Da slipset blev vendt på hovedet

Engang var slipset en uniform. Eller det hang som minimum bag kontordøren klar til udrykning. Sådan er det ikke mere. Nu optræder betydningsfulde mænd såsom europæiske udenrigsministre, Mærsk-direktører, McKinsey-managing partners og departementschefer rask væk uden slips på hjemmesiden, ved officielle lejligheder og i årsrapporten.

Andre typer derimod springer pludselig ud som slipsebærere. Som fx mediekendisserne Mikael Bertelsen, Mads Brügger og Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg. Bertelsen tog ikke engang sit af under sin pilgrimsvandring i regnvejr i Japan.

Herremodeeksperten og cand.scient.pol.eren Torsten Grunwald kalder sidstnævnte typer for 'modstandslommer af mere performativ karakter' mod slipsets uddøen på samfundsplan.

Men hvorfor gik det slipset sådan?

Det er en gradvis bevægelse, vi har set gennem lang tid, og som bl.a.har at gøre med tech-udviklingen, forklarer han. Altså igen Silicon Valley, den allestedsnærværende dal i Californien. Disse mennesker, der blev så indflydelsesrige og så rige, blev ved med at gå i gummisko, T-shirt og jeans. Det smittede af.

"Det har slipset fået lov til at mærke. Det er også faktuelt set på salgstallene. Når man går i danske butikker i dag, kan det næsten være svært at finde et slips."

Slipseløse robotmænd

Selv ejer Torsten Grunwald over 100 slips og bifalder ikke dets skæbne som et klædningsstykke, der forkastes for at vise, at man er moderne og 'demokratisk'.

"Mænd har fået en idé om, at de ser mere uformelle ud uden slips, men efter min mening får det dem til at se endnu mere uniformerede ud. Det er næsten komisk, at mænd for at vise en imødekommenhed ifører sig verdens kedeligste uniform: Hvid skjorte og åbentstående, lidt stram habitjakke. Så ligner vi da først robotmænd."

For ikke at nævne det meget udbredte koksgrå jakkesæt med lyseblå skjorte – uden slips.

Torsten Grunwald er egentlig mangeårig embedsmand i centraladministrationen, hvor han har arbejdet med digitalisering, markedsføring og politikudvikling, men har nu helt og aldeles givet efter for sin livslange passion for herretøj med stil. Som han siger om sig selv: 'Alle har et minimum af interesse for tøj, min er bare lidt ekstrem.'

I hans første bog 'Den velklædte mand' medvirkede lægen og entertaineren Peter Lund Madsen – HjerneMadsen – som model, og så var det slut med at være embedsmand. Det her var bare for spændende. Hans nyeste bog, 'Stil består – om tøj til mænd', kom i efteråret. Bøgerne er selvhjælpsbøger til mænd om tøjvalg, farver, tekstiler, traditioner og historie.

Det er det tidløse og det holdbare, der optager Torsten Grunwald. Ikke mode og mærkevarer.

Arvede Bennys skjorter

På gymnasiet i Rønde på Djursland var der langt mellem slipsene, og det var der også på Aarhus Universitet, da Torsten Grunwald læste statskundskab i 1990'erne. Men hans farbror var afdøde skuespiller Morten Grunwald – Benny i Olsen-banden, hvis man ikke er så stiv i dansk teaterhistorie. Da Morten Grunwald på et tidspunkt havde lagt sig ud, arvede Torsten onklens skræddersyede skjorter med brede striber fra Harvie & Hudson i London. Dér begyndte det for alvor.

Hjemme i villalejligheden i Hellerup har han – foruden sin kone, som er organisationskonsulent, og deres to døtre på 16 og otte – over 100 skræddersyede skjorter og 40 ditto jakker og frakker.

"Når jeg køber et nyt stykke tøj, er det for at kunne bruge det resten af mit liv. Jeg køber kvalitet, der kan holde. Jeg går ikke rundt og mener, at jeg er født med et talent for påklædning. Det er noget, jeg har lært mig. Det er en færdighed, man kan lære sig. Men jeg gik nu højt op i det allerede, når jeg fx skulle have fodboldtøj som dreng."

Efter gymnasiet rejste han rundt i USA og Mexico og boede undervejs hos en advokatfamilie i New Jersey. Husets herre iførte sig hver morgen et jakkesæt med vest, lommeur og hele udtrækket. Unge Torsten var fortryllet. Kimen var lagt til hans glæde for klassisk herremode.

Selv advokaterne er sat fri

Da Torsten Grunwald var ung embedsmand, brugte kollegerne slipset som en arbejdsting. Noget, man tog på, de dage man skulle til vigtige møder, og specielt hvis der kom udlændinge på besøg i ministeriet.

Men der var på den anden side heller ingen fast defineret uniform.

"Slips var helt klart mere udbredt på jurister end på fx it-folk. Samtidig kunne folk fra samme faggruppe eller med samme funktion sagtens gå vidt forskelligt klædt. Den ene i gummisko og T-shirt og den anden i jakkesæt. Der blev mere af den slags personlig stil med årene, hvor jeg var embedsmand."

Sådan er det ikke i fx et advokatfirma. Her er der en dresscode med habitsæt.

"Advokater er traditionelt mere opmærksomme på garderoben end embedsmænd. De skal jo se professionelle ud. Men i dag inkluderer advokat-looket dog slet ikke altid et slips. Også mange mænd i advokatstanden har overgivet sig til den åbenstående skjorte for at vise, de følger med tiden og forstår, hvad der foregår."

Nej, slips strammer ikke

Men handler slipsets uddøen ikke også om, at slips strammer?

"Det beror på en myte, at slips strammer. Det, der strammer, er en skjortekrave, der er for lille. Den må ikke være strammere, end at man uden problemer kan stikke langemand og pegemand ind mellem kravebånd og hals."

Er det ikke godt, at man i dag selv må vælge, også som topdirektør eller advokat?

"Det er et kæmpe gode, at vores garderobe er blevet sat mere fri, så man nu principielt kan vælge det tøj, man kan lide. Fx at gå med slips eller lade være. Frihed er dog kun én side af sagen. Fordi man kan tage slips på eller lade være, bliver man ikke klædt med stil. Glem endelig ikke det. Den gode stil ligger i færdighederne i at bruge det, der nu er – om det er jakkesæt med slips, T-shirt og jeans eller blot et lændeklæde – selvstændigt og harmonisk."