”Skrivebordet var et centralt sted. I dag er det nok delvist en død sild”

Som ung partner fik Søren Jenstrup et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Tilbuddet kom fra højesteretssagfører Franz Bülow – et af koryfæerne hos Advokaterne Lett, Vilstrup & Partnere, der blev grundlagt i 1869. Sagføreren var på vej til at stoppe sin advokatgerning på kontoret i Bredgade 3 i København for at flytte på Vemmetofte Kloster med sin kone.

Han havde det bedste kontor – hjørnekontoret med pejs, hvor han fra vinduet kunne se ned ad Bredgade mod Sankt Annæ Plads og Esplanaden.

”Han var meget avantgarde og kulturinteresseret og bekendt med Andy Warhol – han havde også et par værker af ham. Så kom han sandelig og spurgte, om jeg ikke ville overtage hans kontor. Det var jo noget af en oprykning. Så jeg sagde, at det ville jeg gerne, men så skulle hans skrivebord også følge med,” fortæller Søren Jenstrup.

Beskeden var, at han hjertens gerne måtte beholde skrivebordet. Det har han gjort lige siden. Skrivebordet er håndsnedkereret til Franz Bülow og på alle måder langt fra dagens gængse hæve-/sænkeborde i lyse træsorter.

Derfor måtte der også tænkes kreativt, da Søren Jenstrup overtog det. Han er højere, end Bülow var, så bordet var simpelthen for lavt.

”En altmuligmand på kontoret snedkererede fire runde klodser på syv centimeter – de ligner gammeldags garntrisser i træ – og de blev så sat under hvert bordben.”

Et skrivebord fyldt med skatte

Skrivebordet har nogle smalle, men meget dybe skuffer, og med årtiers mellemrum har Søren Jenstrup trukket dem helt ud, for at se, om han kunne finde spændende ting inde i skuffernes dyb.

Han har bl.a. fundet Franz Bülows segl og en lakstok, der er sort i enden.

”I gamle dage bandt man dokumenter sammen med snoet rød-hvid snor, knyttede en sløjfe og smeltede en rød klat lak ud over, og så pressede man sit segl ned i den bløde lak. Jeg havde også mit eget segl.”

Eget skrivebord var helt selvfølgeligt og også uundværligt dengang, siger Søren Jenstrup.

”Jeg satte mig ofte ved skrivebordet, lagde armene op på bordet og kiggede ned på et helt blankt stykke papir. Når jeg gik i gang med at skrive, havde jeg fundet ud af, hvad der skulle stå. Sådan er det jo ikke i dag. Nu kaster man sig over sin computer og går i gang. Og hvis man finder ud af, at man har glemt noget, så sætter man det bare ind og flytter rundt.”

Søren Jenstrup sad eksempelvis ved skrivebordet og skrev hele proceduren i hånden, da han havde sin første prøvesag i Højesteret.

Et centralt sted

Han har også delt skideballer ud til kontorets unge jurister ved skrivebordet.

”Hvis de kom for at aflevere noget, de havde lavet, forventede jeg jo ikke, at de kom med det, før de selv syntes, det var rigtig godt – men det skete altså. Og så sad vi der. Jeg er nogle gange blevet beskyldt for at være frygtindgydende – nogle unge jurister klagede over mig. Det er selvfølgelig ikke så godt, men skide være med det, for det vigtigste er, at man får det at vide, så man kan sige undskyld.”

Uddeling af skideballer og skrivebordspassiarer er der ikke meget af længere, siger Søren Jenstrup.

”Skrivebordet var et centralt sted, hvor tingene skete, men i dag er det nok delvist en død sild.”

For som han siger, kan vi jo bare tage vores computer eller iPhone med os og arbejde nærmest hvor som helst. Det er også derfra, vi klarer det meste af vores kommunikation.

”Vi klarer alting via e-mail. Du sender et udkast, og så kigger chefen på det og skriver ’fint’ eller ’det bliver du nødt til at lave om’, eller også retter chefen det selv. Og det var så det. Jeg oplever, at meget af omhyggeligheden er gået fløjten, fordi vi så nemt kan rette i vores dokumenter – til gengæld er effektiviteten nok steget.”

Men selvom vi i princippet kan sidde og arbejde hvor som helst, forstår Søren Jenstrup godt, hvis nogle gerne vil bevare deres eget skrivebord.

”Jeg tror ikke, det er så meget på grund af selve skrivebordet, at navnlig ældre jurister gerne vil beholde deres eget – det er på grund af fortrolighedsrummet. Hvis du kører med S-tog, sidder folk jo og taler i deres mobiltelefoner, og så kan du sidde og høre på, at hun nu har fået menstruation igen. Men har du en fortrolig sag, nytter det jo ikke noget, at du sidder i et åbent rum og taler om den.”

Skrivebordet går aldrig på pension

Franz Bülows skrivebord flyttede med Søren Jenstrup til Rådhuspladsen, da kontoret i Bredgade fusionerede med Lett og Co og blev til advokatvirksomheden LETT, der i dag er blevet en del af den internationale advokatvirksomhed DLA Piper.

Bordet fik dog ikke lov at blive længe, fordi kontorerne var ret små på Rådhuspladsen på grund af de høje huslejepriser. Det lyder måske mærkeligt, men Søren Jenstrup fik derfor brug for et endnu større skrivebord. Eller i hvert fald et skrivebord, der med to klapper kunne blive større. Der var nemlig ikke plads til et rigtigt mødebord på det nye kontor, og det kunne han ikke undvære – så når klapperne blev slået ud, fik skrivebordet også funktion som mødebord.

Men Bülows bord gav han ikke slip på.

”Jeg elsker mit skrivebord, så selvfølgelig skulle det med hjem.”

Derfor blev det fragtet hjem i privaten, og der står det endnu på et lille kontor med det fine skrivesæt fra 1900-tallet i kongeligt porcelæn og to firkantede blækholdere med låg – også i porcelæn – som han overtog fra Franz Bülow sammen med skrivebordet. Klodserne under benene er fjernet, for han sidder der ikke så længe ad gangen, og den ergonomiske stol har hans datter fået. Han har nemlig pensioneret sig selv som advokat.

Men skrivebordet går aldrig på pension.