Udbrændthed plager djøfere efter to års corona-kaos

”Jeg fik nærmest klaustrofobi herhjemme. Alt – som i ALT – handlede om corona, 24-7.”

Nu trisser Lotte Andersen rundt hjemme i lejligheden i Valby, sygemeldt på tredje måned. Dagene forsvinder bare. I starten sov hun 10-12 timer om natten og tog nogle lure på sofaen i løbet af dagen – dog uden at føle sig mere udhvilet af den grund.

Nu er hun nede på omkring ni timers søvn og nogle små ’powernaps’ i løbet af dagen – og hun føler sig en lille smule mindre udbrændt.  Men hun skal stadig planlægge sin uge, for hvis hun skal noget et par timer den ene dag, skal hun intet den næste. Den begrænsede energi, hun har, bliver brugt på indkøb, træning, yoga og kortere aftaler.

Alene med stort ansvar

Lotte Andersen arbejder i et revisionsfirma og fik pludselig helt nye hasteopgaver, da den første corona-nedlukning ramte i marts 2020. Det samme oplevede mange andre Djøf-medlemmer, ikke bare i revisionsbranchen, men også i fx konsulentfirmaer, styrelser, departementer, faglige organisationer og HR-afdelinger. Fra den ene dag til den anden skulle de vejlede om hjælpepakker, lave forarbejdet til nye love, bekendtgørelser og vejledninger eller rådgive om det hele.

Og det bare fortsatte og fortsatte. Både med nye opgaver og med lange arbejdsuger.

Det har drænet mange, fortæller Nanna Lindstrøm Hessel, der er chefkonsulent i Djøf.

”Det, vi hører, er, at de langt hen ad vejen har været okay med det – nogle har holdt ud i halvandet år, men nu er de pænt mast for at sige det mildt. Og nogle af dem er mast meget mere, end godt er.”

Samtidig med den vedvarende uvished om, hvordan corona-situationen ville udvikle sig, har mange følt, at de pludselig fik et stort ansvar, som de endda stod alene med, forklarer Nanna Lindstrøm Hessel.

”Det kan være skræmmende i sig selv, at man ved mere end de fleste andre, men stadig er usikker på, om man nu har 100% styr på det. Der er jo ingen retspraksis på området, så man skal finde ud af, hvad der er op og ned. Det er et pres at sidde isoleret derhjemme med tanken: 'Det er mig, der står på mål, hvis jeg rådgiver forkert'."

Får det aldrig en ende?

Ifølge Lotte Andersen er det næsten en del af djøfernes opdragelse, at man gerne giver den en ekstra skalle. Det har hun været vant til, og det har hun det også fint med.

”Men det her var en eksplosionsagtig start, der bare fortsatte på samme niveau – næsten uden pusterum. Samtidig er det blevet en uendelig opgave, for vi ved ikke, hvornår den slutter. De juridiske og økonomiske følgevirkninger af corona kommer til at blive langstrakte.”

Og nu er vi her igen med en ny variant af virussen, skærpede restriktioner og en kraftig opfordring til at arbejde hjemme.

Lotte Andersen er cand.merc.aud. og ansat hos revisorkæden Dansk Revision. Her rådgiver hun sine kolleger om juraen om og fortolkningen af de mange kompensationsordninger. Hun fik over night ansvaret for at sætte sig ind i alt det juridiske om kompensation til de virksomheder, der måtte lukke eller skrue helt ned for blusset i takt med nedlukningerne. Politiske aftaler, regler og ændringer kom i en lind strøm – og det bliver de ved med.

I starten sad Lotte Andersen hjemme ved spisebordet og arbejdede med TV 2 News kørende ved siden af. Hver gang der kom en ny udmelding, kom der pres på telefonerne nærmest i samme sekund og nyt stof at sætte sig ind i. Så flyttede hun tilbage på kontoret som stort set den eneste, for hun kunne bare ikke holde ud at arbejde fra lejligheden mere.

”Den faglige sociale ensomhed tærer også. Vi er så mange, der har siddet hjemme eller alene på kontorerne med efterdønningerne af den mentale udmattelseskamp.”

Noget andet end stress

Lotte Andersen begyndte for alvor at mærke trætheden i foråret og hen over sommeren. Ferien hjalp ikke, som den ellers plejer at gøre, når der har været ekstra meget drøn på i en periode, og efteråret så også ’sort’ ud arbejdsmæssigt.

Lotte Andersen googlede stresssymptomer, men havde svært ved at genkende sig selv i de beskrevne symptomer på stress. Hun har fx overhovedet ikke haft svært ved at sove. Tværtimod. Hvis hun har haft problemer med at holde fokus og have overblik, skyldes det alene den umanerlige træthed, vurderer hun.

Men da hun faldt over en beskrivelse af udbrændthed på Psykologhuset ved Åens hjemmeside, følte hun sig mere spejlet.

Hun kunne bl.a. genkende ’nærmest at være mere træt, når man vågner, end når man går i seng’. Og ’at have svært med at se en mening med og en værdi i det, man laver. Også i det, man tidligere netop fandt meningsfyldt, udfordrende og interessant’.

”Den der følelse af, at opgaven er så stor, men samtidig mangle oplevelsen af, at jeg rent faktisk har gjort en forskel for dem, jeg forsøger at hjælpe – når de fx siger: 'Det var godt nok ikke nogen særlig hjælp at ringe til dig – det bliver det bare mere indviklet af.' Kunderne er frustrerede. Mine kolleger er frustrerede. Alle er trætte af det her corona.”

Undtagelsestilstand uden ende

Psykologhuset ved Åen er et klinikfællesskab med adresser flere steder i landet. Michael Ulrich er klinisk psykolog og ansvarlig for klinikken i København. I sin konsultation møder han mange, der er særligt udfordret på grund af corona, fordi det også fylder i deres arbejdsliv. Corona 24-7 har stået på for længe.

”Mange af os havde nok en forventning om, at det var en periode, vi skulle igennem. Men når det så viser sig, at undtagelsestilstanden bare fortsætter, uden at vi ved, hvornår slutdatoen er, får vores psyke det vanskeligt. Den er som udgangspunkt ikke egnet til at være i det ukendte og i det uvisse.”

Kombinerer man det med, at arbejdsopgiverne bliver ved med at være for mange og hele tiden forandrer sig, kan det let gå galt.

”Det er de klassiske ingredienser til at blive udbrændt eller stresset, alt efter hvordan den enkelte reagerer på det,” siger Michael Ulrich.

Hans råd er at finde nye succeskriterier for arbejdet – og her er det vigtigt, at lederen tager teten.

”Det er helt afgørende at skabe en bæredygtig hverdag. For det her er ikke et 100-meter-løb – det er et ultramaratonløb, og så nytter det ikke, at vi spurter af sted, for det kan intet menneske holde til i længden. Succeskriteriet skal måske ikke handle om at komme i mål med opgaven, men om at holde skruen i vandet og have et realistisk mål for, hvornår arbejdsdagen er færdig og har været god,” siger Michael Ulrich.

Nanna Hessel Lindstrøm fra Djøf er enig.

”Man kan holde til det i en periode – men det er jo fuldstændig håbløst, hvis man stadig er på i samme grad, som dengang corona-opgaverne landede på éns bord.”

De medlemmer, konsulenterne i Djøf taler med, oplever ofte, at deres chef ikke forstår, hvor hårdt de arbejder.

”Om det skyldes distanceledelse eller dårlig ledelse i det hele taget, er svært at sige. Men cheferne ved ikke nødvendigvis, hvor meget vi arbejder, og hvor meget corona hænger mange af os ud af halsen – i særdeleshed ikke, hvis vi ikke siger det til dem,” understreger Nanna Hessel Lindstrøm.

”Vi ved aldrig, hvornår det slutter”

Der er også noget helt eksistentielt i det her, som vi må forholde os til, hvis vi skal holde energien og humøret oppe, siger psykolog Michael Ulrich.

”Det gode råd her er dybest set at tage situationen alvorligt. Altså forstået på den måde, at det her er en gennemgribende livsforandring, og du skal være klar over, at det kræver en indsats af dig som menneske at kunne være i det og komme igennem det.”

For som han siger, er corona-situationen ikke noget, vi ’bare lige’ kan klare.

”Prøv at gå ind i det i stedet for at prøve at undgå det – ellers rammer det dig i nakken som en boomerang. Du kan nemlig nemt komme til at lave nogle uheldige strategier, hvor du hopper fra tue til tue i håb om snart at være inde på fast land.”

Pointen er, at vi ikke engang kan vide, om vi har fast grund under fødderne til næste vinter.

”Antallet af folk med psykiske problematikker er steget ganske enormt, og jeg kan godt være bekymret for, hvordan det kommer til at gå den her vinter. Vi er ude over, at det 'bare var en enkelt omgang’. Nu er der lige kommet en ny variant. Vi begynder at lukke ned igen. Det er barskt.”

Det synes Lotte Andersen også. Men hun forsøger sig med en strategi.

”Vi ved aldrig, hvornår det slutter – se nu bare med Omikron. Jeg forsøger at være i nuet og ikke være bekymret for fremtiden.”

Og så håber hun, at vi ikke kommer til at opleve noget lignende igen.

”Men jeg synes samtidig, det er vigtigt at fokusere på, hvad vi har lært som djøfere. Én ting er opgavernes karakter. Men det er lige så meget arbejdsmiljøet: Hvordan løser vi det med det sociale og de faglige netværk, når nogle af os sidder hjemme, mens andre sidder på kontoret?” siger Lotte Andersen.