbejdsvilkårene kan se skræmmende ud

I 2015 udarbejdede Finansministeriet under Bjarne Corydon (S) en drejebog for processen med at ansætte departementschefer med kompetenceprofil, jobopslag, test af ansøgerne og et eksternt rekrutteringsbureau inde over.

Punktet med de professionelle headhuntere har regeringen Frederiksen dog droslet ned på, fordi den selv kræver, at mininisterne skal spare på udgifterne til eksterne konsulenter.

Som partner i konsulent- og rekrutteringshuset Genitor kan Tina Overgaard genkende, at de statslige topjob kan være krævende at få besat.

"Ja, det er vores indtryk, at det kan være sværere at rekruttere ledere til de øverste poster i departementerne," siger hun.

"Folk falder ikke bare på halen, hvis de får en opfordring til at søge et topjob, og stillingerne sælger ikke altid bare sig selv. Eftersom det stadig er rimeligt meget kopier af forgængeren, man går efter at ansætte, så ved kandidaterne helt klart, hvad man går ind til – og derfor siger nogle af dem også nej tak."

De unge generationer vil i modsætning til de ældre generationer af topembedsmænd have andet og mere ud af deres arbejdsliv end bare benhårdt arbejde under meget hårde arbejdsbetingelser, siger hun.

"De går efter et liv, hvor de i højere grad selv kan disponere over deres work-life balance, og hvor det er mere taknemmeligt at yde en ekstraordinær stor indsats. Det harmonerer ikke rigtig med en toplederstilling i centraladministrationen."

Arbejdsvilkårene kan se skræmmende ud, siger hun.

"Opgaverne skal løses i en klar nulfejlskultur og under fuld transparens. Alt, hvad du laver, kan ende på forsiden af avisen, i et åbent samråd, i en aktindsigt, i Rigsrevisionen eller for en undersøgelseskommission. Sådan skal det være, men det lægger et enormt pres på topembedsmanden."

Flere grunde til at tøve

For 10 år siden skrev rådgiverparret Susanne Hegelund og Peter Mose den ikoniske bog 'Javel, hr. minister' om det danske korps af departementschefer.

"Tesen om, at det er blevet sværere at rekruttere departementschefer siden dengang, holder muligvis – muligvis ikke," siger Susanne Hegelund.

På den ene side vil det for mange i Slotsholmstjeneste nok stadig være attraktivt at sidde i spidsen for et ministerium, siger hun. Omvendt kan der bestemt være grunde til at tøve – også grunde, som er forstærket de seneste 10 år.

"Det gælder et stærkt og evigt arbejdspres, central styring, en mulig oplevelse af at fagligheden knægtes, risikoen for at blive hængt ud i 'møgsager', lavere løn end sammenlignelige job i det private og flere jobmuligheder uden for Slotsholmen for 'samfundstypen' i fx organisationer og fonde."