Bill Gates vil redde klimaet. Men fra hvem?

Et gammelt citat rumsterede i mit hoved, mens jeg læste Bill Gates’ nye bog om klimakrisen. Det tilskrives normalt den amerikanske kulturteoretiker Frederic Jameson, som mente, at “det er lettere at forestille sig verdens undergang end kapitalismens endeligt.”

Men lad os starte et andet sted.

'Sådan undgår vi klimakatastrofen' er et velskrevet og gennemresearchet bidrag til den offentlige samtale om klimaet. Det er opløftende at se, hvordan et af verdens suverænt mest magtfulde mennesker virkelig har kastet sig hovedkulds ind i klodens overlevelse.

Fra 51.000.000.000 til 0

Gates er kæmpenørd og jubeloptimist. Klimakrisen kan faktisk løses, hvis vi skruer op for teknologisk innovation og træffer gode politiske beslutninger. Bogens formål er både at præsentere løsninger og stille kvalitetsfakta til rådighed. Og særligt det sidste lykkes Gates med på en måde, der minder om klarsynet i Hans Roslings 'Factfulness'. Sproglige studenter som undertegnede følger med uden at blinke.

Faktisk kan hele sagen koges ned til to tal: 51 milliarder og 0.

I dag udledes der nemlig årligt 51 milliarder tons CO₂-ækvivalenter fra menneskelige aktiviteter. Hvis vi skal undgå en global klimakatastrofe, skal tallet reduceres til 0 inden 2050. Det skal ske ved at omstille alle hjørner af samfundet til grønne løsninger og energikilder.

Gates ved udmærket, at han ikke er verdens bedste budbringer. Som han skriver, savner verden ikke rige mænd med holdninger. Han ved godt, at han selv udleder mange gange mere end dødelige ikke-milliardærer. Og han indrømmer, at han tænker mere som en ingeniør end som en politiker.

Det har han helt ret i. Bill Gates opfatter jordkloden som et komplekst apparat, der skal gennemskues. Naturen er noget, som mennesket bør have herredømme over. Når vi skaber ubalancer, er det 'problemer', som skal løses, så samfundets maskineri kan få lov at køre videre. Som en Windows-computer, der savner CTRL-ALT-DELETE.

Han har den særlige form for teknologisk løsningsorientering, som er så udbredt blandt amerikanske milliardærer – og som har tendens til at filtrere de mere bøvlede aspekter af virkeligheden fra ligningen.

Kan vi undslippe status quo?

Gates har et godt blik for, at nøglen er politisk handling. I bogens sidste kapitler taler han endda varmt for CO₂-afgifter, regulering og tung statslig investering i grøn forskning.

Men med sin teknologifikserede køreplan er han også med til at promovere et billede, som udglatter de besværlige dele af omstillingen. Hvordan passer det skumle lobbyarbejde, som olie- og gasindustrien historisk har lavet for at miskreditere klimavidenskaben, fx ind? Eller populistiske demagoger? Eller giganter som Gates’ eget Microsoft, der afgiver klimaløfter med den ene hånd og donerer kampagnemidler til politikere, som aktivt modarbejder ambitiøs klimapolitik, med den anden?

Som John Maynard Keynes engang skrev, er det svære ikke at udvikle nye idéer – det er at slippe fra de gamle. Og så er vi tilbage ved citatet, der rumsterede i min indledning. Gates’ klimaplan vil nemlig redde et samfund, der ikke ser noget grundlæggende galt i sin normale måde at gøre tingene på. Man savner et blik for de kræfter, der bragte os i fedtefadet i første omgang.

'Sådan undgår vi klimakrisen' er et opløftende og inspireret indlæg i klimakampen, som formentlig kommer til at gøre en reel forskel. Men den er også en påmindelse om, at verden ikke kan overlades til milliardærerne – uanset hvor velmenende de må være.