Embedsmænd frustrerede over mangel på hjemmearbejde

Arbejdsmarkedet strammer i den grad til nu ... det bliver (er allerede) sælgers marked. Jeg bliver bekymret for, hvordan det vil gå med rekrutteringen af nye, kvalificerede medarbejdere på de statslige arbejdspladser, hvis man ikke kan (vil?) tilbyde reel, tidssvarende fleksibilitet til medarbejdere og ledere.

Jeg synes godt nok der er mange negative kommentarer herinde, men jeg synes faktisk de nye regler er en styrke.

Som ansat i en styrelse, og som en der klart foretrækker at arbejde på kontoret er det fuldkommen ødelæggende for det sociale og arbejdsmæssige liv når hele enheder bliver fuldstændig affolkede for medarbejdere fordi folk og chefer vil arbejde hjemme.

Det går ud over det sociale på arbejdspladsen som er nødvendig for trivslen, ligesom det går ud over det faglige niveau, da den videndeling der er nødvendig for at kunne udføre ens job bliver så meget mere vanskelig for ikke at tale om nogle gange umulig at kvaliteten af arbejdet daler når folk arbejder hjemme.

Jeg arbejder i en decentral styrelsesenhed. Vi har i snart en del år haft mulighed for at arbejde hjemme - efter behov, opgaver og selv styret det, så der altid var tilstrækkelig bemanding på kontoret.
Selv har jeg de seneste godt 5 år haft minimum 2 ugentlige hjemmearbejdsdage af hensyn til helbredsbetinget fysioterapeuttræning. Dertil har jeg som led i en senioraftale haft mulighed for at arbejde i kortere perioder fra et fritidshus i udlandet. - Jeg har til gengæld selv været meget fleksibel. - Det har jeg sat stor pris på, TAK!
Men vi har også oplevet at der efter genåbningen efter coronanedlukningerne blev sat begrænsninger på muligheden for at arbejde hjemme. - En uventet, uforståelig og mærkværdig måde at sige tak til medarbejderne på - medarbejdere som havde arbejdet meget, lagt hjem, el, varme, udstyr m.m. til for at holde samfundet i gang. - Som at få en våd klud i ansigtet.

"Når du strammer garnet, så kvæler du jo barnet" lyder det i den folkekære julesang "Højt fra træets grønnetop".

Jeg er lige startet nyt job i en statslig enhed og søger allerede nyt job - alene fordi arbejdspladsen ikke fungere som en hybrid arbejdsplads. Hvilket jeg først fandt ud af efter ansættelsen.

Jeg har i mange år arbejdet under meget frie rammer og har erfaret, at jeg ubetinget er den bedste arbejdskraft en arbejdsgiver kan ønske sig, når jeg får lov til at skabe merværdi, der (tid og sted) hvor det giver mening.

Kan jeg ikke få lov at lave meningsfuld værdiskabelse for min arbejdsgiver, er jeg ikke en loyal medarbejder. Jeg hører nemlig til den moderne professionelle generation af medarbejdere, der gerne vil udvikles personlig og fagligt. Og her er der ikke plads til arbejdsgivere med arkivskabsmentalitet.

Jeg har for ikke så længe siden været med i en ansættelsesrunde, i et af departementerne.
Ved at se på de spørgsmål jeg selv havde forberedt at ville stille, blev det tydeligt for mig, hvor stor vægt jeg lægger på fleksibilitet, også lederes mentale fleksibilitet, i det miljø jeg arbejder i.

Samtalen og kemien var god, faktisk rigtig god og gav energi, men stemningen ændrede sig og blev forhippet, da jeg stillede spørgsmål til hvorvidt de matcher de høje krav de stiller til medarbejderens drive og fleksibilitet i et stykke intellektuelt krævende og usynligt arbejde, med fleksible rammer til så også at navigere i det, selvstændigt. Om fleksibiliteten går begge veje, eller om den primært var til gavn for arbejdsgiveren. Arbejdstid, hjemmearbejde. Det handler i vid udstrækning om menneskesyn og hvad for en verden vi gerne vil skabe.
Det var ikke et match.

Jeg arbejdede i et departement til og med maj 21, og kunne tydeligt mærke at der var meget forskellige holdninger til hjemmearbejde blandt lederne i mit center. Det giver grundlæggende bare en dårlig stemning mellem medarbejderne, når der er forskellige vilkår.

Nu er jeg teamleder i en kommune og i min afdeling har vi lagt planlægningen af hjemmearbejde ud i de enkelte teams. Så har vi sat nogle få rammer op. Fx skal der minimum være tre konsulenter fra hvert team på kontoret hver dag, møder trumfer planlagt hjemmearbejde mv.
Medarbejderne er super glade for det, særligt fordi det giver medbestemmelse, indflydelse og en følelse af at løfte en opgave i fællesskab. Kan kun anbefale det.

Jeg er ansat i en styrelse, og i min sektion bliver adgangen til hjemmearbejde brugt af sektionschefen som et led i hendes generelle "del og hersk-ledelse". Nogle medarbejdere kan på det nærmeste blot orientere om, at de arbejder hjemme de og de dage, mens andre medarbejdere skal stå med hatten i hånden og redegøre for, hvorfor det er nødvendigt, hvorefter de måske kan få lov. Det siger næsten sig selv, at antallet af hjemmearbejdsdage varierer markant mellem sektionens medarbejdere, men det samlede gennemsnit for sektionen ligger sikkert udmærket i forhold til direktionens udmeldinger.

vildt! Tak fordi du deler denne viden

Jeg har altid arbejdet hjemmefra, ca. en gang om ugen i snit, både da jeg var i et depatement og på min nuværende arbejdsplads i en politikreds. Det har aldrig tidligere været et problem, og jeg har altid leveret på mine opgaver og overholdt deadlines, og har også altid haft en meget høj arbejdskapacitet med en del mertid og merarbejde. Efter hjemsendelsen ophørte, fik hele arbejdspladsen ordre på at være fuldt tilbage og vi måtte ikke længere arbejde hjemme. Det har skabt så stor mistrivsel, at en meget stor procentdel af os søger væk. Det har øverste ledelse ikke forstået. Jeg spurgte på et tidspunkt Djøf, hvad deres synspunkt var, og om de ikke kunne komme med nogle retningslinjer, men deres svar var, at det er et lokalt anliggende. Det ville have været rart, hvis Djøf på dette område bakkede mere op om det og meldte ud at vi ikke kan blive ved med at vente på personalestyrelsens udmelding, som udsættes igen og igen.

Der hvor jeg arbejder, er vi tilbage på det samme som før pandemien. Det er op til den enkelte chef at bestemme over hjemmearbejde. Og det vil sige maks to dage om ugen i gennemsnit. Så den største forskel er nok, at nu kan man også blive kontrolleret for, om man nu er der nok. Det skete ikke før i tiden. Og selvfølgelig leverede vi, som alle andre, det samme under pandemien som før - hvis ikke lidt mere... Det er utilfredsstillende

Det skulle være så godt - og så blev det faktisk skidt.
Jeg arbejder i en styrelse og kan fuldstændig genkende det, der står i artiklen. Ledelsen ryster i bukserne over risikoen for at der opstår lokalaftale, hvor medarbejderne pludseligt får ret til hjemmearbejde, og derfor får ingen lov til at arbejde hjemme - eller det afhænger i hvert fald utrolig meget af hver enkelt chef. Dette begrundes hver gang med de retningslinjer der er udstukket fra Medarbejder og Kompetence styrelsen.
Hjemmearbejdet betød utrolig meget for min familie og jeg under corona, da transporttiden på 1,5 timer om dagen blev reduceret til 0 for begge forældre. Vi var meget mere afslappede og glade, havde bedre tid til hinanden, og der var pludselig overskud til at være gode forældre med plads til spontanitet og godt humør - til trods for coronanedlukninger og alt muligt andet.
Nu er vi så tilbage i møllen igen, hvor hver enkelt hjemmearbejdsdag skal godkendes på email til chefen, og hjemmearbejdet skal begrundes i hvilke opgaver man sidder med den aktuelle dag. Konsekvensen er manglende arbejdsglæde, sure eller trætte forældre og børn, og meget mindre tid til familielivet, som ellers burde være det vigtigste.
Jeg er utrolig glad for mit arbejde, men jeg bliver nok nødt til at skifte til en anden arbejdsplads, som enten ligger tættere på, hvor jeg bor, eller som har bedre forståelse for hjemmearbejdets glæder. Det er ikke nok at jeg er glad for jobbet - det er også vigtigt at familien og jeg selv har det godt.
Vi arbejder begge for staten, og det har vi tidligere været både glad for og stolte over. Nu er vi i stedet i en situation, hvor vi begge overvejer jobskifte, og alternativt at sige op uden at have et andet job på hånden - for at værne om det allervigtigste i livet.
Det er synd, at de statslige arbejdspladser får ry for at være en dårlig arbejdsplads, når det er så lidt der skal til. Har medarbejderne ikke bevist sit værd under pandemien?

Jeg har sagt nej tak til en stilling i et departement, fordi de er så rigide med arbejdsformen. Jeg var faktisk overrasket, for jeg troede da bestemt, at man trods alt havde lært noget af nedlukningerne. Hjulene gik jo ikke i stå, og mange medarbejdere var glade og mindst lige så produktive som før.

Hvorfor skulle man gide sidde 40+ timer i en kontorbygning om ugen, og bruge en masse tid på transport, når nu det faktisk ikke er nødvendigt? Det burde have været vand på regeringens mølle at sikre, at der ikke sker unødig transport alene af hensyn til klimadagsordenen.

Hvordan har man mon forestillet sig, man skal sikre rekruttering og fastholdelse fremadrettet? Man kan næppe klare sig med "prestige" alene.

Jeg arbejder i en styrelse, der er udflyttet. Udflytningen betyder meget frie rammer for hjemmearbejde, hvilket er nødvendigt for at tiltrække og fastholde medarbejdere. De fleste arbejder hjemme 3-4 dage om ugen, også cheferne. Gad vide, om det samme gælder andre udflyttede styrelser?
Vi holder dog meget lav profil ift vores gode vilkår for hjemmearbejde, da vi er bange for, at der ellers vil komme påbud ovenfra for at rette ind ift. departement og andre styrelser.

Som ansat i en kommune lyder det utroligt gammeldags og ufleksibelt. Kunne slet ikke forestille mig at arbejde under forhold, der ikke indebærer en højere grad af tillidsbaseret ledelse og fleksibilitet for den enkelte.

Jamen, det kan da ikke passe! De chefer lider åbenbart af kontrollitis og tror at der kun arbejdes når man er på kontoret. Tyv tror hver mand stjæler!!!
De trænger åbenbart til en klar udtalelse om tillid og ledertræning. Tilbage i geleddet!

Sådan er det desværre også i den styrelse, jeg er ansat i. Vi skal helst arbejde på kontoret hver dag, men kan arbejde hjemme, hvis der er behov for det. Dog skal det godkendes af kontorchefen hver gang

Dette er ikke kun forholdene i departementer, men også i den styrelse hvor jeg arbejder. Ingen mulighed for faste aftaler. Hjemmearbejde skal være begrundet, og chefen skal spørges hver gang.

Jeg kan ikke forstå, at et arbejde der forventligt kræver stor selvstændighed, fordrer at man retfærdiggør de rammer man har behov for i arbejdsgangen og opgaveløsningen... Det giver ikke mening

Forfærdeligt (:

Det må være en opgave for DJØF at sætte dem stolen for døren. Den enkelte medarbejder kan ikke gøre andet end at forlade stedet. DJØF kan sige at de vil opfordre deres medlemmer til at søge væk, hvis forholdene ikke forbedres.

Departementerne bliver forhåbentlig straffet for det her på ansættelsesfronten. Arbejdsmarkedet er brandvarmt, og mulighed for (fast) hjemmearbejde er et vigtigt parameter, når nu man langt fra er lønførende i det offentlige. Jeg er så heldig, at vi har en fremsynet direktør og derudover ligger vores styrelse på flere lokationer, så næsten alle har mulighed for fast hjemmearbejde op til to dage ugentligt. Men vi er et fåtal. Og vores søsterstyrelse og departement har ikke samme muligheder. Det er mærkeligt, der skal være så store forskelle inden for samme ministerium.

Sådan er det, da også i mange af styrelserne.