Grønt studiejob

"Det er dejligt at kunne rykke på klimaområdet"

3.5.2021

af

PR-foto: Blox

PR-foto: Blox

Vega L. Grambye er studentermedhjælper i Roskilde Kommune. Her er hun med til at udvikle kommunen i en mere grøn retning.

Når 27-årige Vega L. Grambye ikke har hovedet dybt begravet i lærebøgerne fra Teksam - Miljøplanlægningsstudierne på Roskilde Universitet, arbejder hun som studentermedhjælper hos By, Kultur og Miljø Sekretariatet i Roskilde Kommune.

Det er tilfredsstillende for hende. For selv om hun primært har administrative opgaver, kan hun se, at hendes eget arbejde er med til at ændre borgernes syn på den grønne omstilling.
Hun er lige for tiden med på en opgave om udlån af elcykler til borgere i kommunen. Her står hun for den direkte borgerkontakt, udarbejder ventelister og hjælper folk med at få mere at vide om dette alternativ til bilen.

”I forhold til elcyklerne kan jeg se, at vi rykker noget på det konkrete plan ved at inddrage borgerne og lade dem prøve cyklerne. For nylig fik jeg et opkald af en borger, som lige ville fortælle mig, at efter et udlån af en elcykel havde en af hans kollegaer faktisk investeret i sådan en cykel,” forklarer Vega L. Grambye.

Grøn profil

Hun begyndte i jobbet i marts, og ud over elcykelprojektet har hun også været med til at aflevere Grønt Regnskab 2020. Her var målet at reducere kommunens CO2-aftryk i forhold til bygninger, biler, indkøb og lignende.

”Det er vigtigt for mig at have et job, hvor arbejdsgiveren har en tydelig grøn profil. Det er inspirerende at arbejde sådan et sted, og så er det dejligt bekræftende at kunne se, at der faktisk bliver rykket på klimaområdet – også på de helt små individ-niveauer som fx at få en borger til at bytte bilen ud med en elcykel,” siger hun.

Mere natur i byen

Til efteråret skal hun i praktik hos virksomheden Habitats, som arbejder med at inkorporere mere biodiversitet ind i bybilledet. Det er et emne, hun selv har en stor, personlig interesse i. Hun har fx søsat et mindre, frivilligt projekt i hendes nærområde, hvor hensigten netop er at udvikle mere natur i byområdet.

Når det kommer til transport, er bil et no-go. Hun benytter sig udelukkende af kollektiv transport eller en tur på jernhesten, når hun skal fragte sig fra A til B.

Dertil taler Vega L. Grambye en del om problemstillingerne med sin omgangskreds, affaldssorterer, har fem kødfrie dage om ugen, og så prøver hun at købe så klimavenligt som muligt. Ofte er det økologisk, men hun savner politisk hjælp til bedre at kunne handle klimavenligt.

”Jeg håber på, at der snart kommer en klimamærkning på fødevarer, så det bliver nemmere for os forbrugere at se varens transporttid og afsmitning på miljøet,” lyder det fra hende.

Når Vega L. Grambye kigger frem mod karrieren efter studiet, håber hun at kunne fortsætte med at skabe grønne forandringer.

”Det kunne være spændende at arbejde endnu mere med biodiversitet i fremtiden. Jeg har en bachelor som byplanlægger, så det kunne være interessant at arbejde på projekter, hvor man tænker natur ind i bybilledet,” forklarer hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet