Svend Brinkmann går rundt i Cirkusbygningens tomme foyer med et glas vin og ser en lille smule lykkelig ud.
Han har fået glasset under Djøfs event ’Når Danmark åbner’ – et livestreamet webinar, hvor over 2.500 djøfere har kunnet se bl.a. ham, Søren Brostrøm, Lykke Friis, Jørgen Grønnegaard Christensen og OECD-vicedirektør Ulrik Vestergaard Knudsen tale om nedlukningen af Danmark og det, der venter os på den anden side, når landet lukker op igen efter en lang vinter i lockdown.
”Det er første gang, jeg drikker et glas vin ’ude’ blandt mennesker i flere måneder,” siger han.
Det er egentlig en festdag for den danske professor i psykologi ved Aalborg Universitet. Han har udgivet en bog, og normalt ville den slags både blive fejret med reception, foredrag og bogsigneringer.
Men ikke denne gang. Fordi corona.
Han får ikke engang lov at fortælle os om bogen. For vi vil høre om det, han lige har talt om til webinaret. Om det, der venter os, når vi vender tilbage til kontoret. Om den mentale tilstand hos medarbejderne efter et år med corona, og hvordan ledelsen bedst kan håndtere det.
Og han har en vigtig pointe.
”Vi kan ikke bare rykke folk tilbage i myretuen”
En af vores læsere, Stine Knudsen, har stillet os et spørgsmål om at vende tilbage til arbejdet, som du måske kan svare på: ”Min ledelse taler meget om, hvor godt det bliver, når alle kan komme ind og blive rigtigt effektive. Men mine kolleger er pressede efter et år med usikkerhed og pres for at levere nok hjemmefra. Hvordan ser den gode tilbagevenden ud?”
”Jeg tror, den gode tilbagevenden vil afhænge af relativt lave forventninger, både fra ledelsens side og fra de ansatte. Hvis man tror, at når bare folk er tilbage, så er de hyper-effektive og i samme flyvehøjde som før, så … Sådan fungerer mennesker ikke.
Jeg kommer til at tænke på de efterskoleelever, der lige har fået lov at komme tilbage til deres skole – hvor der var en forventning om, at så ville det hele bare eksplodere, og de ville være glade og elske at være der. Men så viser det sig, at fordi de har siddet hjemme i månedsvis hver for sig, er det nærmest et socialt overload for dem at have den kontakt med alle de andre. Du kan nok ikke sammenligne én til én med voksne mennesker, der går på arbejde, men alligevel: Når man først har oparbejdet vaner ved at sidde derhjemme, og man har fået sine små rutiner, så kan vi ikke bare rykke folk tilbage i myretuen og sige ’Nu kører det bare!’ og tro, at alle vil trykke på speederen.
Jeg snakkede med Malene Friis Andersen (erhvervspsykolog, som også medvirkede i arrangementet ’Når Danmark åbner’, red.), som forsker i trivsel og mistrivsel under coronaen. Hun havde en, tror jeg, reel bekymring. Hun tror faktisk, at når folk bliver sluppet fri igen, vil man se, at det bliver værre med mistrivsel. At folk vil blive skuffede og sige: ’Vi havde glædet os og set frem til det her, og så er det alligevel ikke så fedt, og vi har lige pludselig megatravlt...’
Det går forhåbentlig ikke sådan ret mange steder, men jeg tror bare, at en ledelse, der udviser rettidig omhu, vil fare med lempe og måske ikke have så høje forventninger.”
Generelt er trivslen på sit laveste niveau nu, viser undersøgelser...
”Ja. Flere fagforbund har fortalt, at rigtigt mange fik det godt i foråret 2020 under den første nedlukning. Der var en opbremsning i det her hurtige arbejdsliv, vi har bygget op, hvor folk er stressede. Lige pludselig kunne vi sige ’ahh, sådan kan arbejdslivet også være.’ Men den effekt er forsvundet nu, fordi noget andet træder ind: Distanceringen fra hinanden og atomiseringen, fordi man ikke har et socialt samvær. Det er vi jo heller ikke bygget til. Så hvis man ligesom kan få det bedst fra begge situationer – altså lære ikke at have for travlt, og at det ikke skal gå for hurtigt, og samtidig have sociale relationer og samarbejdende fællesskaber gennem arbejdet – så vil det være ideelt.”
