Brevkasse

Hvordan skal jeg lede uden at have personaleansvar?

4.5.2021

af

Illustration: Djøf

Illustration: Djøf

3 gode råd til, hvordan du kan lykkes med med at være chef, selv om du hverken har en cheftitel eller ledelsesansvar.

Jeg har fået job som faglig leder. Så nu skal jeg lede mine kolleger, uden at jeg dog har personaleansvar for dem. Jeg ser det som en god mulighed for at få prøvet mig selv af i lederrollen, som jeg gerne vil mere af på længere sigt. Kan I give mig råd til, hvordan jeg skal gå i gang med mit nye job?

 

Kære lederdebutant

Som faglig leder uden personaleansvar er dilemmaet, hvilken personalegruppe du hører til i din organisation: Er du chef, eller er du ikke chef? Under dig eller ved din side har du kolleger, som kun flytter sig sammen med dig, hvis du overbeviser dem med appellerende og motiverende argumenter. Og over dig har du en ledelse, der forventer, at du leverer og flytter folk, som var du chef med beføjelser.

For at du kan navigere i det krydspres, må du skabe arbejdsro omkring dig. Det gør du sådan her: 

1) Få styr på dit ledelsesrum 

Du og din chef skal definere din nye rolle. Det er ikke kun jer to, der har brug for at kende dit mandat. Jeres kolleger har også brug for at vide, hvem de kan gå til i forskellige situationer.

Det skal derfor være tydeligt, hvad arbejdsfordelingen er mellem dig og din chef: Hvilke beslutninger kan du træffe på egen hånd? Hvilken del af ledelsen i afdelingen tager du dig af? Og hvad gør du, når tvivlsspørgsmål om din rolle melder sig?

Når I har det på plads, så kommunikér det i organisationen, så du, din chef og jeres kolleger er 'signet af' og forpligtet på opgaver og rollefordeling. 

2) Tjek ind på strategien 

Halvdelen af dit job som leder er, at du kender, forstår og kan kommunikere din afdelings mål og retning i dine beslutninger og handlinger. Og ikke mindst, at du kan være loyal omkring det.

Så tag initiativ til at få det afklaret og koordineret med din ledelse. Dels så I leder i samme retning, så I oplever, at I bakker hinanden op på det strategiske. Og dels fordi dine kolleger med rette vil forvente, at du som faglig leder kan etablere troværdig forbindelse mellem forretningens strategi og teamets individuelle opgaver hver især. 

3) Pas på dig selv

Sørg for, at din opgaveportefølje er afstemt og tilpasset. Hvad skal du ikke lave, for at du kan få tid til dit nye ansvar som faglig leder?

Find relevante sparringspartnere: Din chef bør stå til rådighed og evne at være din nærmeste sparringspartner, ligesom du måske er hendes. Netværk også med andre ligesindede i organisationen. Overvej at finde en sparringspartner uden for organisationen, hvor du kan tale mere frit om dine dilemmaer og udfordringer i jobbet. Har du brug for uddannelse, så begynd også at orientere dig mod det.

Ovenstående er i øvrigt en ongoing proces, som du løbende skal pleje.

Go’ vind med lederkarrieren!

Frederik Iuel, chefkonsulent i Djøf Karriere og Erhverv 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet