Arbejdsmarked
4.5.2022
af
Tine Santesson
Illustration: Vectorium/Shutterstock
Det bliver snart ulovligt for arbejdsgivere at indhente oplysninger om din alder, når du søger et job. Men til samtalen må de faktisk gerne spørge, hvor gammel du er. Skal du svare på det?
Det er ikke ulovligt, hvis en mulig kommende arbejdsgiver spørger, hvor gammel du er, når du sidder til jobsamtalen. Det kunne man måske ellers godt tro, hvis man er stødt på en af de overskrifter, der florerer lige nu hos forskellige medier. Fx: ’Ny lov indfører forbud mod at spørge til jobansøgers alder’ eller ’Forbud mod at spørge til ansøgers alder’.
Der er ganske vist kommet en ændring i forskelsbehandlingsloven. Selv om det heller ikke tidligere har været lovligt at diskriminere på alder, er det nu blevet indskærpet yderligere.
Fra d.1. juli må arbejdsgivere ikke længere bede dig om at opgive din alder i forbindelse med jobansøgningen. Det vil sige, at når du uploader, indsender eller indtaster din ansøgning, må der ikke bliver spurgt til din alder. Det betyder også, at alle felter om alder og fødselsdato skal fjernes i rekrutteringssystemer, fortæller Bella Lea Buono, chefkonsulent i Djøf.
Men hun præciserer samtidig, at det ikke er forbudt at spørge til alder til selve ansættelsessamtalen, hvilket nogle har misforstået.
”Der er dog nok en del arbejdsgivere, der afholder sig fra at stille spørgsmålet – og det bør de nok også. For det kan gå hen og give noget af et slagsmål efterfølgende. Det kan nemlig være svært for arbejdsgiver at bevise, at alderen på kandidaten ikke er årsagen til et eventuelt afslag,” siger hun.
Ganske vist må arbejdsgiveren gerne spørge, men man må altså ikke diskriminere på grund af alder.
Er det ikke underligt, at man så må spørge om alder til samtalen?
”Nej. For det er jo præciseret i loven, at man ikke må screene i den indledende proces. Det vil sige, at man ikke kan fodre en eller anden database, så den fx sorterer kvinder i den fødedygtige alder eller dem på 50+ fra. Ergo giver det alle en chance for at blive kaldt til samtale, uanset hvor gamle de er,” siger Bella Lea Buono.
Men selvom nogle arbejdsgivere måske nok afholder sig fra at spørge ind til alder, kan du altså godt blive mødt med spørgsmålet ’hvor gammel er du?’ til en ansættelsessamtale.
Og så er det jo rart at vide, at det ikke er ulovligt at stille det spørgsmål, siger Bella Lea Buono.
”For at svare, at det er forbudt at spørge, vil være direkte forkert,” som hun siger.
”Situationen kan også godt blive lidt akavet, hvis du lægger armene over kors og siger: ’Man må ikke diskriminere på grund af alder.’ For så kan arbejdsgiveren opleve at blive skudt noget i skoene, der måske slet ikke var hensigten. Og det stiller dig i det hele taget nok ikke så godt, for så er tonen ligesom lagt.”
Bella Lea Buonos anbefaling er ganske enkelt at være ærlig.
”Så kan du jo knytte nogle positive kommentarer til din alder – uanset hvilken alder du har.”
Hvis du er ung og frygter at blive fundet for let, foreslår hun, at du kan gøre opmærksom på, at du allerede har en del kompetencer og erfaringer, fordi du har et højt energiniveau og er hurtig til at komme ud over stepperne.
Hvis du derimod har en alder, der gør, at du frygter at blive sorteret fra, fordi du er for gammel, handler det om at fokusere på den værdi, du hurtigt kan skabe med din erfaring – og på den omstillingsparathed, du har demonstreret i tidligere jobs.
”Men du kan jo også skyde bolden tilbage og med et glimt i øjet spørge: ’Har min alder nogen betydning for de opgaver, jeg skal udføre?'” siger Bella Lea Buono.
Ledige stillinger