Efteruddannelse

Kenneth opgav sit topjob for at tage den ultimative efteruddannelse

27.4.2021

af

Foto: PR

Foto: PR

Kommunaldirektøren rev stjernerne af skulderen, satte sig på bagerste række og slog ørerne ud som ph.d.-studerende. "Det er sundt at turde miste sit fodfæste," siger 50-årige Kenneth Kristensen, som forsker i digital topledelse.

Hvordan turde du? Hvad med pengene? Kan du få et job bagefter? Er det ikke svært ikke mere at bestemme?

Kenneth Kristensen – indtil for nylig kommunaldirektør, nu ph.d.-studerende på Syddansk Universitet (SDU) – har fået mange nysgerrige spørgsmål fra sit gamle netværk. Ikke mindst om prestigetabet. Hans svar er, at det er sundt at turde miste sit fodfæste og rive alle de klodser ned, man har bygget op omkring sig selv.

"Og så ellers tro på, at nogen vil lytte til én, ikke fordi man er chefen, men fordi man har noget fornuftigt at sige."

Hans nye 'kolleger' – de typisk 20 år yngre ph.d.-studerende – spørger også. Men det er mere: Hvordan foregår det bag kulisserne mellem en borgmester og en kommunaldirektør? Hvad mener du om rigsretssagen?

"Jeg er fagligt på udebane i det akademiske miljø. Al den nye forskning er jo skrevet, efter jeg blev uddannet. Man har meget at give hinanden, hvis man tør krydse en sektorgrænse og er nysgerrig," siger han.

Betaler 264.000 kr. for at skrive ph.d.

Kenneth Kristensen er cand.scient.adm. fra RUC fra 1997, fik sit første job i KL, og derfra gik det til direktionsgangene i adskillige kommuner, senest som kommunaldirektør i Dragør Kommune.

I Dragør Kommune var han ansat på en åremålskontrakt. Et år før hans åremål udløb, gjorde han regnebrættet over sit arbejdsliv op. Han ville prøve for alvor at krydse en sektorgrænse, ikke bare en kommunegrænse. Han talte med mange forskellige mennesker og kom frem til, at han ville lave sit eget store efteruddannelsesprojekt om et emne, han havde erfaring med, og som der også var et fremtidsperspektiv i. Han ville prøve at søge ind som ph.d.-studerende som såkaldt privatist.

Så nu skriver han ph.d. på SDU om, hvordan offentlige topledere faciliterer kvalificerede beslutninger om digital omstilling. Det er – som talrige rapporter fra bl.a. Rigsrevisionsen vidner om – et ret så anvendelsesorienteret emne, og det er også meningen.

"Lige nu arbejder jeg sammen med KL om at undersøge veje til politisk deltagelse i digitalisering. Det er helt optimalt for mig, når min forskning ikke bare samler støv, men kan bruges af KL i forbindelse med introduktion af nye politikere efter kommunalvalget."

Som privatist er han ikke ansat, får intet ph.d.-stipendium og skal betale en studieafgift til SDU på 264.000 kr. for de tre år.

Så uden et bijob går det ikke. Derfor har han sit eget lille firma, hvor han udfører lidt konsulentopgaver, faciliterer nogle netværk og giver ledersparring. Men det kommer selvfølgelig ikke i nærheden af, hvad han tjente før.

"Det er også for at holde min viden og mit netværk ved lige og for at kunne veksle mellem forskning og rådgivning om konkrete ledelsesproblematikker."

Privat ph.d.-studerende

Som privatist har man fået sit emne og sine studiekvalifikationer godkendt af et særligt nævn.

Man har samme rettigheder og pligter som andre ph.d.-studerende.

Man skal betale en studieafgift for at være indskrevet som ph.d.-studerende. På fx CBS er det 354.000 kr. for tre år.

Havde forberedt sig godt

Før gik han fra møde til møde, hvor han sad for bordenden og var den, alle kiggede på. Nu sidder han mange dage helt alene ved sit skrivebord derhjemme.

Han føler selv, at han havde forberedt sig godt på sceneskiftet. Så nej, han har ikke siddet i toget hjem fra Odense og tænkt: 'Hvad har jeg dog gjort med mit liv?' Kun da Mette Frederiksen den 11. marts sidste år – to måneder efter hans start som ph.d.-studerende – tonede frem i folks stuer, forglemte han sig. Der kørte krisestrategier gennem hans hoved, som var han stadig kommunaldirektør med ansvar for 1.200 ansatte og 13.000 borgere.

"Lige dér føltes det underligt at sidde ude på sidelinjen."

Men selvfølgelig er der meget at lære og meget nyt at vænne sig til.

Processer kan synes lange i en kommune, men i akademia kan de føles uendelige, erkender han.

Han brugte hele efteråret på at grave sig ned i et omdiskuteret forløb i Gladsaxe Kommune, hvor man ville bruge kunstig intelligens i forhold til udsatte børn. Hans undersøgelse er færdig for længst, men fordi det er forskning, skal hver sten vendes flere gange, og dét, der er færdigt det ene år, udkommer under alle omstændigheder ikke på tryk før året efter.

"Jeg har jo søgt fordybelsen. Men jeg skal vænne mig til, at det er et andet tempo, end når man undersøger noget i en kommune."

Livslang læring

Man finder ikke mange som Kenneth Kristensen.

"Økonomien skal kunne holde til det. Vores børn er på vej til at flytte hjemmefra, og vores hus er købt for mange år siden. Og der skal også mod til. Men nu har vi talt om livslang læring i årtier, og jeg tror på, at der er brug for mig, når jeg er færdig med min ph.d." 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Job
Det Kriminalpræventive Råd
Job
AffaldPlus
Frist 8. dec. 2024
Job
Fredensborg Kommune
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet