Grønt job

"Det er i mit arbejde, jeg kan gøre den store forskel"

22.6.2021

af

Foto: Carsten Esbensen/30A PHOTO A/S

Foto: Carsten Esbensen/30A PHOTO A/S

Lone Gjørret sorterer sit affald derhjemme, men hun ved også, hvor hendes grønne indsats gør meget mere gavn. Nemlig i jobbet hos Novo Nordisk, hvor hun sørger for, at affaldet fra produktionen genanvendes.

Lone Gjørret kører elbil og er bevidst om, hvad hun køber. Hun affaldssorterer også og bruger grøn el i hjemmet. Alt sammen for klimaet og miljøets skyld.

Hun ser ikke sig selv som fanatiker og er optaget af at gøre en indsats for en grønnere fremtid, der hvor det virkelig batter:

”Det er i mit arbejde i Novo Nordisk, jeg kan gøre den store forskel. Det motiverer mig hver dag.”

Hun er leder af miljøafdelingen i medicinalvirksomhedens produktion. En del af jobbet er at optimere energi- og vandforbrug og sørge for at reducere miljøpåvirkningen, herunder affald, så meget som muligt. Ressourcerne skal genbruges i stedet for at ende på lossepladsen.

En opgave, der er nemmere for virksomhedens fabrikker i Danmark, hvor adgang til både affaldssortering og grøn energi er lettere tilgængelig.

I en periode har det i stor grad været virksomheder, der har drevet klimakampen. Nu er politikerne i de store lande også kommet på banen. Det glæder mig meget

Lone Gjørret, leder af miljøafdelingen i produktionen, Novo Nordisk

Affaldssortering i Brasilien?

Men Novo Nordisk har også fabrikker i andre lande. Fx Brasilien, hvor man ikke er vant til affaldssortering. Der har Lone Gjørrets kollegaer løst det ved at lave aftaler med lokale aftagere i landet, som kan bruge affaldet i deres produktion. 

Novo Nordisk har længe haft en dagsorden om at reducere virksomhedens CO2-udledning. Målet er, at al produktion, distribution og transport skal være uden CO2-udledning i 2030. Allerede nu genbruger virksomheden 93% af sit produktionsaffald, og al elektricitet til produktion kommer fra bæredygtige kilder.

”I en periode har det i stor grad været virksomheder, der har drevet klimakampen. Nu er politikerne i de store lande også kommet på banen. Det glæder mig meget,” siger Lone Gjørret.

Jeg tror, at temperaturstigningerne kan komme hurtigere, end vi forestiller os det. Så det handler om at gøre alt det vi kan, så hurtigt som muligt

Lone Gjørret, leder af miljøafdelingen i produktionen, Novo Nordisk

Udskammer ikke

Lone Gjørret har arbejdet med miljø og energi, siden hun blev færdig på CBS i 1997. Her blev hun cand.merc.jur. med speciale i miljøret og miljøledelse. Hun er optaget af at efterlade en planet til næste generation, som også de kan få glæde af.

”Jeg tror, at temperaturstigningerne kan komme hurtigere, end vi forestiller os det. Så det handler om at gøre alt det, vi kan, så hurtigt som muligt.”

Selv om hun også tænker grønt i privaten, udskammer hun ikke kød og flyrejser.

”Bevidstheden er vigtig, men jeg vil hellere fokusere på løsningerne og overveje, om jeg kan reducere mit miljø- og klimaskadelige forbrug.”

Med tiden regner hun med, at innovation og videnskab vil finde løsninger på mange af klimaudfordringerne. Fx ved at reducere CO2-aftrykket af flyrejser, så det bliver lettere at rejse med grøn samvittighed.

”Jeg kan godt rejse lidt mindre, cykle en ekstra tur frem for at tage bilen, eller spise mindre kød og bruge mindre energi. For mig handler det blot om at være opmærksom på det.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet