Nyt job

Christian bliver chef for et renæssanceslot

3.5.2021

af

Christian Struckmann Irgens har netop fået overrakt den forgyldte nøgle til Kronborg Slot. Det drømte han allerede om, da han var helt ung.

De færreste kan sige, at deres arbejdsplads er udnævnt til verdensarv af UNESCO. Men det kan Christian Struckmann Irgens, der netop er blevet slotschef på Kronborg Slot.

Han vil fremover have sin daglige gang på renæssanceslottet, der er et nationalt ikon og har dannet rammen for nogle af de mest dramatiske begivenheder i Danmarkshistorien – og i særdeleshed er kendt for både Hamlet og Holger Danske, som hviler under slottet.

Det nye job er på mange måder en drøm for Christian Struckmann Irgens.

”Det er ikke så normalt, at man som fem- eller seksårig tænker, at man skal være slotschef på Kronborg, men sådan har det faktisk næsten været for mig. Det er oprigtig talt en barnedrøm at arbejde med det her område,” siger han.

Han er vokset op tæt på Frederiksborg Slot, hvor han da også har tilbragt meget af sin ungdom, fordi en af hans barndomsvenner voksede op på slottet. Derfor føler han sig i høj grad hjemme i slotslige omgivelser.

Og da Christian Struckmann Irgens var en ung knægt, tog hans morfar ham ofte med på både slots- og museumsbesøg, og det mener han i høj grad har præget ham.

”Han gjorde det smarte, at han altid gav en hotdog bagefter, så for mig er der en uløselig sammenhæng mellem hotdogs og museer,” fortæller han grinende. 

Når man kommer til Danmark, skal det være lige så vigtigt at se Kronborg, som det er at se Den Lille Havfrue og H.C. Andersen

Kronborg skal på niveau med Den Lille Havfrue

Christian Struckmann Irgens kommer fra et job som vicedirektør hos Mystery Makers, der laver såkaldte Escape Rooms og kulturskattejagter: En form for gådejagt og historieformidling, hvor man bl.a. går rundt på slotte.

Hos Mystery Makers beskæftigede Christian Struckmann Irgens sig i høj grad med virksomhedsledelse, og han mener, at han kan trække på den erfaring og de kompetencer i det nye job.

”Jeg ved en masse om at udvikle en organisation og tænke oplevelsesbaseret. Vi kommer ikke til at lave de samme ting, men jeg kommer til at kunne bruge hele den måde at få en organisation til at tænke kommercielt og tænke i organisationsudvikling og professionalisering,” forklarer han.

Som slotschef skal Christian Struckmann Irgens sørge for, at Kronborg udvikler sig som en attraktion, som både kan tiltrække danske og udenlandske turister.

”Der skal ske en langsigtet udvikling, hvor vi skal gøre Kronborg til en hjørnesten i brandingen af Danmark. Når man kommer til Danmark, skal det være lige så vigtigt at se Kronborg, som det er at se Den Lille Havfrue og H.C. Andersen,” fortæller han.

Ambitionerne er høje 

I vennegruppen er Christian Struckmann Irgens kendt som det omvandrende Wikipedia, som bliver ringet op, når der mangler svar på et historisk spørgsmål. Selv fortæller han da også, at han brænder for historieformidling, og han mener, at Danmark har et kæmpe historisk potentiale.

”Vi har fantastiske historiske vilkår i Danmark. Du behøver ikke Harry Potter og Game of Thrones, fordi der er de vildeste ting i vores egen historie. Det glemmer vi bare nogle gange,” siger han.

Derfor vil han i sit nye arbejde gøre sit for at få andre til at mærke den samme begejstring for museer og slotte, som han selv føler.

”Folk vil sindssygt gerne læse bøger og se film og serier om historiske emner, men det er, som om det er svært at skabe den samme begejstring på museer og slotte. Det tror jeg handler om, at vi tør for lidt,” fortæller han og fortsætter:

”Som historiker eller arkæolog laver du et sindssygt spændende detektivarbejde. Du graver i teorier, hypoteser og idéer og finder ud af, hvad man kan sige om tingene. Den proces vil jeg gerne have publikum med i. Jeg vil involvere folk meget mere i den opdagelsesrejse, som vi selv er på til hverdag.”

Christian Struckmann Irgens glæder sig til for alvor at komme i gang med jobbet. Og han ser specielt frem til at samarbejde med sine medarbejdere om at udarbejde nogle af de formidlingstilbud, som han allerede har tænkt over.

”Jeg er meget ambitiøs og resultatorienteret, så de ting, som jeg har talt om til jobsamtalen, vil jeg gerne realisere. Jeg har en dyb tiltro til, at vi sagtens både kan tjene penge og lave god formidling. Vi kan godt lave nogle tilbud, der konkurrerer med alt det andet, som vi går og bruger penge på af oplevelser og fritidstilbud,” siger han. 

Christian Struckmann Irgens

2021- Slotschef, Kronborg

2021 Selvstændig virksomhedskonsulent

2015-20 Vicedirektør, Mystery Makers

2011-15 Kommunikationsmedarbejder og senere kommunikationschef, Museum Sydøstdanmark

2010 Cand.comm. i Kommunikation og Historie, Roskilde Universitet

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet